Denne tekst er et resume af de andre tekster for at samle op og sætte kristendommen på sin rette plads.
Resumeet fortæller Jesus’ og kristendommens historie kort og godt, og under dette resume vil jeg dels henvise til kilder, som sædvanligt, dels henvise til de tekster, der går i dybden med disse ting og ligeledes indeholder nøjagtige kildeangivelse, som kan købes, om ikke andet, hos amazon.
Jesus’ historie tager sin begyndelse i Egypten flere tusind år før Jesus.
– Dér fortælles der om Horus, som blev født af jomfruen Isis-Meri den 25. december i en hule. Hans fødsel var blevet annonceret af en stjerne fra østen, og han blev besøgt af tre vise mænd. Han var af kongelig herkomst.
– Som 12-årig underviste han i templet, og som 30-årig blev han døbt, efter at han nærmest havde været forsvundet i 18 år.
– Horus blev døbt i floden Eridanus eller Iarutana (Jordan) af “Anup-døberen”. Anup blev senere halshugget.
– Han havde 12 disciple. To af dem var hans “vidner” og hed “Anup” og “Aan”.
– Han udførte mirakler, uddrev dæmoner og rejste El-Azarus (“El-Osiris”) fra de døde.
– Han gik på vandet.
– Han fremsagde en prædiken på et bjerg.
– Han blev korsfæstet mellem to tyve, han blev begravet i tre dage i en grav og genopstod.
– Han var “vejen, sandhed, lyset”, Guds søn, menneskesønnen, den gode hyrde, Guds lam, ordet som blev til kød, sandhedens ord, osv.
– Han var “fiskeren” og blev associeret med fisken, lammet og løven.
– Han kom for at opfylde loven.
– Horus blev kaldt KRST (den salvede).
– Han skulle regere i 1.000 år. (se: Jesus Mytens oprindelse )
Fra Horus blev det til Isis/Osiris-myten med lidt forskelle, hvor Osiris var en halv Gud, som kom for at åbne menneskets øjne til det åndelige. Altså, vi skulle lære at komme væk fra de jordiske forbindelser, det jordiske liv og magten.
Da han endte med at blive en trussel til det etablerede, blev han korsfæstet (eller sønderslidt af fire heste (det kommer an på versionerne)).
Korsfæstelsen havde den symbolske betydning, at halvguden blev “sømmet fast på det jordiske”. Korset, fordi det var betydningen, at han skulle være sat fast mellem de fire verdenshjørner. Halvguden blev, så at sige holdt fast i verden, hvor han døde.
Det er ligeledes det symbolske, der også ligges i sønderslidningen.
Denne historie kunne forstås på flere niveauer, og afhængigt af hvilket åndeligt niveau man befandt sig på, afhængigt af hvilke mysterier man var indviet i, fik man flere ting at vide, og man fik en dybere forståelse for disse mysterier.
Historien er så gammel, at den findes på pyramider, som er mere end 4.500 år gamle. (1)
Så skal vi foretage et spring i tiden og se til Herodot, som var en historiker i det gamle Grækenland (484-430 fvt.). Han var den første græker til at sætte fod i Egypten og skulle følges snart efter af en anden berømt græker.
Egypten er et meget lukket land. Først efter 670 fvt. begyndte de at åbne sig for omverden, og en af de første grækere, som rejste til Egypten i søgen efter visdom, var Pytagoras 581-497.
Vi kender Pytagoras som en matematiker, men han var til dels præst og tryllekunstner også. Han var ganske interesseret i åndelige emner, hvorfor han brugte 22 år i Egyptens templer for at lære disse mysterier. (2)
Da Pytagoras vendte tilbage til Grækenland, begyndte han at undervise i denne nye visdom. Han genopvakte også de døde og udførte mirakler.
Pytagoras skulle finde en gud, der kunne blive centrum for denne tankegang. Han kunne ikke bruge en af disse ellers berømte guder, som allerede havde deres templer, fordi da guden skulle dø, var det ikke særlig smart.
Derfor faldt valget på Dionysos. Dionysos var en lille gud, som nærmest var ignoreret af alle de store forfattere (Hesiod og Homer omtaler ham stort set ikke), og derfor kunne man vælge at gøre det af med ham. (3)
(Billede: Dionysos på korset – udformet som et anker )
Dionysos blev derfor den græske version af den Egyptiske Osiris, og bl.a. takket være denne filosofiske tankegang blev Athen centrum for den civiliserede verden. I løbet af få generationer blev Osiris-mysteriet (nu Dionysos-mysteriet) spredt først blandt eliten og siden blandt folket. (4)
På samme måde som grækerne lod sig inspirere af Osiris for at skabe Dionysos-myten, overtog andre middelhavkulturer myten og indsatte deres guddom i den.
Derfor det, der var kendt som Osiris i Egypten, blev til Dionysos i Grækenland, til Attis i Asien, Adonis i Syrien, Bacchus i Italien, Mithras i Persien m.m. (se : Jesus Mytens oprindelse)
Den gud blev meget populær, da han var en “menneskelig” gud, og ikke en af disse guder, der var på Olympos og var uopnåelig. Derfor blev Dionysos som regel fremstillet blandt folket, og ofte med et følge.
Gnostikerne var meget inspireret af denne tankegang og forstod også kristendommen således, som den var undervist af grækere og af egyptere før dem.
Hvis vi tager bibelen, det nye testamente, som skrift, så har vi for længst konstateret, at de ældste skrifter er dem af Paulus.
Evangelierne kom senere.
Paulus ønskede at videreføre denne gnostiske tankegang i den del af verden, hvor han boede, men problemet var, at jøderne havde kun én gud. Han kunne derfor ikke ligefrem slå ham ihjel.
Men jøderne ventede på en Messias.
Så blev det den “messias”, Emmanuel, som blev den gnostiske lærdom.
Om de beviser med, at Paulus var gnostiker, se teksterne:
– Paulus og gnosticisme (1)
– Paulus og gnosticisme (2)
som ligeledes har yderligere kildehenvisninger.
Dette forklarer mange ting.
– Det forklarer lighederne mellem Jesus-myten og de øvrige myter.
– Det forklarer, hvorfor der ikke findes spor efter den historiske Jesus. (Se: Den historiske Jesus)
– Det forklarer, hvorfor byen Nazaret ikke eksisterede før det 4. århundred evt. (Se Nazareth? Byen bygget af Teologien)
– Det forklarer, hvorfor Paulus aldrig omtaler Jerusalem, Pontius Pilatus, Nazaret, Johannes døber m.m., men til gengæld fylder sin tale med gnostiske udtryk (se De tidligste Beviser)
– Det forklarer de tydelige misforståelser af jødisk liv, skikke, religion m.m., som udvises i de græske skrifter (se kategorien Hvis det var sandt)
Paulus forsøgte at videreføre den form for gnostisk kristendom, men det var gang på gang, at han blev skuffet af mange af sine følgere, der havde det svært ved at hæve sig så højt, som han havde ønsket (se Paulus og gnosticisme (2) )
Efter dengang har der været “krig på kniven” mellem den gnostiske og den bogstavelige forståelse.
Der blev tilføjet historier (evangelier), som kunne støtte den idé, at der rent faktisk havde været en person, som havde eksisteret, som havde gjort disse ting.
Der blev tilføjet flere Paulus-breve, som angriber den gnostiske forståelse. Disse breve viser sig at være forfalskninger. (5) Se også kategorien Dateringer
Og gnostikere blev forfulgt og ryddet af vejen.
Således døde den kristendom, der var ment at eksistere.
Tilbage er der dog, at historiske kendsgerninger ikke er til at overse, og det kan ikke ignoreres, at Jesus-myten rent faktisk er flere tusind år ældre end Jesus.
Men det er så, ifølge de kristne, Satans værk, eller det at fortælle om historiske fakta er “had til kristendommen”.
Det er ikke en ny holdning. Allerede dengang mente Justin Martyr (100 – 165), at Satan havde været på spil og havde lavet alle de falske historier, som lignede Jesus’ historier, før Jesus blev født, så “vi ikke genkendte Guds søn, når han vil komme” … Altså Djævelen forledte os på forskud:
Idet han hørte det forkyndt gennem profeterne, at Kristus skulle komme og at de gudløse mennesker skulle straffes med ild, trak den onde ånd mange frem, som skulle kaldes Guds Søn, så at mænd, når de vil kunne fremkalde hos mennesket det indtryk, af at det vi siger om Kristus, lige som de øvrige, kun er digteri. (6) (Cyril Malka)
(1) Det hemmelige drama om hengivenhed og ofringen af den kødeliggjorte gud kan læses i pyramidernes tekster. Disse er dateret fra 2.700 fvt. (M.A. Murray – Egyptian Religious Poetry – John Murray – 1949 – side 39)
(2) K.S. Guthrie – The Pythagorean Source Book – Phane Press – 1987 – side 60.
(3) J. Harrison – Prologemena to the Study of Greek Religion – Princetown University Press – 1922 eller Themis – Merlin Press – 1963. Side 365.
(4) W. Burkert – Greek Religion: Archaic and Classical, Blackwell Publishers – 1985 – side 298.
(5) Oxford Companion to the Bible – Oxford University Press – 1993
(6) Justin Martyr – First Apology – Kan også findes citeret i R.J. Hoffman – Celsus on the True Doctrine – Oxford University Press – 1987 – side 24.