Psykisk (sjælelig) og pneumatisk (åndelig) lære
Hvordan kan Paulus så blive både gnostikernes og fundamentalisternes helt?
Gnostikerne lærte, at Jesus’ historie virkede på to niveauer på en gang: Som en introduktionshistorie for psykiske kristne, som blev initieret i de ydre mysterier, og som en mystisk allegori for de pneumatiske kristne, som var initierede til de indre mysterier.
Historien forblev den samme, men bliver forstået anderledes afhængigt af, om man er i den ene eller den anden kreds.
Ifølge gnostikerne skulle Paulus’ breve virke på to niveauer på en gang. Som den gnostiske vismand Theodotus sagde det, Paulus “underviste på to måder på en gang”. (1)
Theodotus fortæller, at Paulus anerkendte, at “hver enkelt kender Herren på sin egen måde og ikke alle kender Ham på samme måde” (2).
Derfor på den ene side prædiker han frelse “ifølge kødet” som en “der er født og der har lidt”, den korsfæstede Kristus, som bliver undervist til de psykiske kristne “for de er i stand til at vide”. (1.Kor. 2:2)
På den anden side prædiker han den pneumatiske Kristus, ifølge ånden, for de pneumatiske kristne. Hvert niveau af initiation vil kunne udtrække det, de er vise nok til at forstå, eller kan tåle at høre, fra hans lære. Paulus skriver selv:
“Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok. Det åndelige menneske derimod bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen” (1. kor. 2:14-15)
Gnostikerne holdte på, at lige som evangeliernes lignelser indeholdt Paulus’ breve hemmelig lære, så den uinitierede læser ville forstå et, og den initierede noget andet. Kun de, der var blevet oplærte i den hemmelige mundlige lære af de Indre Mysterier, ville være i stand til at forstå Paulus’ mening. Elaine Pagels skrev om det:
“Valentiniere (3) holdt på, at de fleste kristne begår den fejl kun at læse skrifterne bogstaveligt. Igennem deres initioation i Gnosen lærte de at læse Paulus’ breve (på samme måde som de andre skrifter), på et symbolsk niveau, således som de sagde, Paulus havde ment det. Kun denne pneumatiske læsning førte til sandheden i stedet for blot dens ‘billede'” (4)
Valentinus’ efterfølger afkodede systematisk Paulus’ breve således, så de kunne forstå den skjulte betydning.
For eksempel i sit brev til Romerne bruger Paulus en enkelt hverdagssituation – forholdet mellem jøder og folkeslagene (gentile) – som en lignelse i forholdet mellem psykiske og pneumatiske kristne.
En, som er oplært i de Indre Mysterier, vil forstå, at når Paulus skriver “jøder”, mener han “psykiske kristne”, og når han skriver “folk”, mener han “pneumatiske kristne”.
Ud over “folkeslag” (gentile) brugte Paulus andre kodeord for at skrive om de Pneumatiske Kristne. De udtryk var: de uomskårede, grækerne, indre-jøder og Det sande Israel.(5)
I en ret så slående passage i sit første Korintherbrev skriver Paulus med skuffelse om, hvordan han ønsker at give sine følgere en pneumatisk forståelse, men han finder ud af, at de blot er på sarkisk niveau (synonym for Hylic, som var det laveste niveau af forståelse). Derfor er han tvunget til at undervise sine elever på det mest grundlæggende niveau.
“Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige [pneumatiske] mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige [sarkiske] mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu; for I er stadig kødelige [sarkiske] mennesker. For når der er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige [sarkiske] og lever slet og ret som mennesker?” (1. kor. 3:1-4) (6).
Paulus er utålmodig over, at hans følger stadig ikke er parate til at komme videre. I sit brev til hebræerne skriver han:
Derfor vil vi nu lade begynderundervisningen om Kristus ligge og gå videre til en undervisning for voksne [faktisk til: en anden niveau af læren – ten teleioteta på græsk] og ikke én gang til lægge grunden med omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud, med lære om dåb og håndspålæggelse, om dødes opstandelse og evig dom. Ja, det vil vi gøre, dersom Gud giver lov. For det er umuligt at føre dem til ny omvendelse, som én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave, dem som har fået Helligånden og smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, og som så falder fra; for de korsfæster selv Guds søn igen (Hebr. 6:1-6a).
Denne “begynderundervisning”, som Paulus gerne vil have, at hans disciple skal lade ligge, som enhver gnostiker kunne forvente, inkluderer så omvendelse fra døde gerninger, tro, dåb, håndspålggelse, dødes opstandelse og evig dom. Rent faktisk er der tale om alle disse ritualer og dogmer, som er så vigtige for den litterær-forstående kirke. Dem vil Paulus lægge bag sig.
For gnostikerne var disse ting kun de yderste mysterier af kristendommen. Paulus vil have, at hans disciple smagte på den hellige ånd af pneumatiske initiering, så de kan komme videre til det pneumatiske niveau og lade disse psykiske bekymringer ligge bag sig.
Paulus og Gud
Lige som alle gnostikere underviser Paulus i, at Jesus’ mysterier er over moseloven og jødernes Gud. Ifølge ham har Jesus givet jøderne en ny pagt med Gud, og Paulus skjuler ikke sin lave agtelse for den traditionnelle jødedom. Han skriver:
Ved at tale om en ny pagt har han gjort den tidligere forældet; men det, som er gjort forældet og er gammelt, er nær ved at forsvinde (Hebr. 8:13).
Som alle gnostikerne underviser Paulus ikke underkastelse for loven, men spirituelle frihed gennem Gnosis. Han erklærer: Hvor Herrens ånd er, dér er der frihed (2.kor. 3:17).
For Paulus er intet urent i sig selv (rom. 14:1-15).
Senere gnostikere, som fx. Carpocrates, citerede Paulus for at forsvare deres egne læresætninger om naturlig moral mod dem, der anklagede dem for at være ummoralske.
Hvis man tænker over det, så var det Paulus og ikke en eller anden ukendt bizar gnostiker, som havde udtalt det så berømte: Alt er tilladt mig (1. Kor. 6:12).
Paulus går så langt, så at han erklærer Guds ellers per tradition hellige lov, grundlaget for jødedommen, for at være en forbandelse: For alle de, som har lovgerninger, er under forbandelse (Gal. 3:10) og Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse (Gal. 3:13).
For Paulus, som for gnostikerne, er det at dele Kristus lidelse og genopstandelse en initiering, som kan befri en fra loven og gøre en fri: Men nu er vi løst fra loven og er døde fra det, vi før var fanget i (Rom. 7:6a)
Paulus fortæller, at Loven er en vare lavet af en “mediator”, en “formidler”.
Ifølge gnostikerne var Gud, YHWH, ikke øverste myndighed, men han var en slags undergud, en mediator. Hans visdom var ikke så stor, at Han kunne skabe mennesket. Tværtimod. Han “samlede sig” med andre guder for at skabe mennesket i “sit billede” (deraf den “i vores billede”). Da guderne så “splittedes ad” bagefter, vidste YHWH godt, at han ikke kunne styre mennesket, som var i billedet af et større væsen. Derfor forbød han dem at spise af visdommens frugt (for så blev mennesket klogere end Ham), derfor lavede han en Lov, for at underkaste sig mennesket. Derfor var Han en “jaloux Gud” osv. (7)
Og derfor betragtede Paulus, som en god gnostiker, “Loven” som en forbandelse.
Paulus betragter bestemt ikke YHWH som værende den ægte gud, for ifølge ham er “formidleren ikke ét; Gud er ét”):
Hvad skulle så loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, men den skulle kun være gyldig, indtil det afkom, som havde fået løftet, var kommet. Den blev givet ved engle, gennem en formidler. En formidler står ikke kun for den ene part. Men Gud er én. (Gal. 3:19-20).
Derfor, ifølge Paulus, de, som ikke forstår den sandhed, han prædiker, er deres tanker blindet af Gud: “for dem, der ikke tror; deres tanker har denne verdens gud blindet” (2.kor. 4:4).
Rent faktisk står der: Guden fra denne forbigåede tid.
I mange oversættelser tilføjes der gerne et notat, som fortæller læseren, hvordan dette skal forstås. Det skal naturligvis forstås som “Djævelen”.
Hvorfor Paulus nu skulle omtale en engel (Satan) som “en gud” er stadig uforklaret.
Naturligvis er det klart og tydeligt for enhver gnostiker, hvad Paulus mente: Han mente YHWH, jødernes mindre Gud, som i årevis har kontrolleret jøderne, og som derfor skulle forlades til fordel for Jesus’ og Platos ægte, dybdegående Gud.
Paulus var gnostiker og ønskede at få folk til at blive befriet fra forbindelser til den konkrete verden, så de kunne nå de højere åndelige niveauer.
Det, der skete, var, at de mere konkrete forstående, de, som ikke kunne hævde sig, konkretiserede alt dette og faktisk endte med at bekæmpe det, Paulus ville undervise i.
Disciplene forblev i de ydre cirkler og har lige siden bekæmpet gnosticismen, for den befrier mennesket fra menneskets kontrol.
I dag viser det sig, at den katolske kirke udvikler sig mere og mere i en gnostiske retning, som rent faktisk var meningen med kristendommen, hvorfor mere og mere radikale grupper bekæmper den og ser den som “det onde”.
Krigen mellem den psykiske og den pneumatiske forståelse er stadig i gang …
(1) E. Pagels – The Gnostic Paul – 1975 s. 7.
(2) E. Pagels – The Gnostic Paul – 1975 s. 5.
(3) Fra Valentinus: 100 – 180 evt. en gnostisk digter fra Alexandra, forfatter til Sandhedens Evangelie (The Gospel of Truth) fundet i nag Hammadi. Han grundlagde en skole i Rom i ca. 140 evt.
(4) E. Pagels – The Gnostic Paul – 1975 s. 7.
(5) E. Pagels – The Gnostic Paul – 1975 s.7.
(6) Se de græske transkribering her.
(7) On the Origin of the World (Gnostic) – Fra The Other Bible (1984) – side 62-75.