Kristendommen bygger på historien om Jesus, født af en jomfru og død på korset.
Paulus, som er den mand, igennem hvem kristendommen blev til, fortæller om en åndelig Jesus.
Evangelierne, som blev til efter Paulus’ skrifter, fortæller dog en historie om en mand, der virkeligt har eksisteret.
Tales der om den samme mand?
Genfortæller evangelierne en myte som et historisk faktum?
Skal historien om Jesus tages bogstaveligt eller forstås som en myte?
Vi ser på de historiske fakta om Jesus’ eksistens.
De romerske forfattere
Når man skal begynde at finde ud af den historiske Jesus, er det klart, at man begynder at undersøge, hvad romerne har at sige om det. Da Jesus blev korsfæstet af romerne, og da romerne var kendt for at holde nøjagtige optegnelser, især af deres retssager, så ville man nemt kunne finde dommen over en person så berømt som Jesus.
Desværre er der ingen optegnelser over en Jesus som blev dømt eller korsfæstet i Pontius Pilatus’ tid.
Den periode var berømt for sin store mængde litteratur. Det var en meget skrivende periode, og mange berømte forfattere levede dengang, hvor Jesus siges at have levet. Her er de mest kendte:
| Arrian | Plutarch | Silius Italicus |
| Petronius | Apollonius | Aulus Gellius |
| Seneca | Pausanias | Statius |
| Dion Pruseus | Valerius Flaccus | Columella |
| Pliny den ældste | Quintillian | Ptolemy |
| Appian | Florius Lucius | Dio Chrusostom |
| Juvenal | Favorinus | Hermogeones |
| Theon af Smyrna | Lucanus | Lysias |
| Marial | Damis | Valerius Maximus |
(Billede: Seneca den yngste)
De værker, der er skrevet af disse forfatter, fylder et stort bibliotek, men ingen af disse refererer til Jesus eller omtaler Jesus.
De eneste, som omtaler noget af interesse, er Pliny, Suetonius og Tacitus, men de levede i begyndelsen af det andetårhundrede og kan ikke tages som samlevende med Jesus.
Pliny, som var guvernør i Lilleasien, skrev en meget kort passage til Kejser Trajan i 112 evt., idet han bad om retningslinjer til at takle de “besværlige kristne”.
Den romerske historiker Suetonius fortæller i en liste af notater om lovgivning, at i 64 evt. blev “de kristne straffet. Kristne er personer, som overgiver sig til en ny og ond overtro”. (1)
Suetonius fortæller også, at mellem 41 og 54 evt. blev jøder smidt ud af Rom af Kejser Claudius, da “jøder ofte laver ballade, opfordret af Crestus”.(2)
Selv om Crestus var et ganske almindeligt brugt navn dengang, har mange tolket det som en omskrivning af “Kristus”, altså den græske oversættelse af Messias.
Selv om det var sandt, at “Crestus” omtalte en messias, var der dengang et hav af “wannabe messiaser”, som opfordrede folk til at gribe til våben mod romerne. Intet af dette beviser, at der er tale om Jesus. Der er i øvrigt intet, der tyder på at Jesus skulle have været i Rom.
Romeren Tacitus giver os lidt flere informationer, idet han skrev om den store ildebrand i Rom i 64 evt. Ifølge ham da rygtet sagde, at Nero selv havde sat ild til Rom, havde Kejser Nero følt sig nødsaget til at skyde skylden på de kristne:
“Nero straffede disse depraverede mennesker på raffineret vis de kristne (som de bliver kaldt). Deres oprindelse, Kristus, blev straffet med døden dengang Tiberius var kejser, af Pontius Pilatus, Judæas prokurator. Men på trods af et stykke tid med tilbageslag, er den dødelige overtro sprunget ud på ny, ikke blot i Judæa, (hvor dette misfoster startede), men i Rom.“(3)
Dog er Tacitus’ skrifter ikke samtidige med Jesus, men skrevet 50 år efter.
Nogle hævder dog, at selv om dette blev skrevet senere, måtte Tacitus have haft adgang til dokumenter, som bekræftede Jesus dødsdom.
Men det forekommer meget usandsynligt. Tacitus omtaler nemlig Pontius Pilatus som “prokurator”, mens Pontius Pilatus var “prefekt”, (4) altså citerer Tacitus tydeligt ikke fra lovbøger eller andet, men gengiver blot den historie, det rygte, der blev fortalt.
På trods af de forskellige forfattere og værker, der findes, kan man hævde, at de romerske historiske optegnelser over Jesus er forsvundne med tiden … Hvilket kunne være forbavsende, da man skulle mene, at den katolske kirke ville have opbevaret sådanne vigtige skrifter. Især efter at den fik så meget magt i det romerske rige.
Ikke blot det, men hvis der havde været historiske fortegnelser, så skulle man mene, at de veluddannede og vigtige kristne forfattere, som for eksempel Justin Martyr, havde citeret disse tekster, nemlig for at understøtte den tekstbaserede kristendom, han var en fortaler for. Men nej, der er intet at finde her heller.
Tydeligvis omtaler romersk materiale ikke Jesus. Der kan der være to forklaringer på det: Enten har der aldrig været en historisk Jesus, eller også var sagen så uvigtigt for romerne, at de slet ikke omtalte det, da det skete.
Lad os derfor se lidt på de jødiske historikere fra dengang. Da Jesus hævdedes at være Messias, vil han nødvendigvis enten være blevet omtalt som Messias eller som en fupmager i de jødiske skrifter. Men på den ene eller den anden led måtte han da blive omtalt.
De jødiske forfattere
Filo var en berømt jødisk forfatter, som levede på den tid, Jesus siges at have levet i. Han har skrevet omkring 50 værker, som har overlevet til vores tid. De handler om historie, filosofi og religion og fortæller os en del om Pontius Pilatus … Men de omtaler ikke Messias-Jesus med ét ord. (5)
Justus af Tiberias, en jøde som levede ved Capernaum, hvor det siges, at Jesus har været, skrev en historie som begyndte med Moses og sluttede med hans tid, og dette ligeledes uden at nævne Jesus med et ord. (6)
Tilbage har vi Josefus, en ung mand, som levede samtidigt med Paulus, og som skrev to berømte bøger: Jødisk Antikvitet samt Jødiske Krige.
Disse opsamlinger er vigtige informationskilder for det, der skete dengang. Og herinde er der noget, som vi kan bruge:
“Dengang levede Jesus, en viis mand, hvis man kunne kalde ham for en mand. For han var en person, som udførte forbavsende gerninger, og var en lærer for dem, der ville finde nyt. Han overbeviste mange jøder og mange grækere. Han var Messias. Da Pilatus, opfordret af nogle af vor folks mænd, dømte ham til korsfæstelse, blev de, der havde elsket ham fra første færd, alligevel ved med at være knyttet til ham. På tredjedagen viste han sig for dem, levende igen, da hellige profeter havde forudsagt det. Og stammen af kristne, som de blev kaldt efter ham, er den dag i dag ikke forsvundet.“(7)
Josefus fortæller en del. Ud over de forskellige mirakler fortælles der, hvordan Jesus på mirakuløs vis kurerede Pilatus’ kone for sygdom, og derfor ville Pilatus ikke have ham dømt, men de jødiske præster fik presset det igennem “på trods af vores allesammens jødiske tradition“.(8)
Ligeledes fortæller Josefus, at Jesus’ krop umuligt kunne være blevet stjålet af hans tilhængere, og at Jesus nødvendigvis var genopstået, da “vagter var omkring hans grav, 30 romere og 1.000 jøder“.(9)
I flere hundrede år har man vedtaget denne forklaring som værende en historisk kendsgerning og beviset for Jesus’ eksistens … Indtil man begyndte at se lidt mere kritisk på teksten.
I dag tror ingen seriøs historiker på, at disse passager er ægte og skrevet af Josefus. De er klart og tydeligt blevet anerkendte som senere tilføjelser.
For det første fordi de slet ikke er skrevet i samme stil som Josefus skrev, og hvis man fjerner disse passager fra teksten, kan teksten stadig læses og er logisk og sammenhængende.
Derudover, hvis man læser Origen, som betragtes af moderne forskere som værende en af de mest samvittighedsfulde historikere fra dengang, fortæller han, at Josefus ikke troede på, at Jesus var Messias af den gode grund, at han aldrig havde troet på nogen Messias overhovedet. Josefus var rent faktisk en “pro-romersk” jøde, derfor hadet af mange af sine samlevende og betragtet som “kollaboratør”. Derfor flygtede han fra Judæa og levede i Rom til sin død.
Josefus omtaler flere wannabe messias’er, men han skriver ikke mange detaljer om dem. Dengang han skrev, ventede mange af hans folk en person, og Josefus havde sin egne fortolkning af profetien. Ikke at han ikke troede på profetien, men han mente at jøderne havde misforstået det. (10)
Ifølge Josefus var Messias Kejser Vespasian, som blev erklæret kejser i Judæa. Det er derfor utænkeligt, at Josefus lige pludseligt skulle have brudt med sin sædvanlig stil, brudt med sin tro og filosofi, brudt med sin politiske overbevisning og sin pragmatiske skrivestil for at skrive nærmest bævrende om Jesus!
Tidlige kristne greb et hvilken som helst halmstrå for at kunne bevise, at Jesus eksisterede. De ville have elsket et sådant bevis for Jesus’ eksistens.
Dog omtaler ingen af de tidlige kristne forfattere Josefus’ beskrivelse overhovedet. Josefus bliver først omtalt i begyndelsen af det 4.årh., hvor biskop Eusæbius, den kendte propagandist, lige pludseligt trak en version af Josefus, som indeholdt pågældende passager, ud af ærmet. (11)
Det er således, at Josefus blev det historiske grundlag for Jesus’ eksistens.
Idet de ikke kunne finde historiske beviser for Jesus’ eksistens, har de senere kristne sammensat og bygget de beviser, de behøvede, ud fra den måde de forstod evangelierne.
Talmud
Selv om der ikke er nogen optegnelse for den historiske Jesus i de jødiske kilder fra dengang heller, er der en håndfulde steder i Talmud, som af og til trækkes frem som beviser. Disse er ikke tænkt at være kristne forfalskninger. Her er hvad disse steder siger:
– Der blev undervist: På påskeaften hængte de Yeshu […], fordi han udøvede hekseri og førte Israel på afveje.
– Vores rabbiner underviste: Yeshu havde fem discipler – Mattai, Nakkia, Netzer, Buni og Todah.
– Det skete med rabbi Elazar Ben Damah, som blev bidt af en slange, at Jakob, en mand fra Kefar Soma, kom og hjalp ham i Yeshu ben Panteras navn.
– En dag, da jeg gik i gaderne i Seforis, fandt jeg en af disciplene af Yeshu nazaræneren. (12)
Yeshu er det forkortet form af Yehoshua, eller Joshua, som på græsk er blevet til Jesus. Så måske omtaler disse passager Jesus fra Evangelierne?
Men også hvis vi ser bort fra, at der kun omtales fem disciple, og ikke tolv, med ugenkendelige navne, er der andre grunde til at tro, at det ikke kan være Jesus fra Evangelierne, der omtales der.
Det, at man omtaler en “Yeshu nazaræneren” er intet fantastisk. Der tænkes ikke her på byen Nazaret, som ikke eksisterede dengang (se teksten om Nazaret her). Nazarænerne var dengang navnet på en jødisk sekt.
Yeshu var et ret populært navn, og det kunne henvise til mangen en person. Josefus omtaler ikke mindre end 10 Jesuser.
Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at selv om Josefus omtaler en halv snes Jesuser, finder man oversættelser af hans arbejde, hvor kun de stykker, som man ønsker at kunne forbinde dem med Jesus fra de græske oversættelser, er oversat med Jesus. De andre får lov til at forblive på uoversat hebraisk Yeshu eller Yoshua. (13)
Alle historikere vil holde fast på, at selv om man partout vil knytte disse stykker fra Talmud som værende et bevis på Jesus’ eksistens, er dette umuligt, da Talmud ikke blev nedskrevet før efter 200 evt. Vi kan derudover ikke vide, om den omtaler ting, der er sket på skrivetidspunktet, eller om det er noget der er sket i 200 evt.
Rabbierne er for vage i deres kronologi, så vi kan ikke med sikkerhed sige, om det er eller ikke er den Jesus, der omtales i evangelierne.
Hvor kan vi ellers se efter beviser henne? Så utroligt som det kan lyde, har vi gennemset de muligheder, der var for at finde historiske beviser for, at Jesus vitterligt har eksisteret.
Det eneste vi har tilbage at hvile på, er de kristnes vidnesbyrd. Kan disse ses på som historiske dokumenter?
Evangelier og sandheden
Der findes flere hundrede evangelier, ikke blot de fire, vi kender fra de græske skrifter. Da langt de fleste betragter de såkaldte apokryfe skrifter (ikke kanoniserede skrifter) som værende myter, skal vi koncentrere os om Matthæus, Markus, Lukas og Johannes.
Disse evangelier påstås traditionelt at være øjenvidneberetninger for Jesus’ liv og skrevet af hans disciple. Det, at der er fire evangelier, kan give vægt til beretningen.
Dog, hvis man ser godt efter, er evangelierne ret så uenige om det, der er sket.
Den mest slående uenighed er i begyndelsen af historien. Om Jesus’ genealogi. Vi omtaler det i dybden her, men lige for at sammensætte det med vores artikel, kan vi se på det en gang til.
Både Matthæus og Lukas omtaler Jesus’ genealogi. Jesus skal kunne spores tilbage til David, for at Jesus skal kunne betragtes som Messias af jøderne. De er begge enige om, at Josef er Jesus’ jord-far, men her stopper altså også al enighed. Se selv:
| Matthæus (14) | Lukas (15) |
| Jesus | Jesus |
| Josef | Josef |
| Jakob | Eli |
| Mattan | Mattat |
| Eleazar | Levi |
| Eliud | Melki |
| Akim | Jannaj |
| Sadok | Josef |
| Azor | Mattathias |
| Eljakim | Amos |
| Abiud | Nahum |
| Zerubbabel | Esli |
| Shealtiel | Naggaj |
| Jekonja | Mahat |
| Josija | Mattathias |
| Amos | Shim’i |
| Manasse | Josek |
| Hizkija | Joda |
| Akaz | Johanan |
| Jotam | Resa |
| Uzzija | Zerubbabel |
| Joram | Shealtiel |
| Joshafat | Neri |
| Asaf | Mattat |
| Abija | Levi |
| Rehabeam | Simeon |
| Salomo | Juda |
| David | Josef |
| – | Jonam |
| – | Eljakim |
| – | Melea |
| – | Menna |
| – | Mattata |
| – | Natan |
| – | David |
Dette genealogiske træ er dog betydningsløst, da Josef siges ikke at være faderen overhovedet, som skulle være Gud selv. Matthæus siger det klart og tydeligt: “for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.« Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn«” (Matt. 1:20b-23a)
Markus på den anden side omtaler hverken Bethlehem, jomfrufødsel eller Jesus’ familie som efterkommere af David overhovedet. Hvorfor omtaler han ikke disse vigtige fakta?
Evangelierne er fyldt med usammenhængende og modstridende fakta.
Lukas, fx, giver os et stykke oplysning, som kunne være historisk, nemlig det, at Jesus blev født dengang Kvirinius var statholder i Syrien (Luk.2:2). Det var han i 6 evt.
Dog fortæller Matthæus os, at Jesus blev født dengang Herodes var konge (matt. 2:1). Herodes døde i 4 fvt.
Lukas modsiger sig selv, idet han fortæller os at Johannes og Jesus blev født med seks måneders forskel, dengang Herodes var konge, men han stadig væk fortæller om, at Maria var gravid, dengang mandtælling blev udført i 6evt. Hvilket må være den historiske betegnelse for et af de få mirakler i de græske skrifter, nemlig en graviditet der varede 10 år!
Johannes placerer tempelrensningen i begyndelsen af sin forklaring, Matthæus i slutningen.
Markus fortæller, at Jesus kun underviste i Galilæa, ikke i Judæa, og han rejste kun de 100 km til Jerusalem en gang, nemlig ved sit livs ende. Lukas dog fortæller om Jesus, som underviste lige meget i Galilæa og i Judæa.
Johannes’ Jesus prædiker dog kun i Jerusalem og blot tager smutture til Galilæa.
Da tekstro-kristendom bygger på teksterne er det forbavsende at der er så mange usikkerheder, også om Jesus’ død og genopstandelse. End ikke korsfæstelsen er man enig om.
Ifølge Matthæus og Markus blev Jesus først hørt af de jødiske præster i Sandhedrin (se vores tekster om det), men ikke dømt af dem. Dog ifølge Johannes kommer Jesus slet ikke til Sandhedrin. Jesus går direkte til korsfæstelse.
Paulus siger, at han blev hængt (16). Peter siger i Apostlenes Gerninger at han blev hængt i et træ? (17)
Samme usikkerhed findes om Judas Iskariot. I Matthæus hængte Judas sig selv uden at bruge pengene, dog i Apostlenes Gerninger dør han ved at falde efter at have forrådt Jesus og efter at have brugt pengene til at købe en mark:
“For Judas regnedes med til os og havde fået sin lod i denne tjeneste. Han købte sig en mark for de penge, han havde fået for sin ugerning, men han styrtede på hovedet ned og sprængtes, så alle hans indvolde væltede ud. Og det blev kendt af alle Jerusalems indbyggere, så at den mark på deres sprog blev kaldt Hakeldama, det vil sige Blodmarken.” (ApG. 1:17-19).
Jeg vil ikke, i denne tekst, fremhæve samtlig inkonsistenser i Jesus lære, modsætninger m.m. Dette har vi gjort i andre tekster, og vi vil se på disse noget mere indgående i andre tekster.
Men en ting er sikkert: Evangelierne er ikke, som nogle kristne påstår, “Guds ord”. Ikke medmindre Gud er yderst meget forvirret. Da ud fra forståelsen af en almægtig Gud, Gud ikke kan være forvirret, må vi nødvendigvis konkludere, at vi er sat over for ord skrevet af fejlbare mennesker.
Kan Evangelierne fortælle os noget historisk om Jesus?
Det er vigtigt at huske, at evangelierne oprindeligt ikke var kendt under de navne, vi kender dem under i dag. Der var ikke nogen special forfatter. Hvert evangelie var indsat som en bestemt kristen sekts evangelium. Det er først senere, de fik navn efter deres formodede forfattere. (18)
Evangelierne er i virkeligheden anonyme værker i hvilke alt, uden undtagelse, er skrevet med store bogstaver uden titler, kapitler eller vers-deling samt stort set ingen tegnsætning eller mellemrum mellem ordene. (19) De var end ikke skrevet på aramæisk for jøderne, men på græsk. (20)
Der er blevet tilføjet og ændret i evangelierne med tiden.
Kritikeren Celsus beklager sig højlydt over, at kristne “ændrede evangeliernes tekst tre eller fire gange, eller endda mere, med det formål at kunne tilintetgøre deres kritikeres argumenter“. (21)
Moderne forskere har fundet ud af, at Celsus havde ret. Et nøjagtigt studium af over 3.000 manuskripter viste, hvor nemt skribenterne lavede forandringer. (22)
Den kristne filosof, Origen, som skrev i det 3.årh., erkender, at manuskripterne har væretændret og forandret for at tilpasses de behov, der var i den foranderlige teologiske atmosfære:
“Det er tydeligt i dag, at der er mange forskellige manuskripter. Dette skyldes enten skribenternes ligegydlighed eller perverteret frækhed, som nogle har af at rette i teskten, eller det, at der er dem, som tilføjer eller sletter som det passer dem, som var de tekst-korrekturlæsere“. (23)
For at påvise problemets omfang tog en forsker fat i et fuldstændigt tilfældigt sted. Det blev Markus 10-11. Han checkede, hvor mange forskelle der var mellem de forskellige manuskripter for disse steder. Han opdagede ikke mindre end 48 steder, hvor manuskripterne er forskellige. (24)
Man ved også at store sektioner af Evangelierne blev føjet til senere, som for eksempel Markus. Markus sluttede oprindeligt med kapitel 16, vers 8. Nu har man tilføjet en “director’s cut” lang slutning (de fleste bibeler angiver det i en fodnote). (25)
Evangelierne, fyldt med fejl, modsætninger, unøjagtigheder, forandringer, kan ikke tages som bevis for noget som helst heller.
Tilbage har vi Paulus’ breve og Apostlenes Gerninger, som heller ikke ligefrem kan tages til bevis for eksistensen af Jesus.
Nogle af Paulus’ breve er forfalskninger, det samme med nogle af de andre breve, som bruges i det “Nye Testamente”. Mange af disse breve blev skrevet senere for at holde fat på myten om Jesus og for at have magt over befolkningen. (26)
Historien om en mytes udvikling
Intet tyder på, at de græske skrifter er historiske kendsgerninger eller betegner en historisk hændelse.
Det tidligste evangelium er Markus. Markus indbefatter end ikke den genopståede Jesus overhovedet. Dette blev tilføjet senere.
Matthæus og Lukas føjede lidt til den oprindelige historie for at lave deres version af Jesus’ liv.
Af dette kan vi konkludere, at de ikke anså Markus som en “historisk kendsgerning”, som skulle opbevares uberørt. Ej heller så de på det som værende “Guds ord, der ikke må ændres”.
De mente bestemt, at historien kunne forbedres, forskønnes og ændres så, det passede i deres behov og lyster.
Markus er dog ikke den tidligste fortælling om Jesus historie. Det tidligste arbejde, man har, er Paulus’ breve. De er skrevet småt 100 år før Apostlenes Gerninger og et godt stykke tid før Evangelierne.
Dog indsætter man disse breve efter Evangelierne i biblerne.
Dette er fejlagtigt, men påvirker læseren i den retning, man ønsker at påvirke læseren.
For læser man Paulus’ betegnelser og forklaringer, og læste man det før Evangelierne, så vil det fremkomme tydeligt, at Paulus ikke omtaler en historisk person. At Evangelierne ikke er over en historisk person.
Den mytologiske død og genopstandelse af Paulus’ Kristus-figur blev udviklet til den primitive form for Jesus brugt af Markus, derefter får den tilføjelser i Matthæus og Lukas, for endeligt at få en filosofisk vending i Johannes.
Endeligt har vi en samling af legender om apostlenes og enkelte forfalskede breve, som tager udgangspunkt i en historisk Jesus, og som giver autoritet til at angribe “heretiske kristne”, som ikke tror på en “kødelig Jesus”.
Myten Jesus, fra at være enåndelig forståelse, som Paulus forsøgte at få folk til at forstå det, endte med at blive til en kødelig person, en historisk figur, og hans historie, fra at have været en måde at vække folksåndelighed på, er blevet til en tekst-ordret forståelse. Mystikken er væk.
Folk kan finde mystikken igen i nyreligiøse bevægelser og i sekter. (Cyril Malka)
Noter
(1) Suetonius – Life of Nero – XVI.2.
(2) Suetonius – Life of Claudius – XXV.
(3) Tacitus – The annals of Imperial Rome – 365. Desværre og underligt nok, manglerårene 29-32 evt. fra annals, men hvis disse års betragtninger havde haft referencer til Jesus er det utænkeligt at tidlige romersk-katolske forfattere som Justin Martyr ikke havde medtaget dem.
(4) Wells G.A. – Did Jesus exist? (1975). En inskription fundet i 1961 fortæller: Tiberium Pontius Pilatus Praefectus Iudaeae.
(5) Kingsland W. – The Gnosis (1937), 105.
(6) Grüber & Kersten – The Original Jesus (1985), 6.
(7) Jødisk Antikvitet – 18.64-4. Dette sted er kendt under betegnelsen Testmonium Flavianum. Forskere er enige om, at dette sted er kraftigt bearbejdet af senere kristne forfattere og at det oprindelige arbejde desværre nu er tabt. Se Wilson I (1984), 60.
(8) Jødiske Krige – 406 – Det mistænksomme sted er sat som appendiks og er kendt som “Slavonisk tilføjelser“.
(9) Jødiske Krige – 407.
(10) Grüber & Kersten – The Original Jesus (1985), 6 samt Wells, G.A. – Did Jesus exist? (1975), 11 – Josefus havde kun hån tilovers for alle de “messias” der var aktiv dengang. Se Josefus, Jødiske Krige, side 135. han betegnede dem alle som blot “religiøs fup og banditter” og så i dem årsagen til Jerusalems ødelæggelse.
(11) Gibbon, E. – The Decline and Fall of the Roman Empire (1796), 529, fodnote 36. Gibbon antagede at den “vulgær forfalskning” have fundet sted mellem Origen og Eusæbius’ tid.
(12) Citeret Wilson I. – Jesus, the Evidence (1984), 62.
(13) Se Josefus – Jødiske Krige, 403, hvor dette er mest tydeligt. Den skøre Jesus på kapitel 21 bliver på uforklarlig vis oversat og kaldt “Jeshua”, når i de slavoniske tilføjelser, oversætteren oversætte det med Jesus. Til forsvar for dette angives dette at “disse passager er blot ødelæggelse af troen”. Dette er højst besynderligeårsager i munden på en ellers påstået videnskabelig forsker fra 1959…
(14) Matt. 1:1-18
(15) Luk. 3:23-38
(16) Paulus omtaler ofte korsfæstelsen. Ikke desto mindre, i gal.3:13, fortæller han at Kristus tog lovens forbandelse ved at “blive hængt på et træ”: Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld “ der står jo skrevet: »Forbandet er enhver, der hænger på et træ«.
(17) Apostlenes Gerninger omtaler aldrig korsfæstelsen og Peter benytter sig to gange af denne beskrivelse i ApG. 10:39 : “Og vi er vidner om alt det, han gjorde i jødernes land såvel som i Jerusalem. Ham, som de slog ihjel ved at hænge ham på et træ“; samt 5:30: “Vore fædres Gud har oprejst Jesus, som I dræbte ved at hænge ham på et træ.”
(18) Wilson, I. – Jesus, the Evidence (1984), 32.
(19) Samme bog som ovenstående – Alle disse ting blev tilføjet i middelalderen.
(20) På det tidspunkt evangelierne blev skrevet, var det sproget i dette område græsk. det havde det været i over treårhundreder. Anden Makkabæerbog 15:29, i øvrigt selv skrevet på græsk i ca. 150 fvt. betragter det som noget helt specielt når de jødiske revolutionærer i Palæstina, efter en sejr, bad til Gud på “deres modersmål”. Det var åbenbart så usædvanligt, at det skulle fortælles: Der blev megen råben og stor opstandelse, og de priste Herren på deres fædrene sprog. 2.mak. 15:29
(21) Stanton. G. Gospel Truth? (1995) 35
(22) Ibid.
(23) Citeret ibid.
(24) Ibid. 34.
(25) da. aut. bibel – 1992.
(26) Wells G.A. – Did Jesus exist? (1975), 40.