Paulus er i Apostlenes Gerninger først kendt som en farisæer, som påstås at hedde Saulus, og som forfølger Jesus’ disciple. Så bliver Saulus til Paulus, og han glemmer for altid den første identitet.
Men i modsætning til det, de fleste tror, er det ikke på vej til Damaskus, at Saulus bliver forvandlet til Paulus.
Vi skal rent faktisk vente flere kapitler, før forvandlingen tager sted.
I 13. kapitel af Apostlenes Gerninger ankommer Saulus og Barnabas til Kypern, hvorfra Barnabas stammer fra. De ankommer ved Pafos, hvor nogle besynderlige personager venter på dem. Troldmanden Barjesus og statsholderen Sergius Paulus, som bliver betegnet som en “forstandig mand”.
Troldmanden er nærmest en slags rådgiver, som tydeligvis betegnes som negativ. Hans navn er betænkeligt: Bar-Jesus: Søn af Jesus.
Meget hurtigt fortæller teksten os, hvem han er. Han er en jødisk falsk profet (ApG. 13:6). Dette betyder, at der er tale om en anden slags “kristen”, eller en jøde, som var i vejen. Det var i hvert fald en rival til Saulus og Barnabas: Han “modarbejdede dem og forsøgte at vende statholderen bort fra troen” (ApG. 13:8).
To religiøse klaner er i kamp for den romerske statsholder.
Paulus hypnotiserer Bar-Jesus med blot et blik. Det er nærmest en eksorcisme: Han er “Djævelens barn, fjende af al retfærdighed! Du, som er så fuld af alt muligt bedrag og ondskab, holder du aldrig op med at gøre Herrens lige veje krogede? Nu skal Herrens hånd ramme dig, så du bliver blind og for en tid ikke kan se solen!« I det samme faldt der dybt mørke over Elymas” (ApG. 13:10-11).
Troldmanden bliver overvundet, han “famlede efter en, som kunne lede ham ved hånden“, (ApG 13:11) men, i modsætning til Paulus på vej til Damaskus, finder den falske profet ingen, der vil hjælpe ham.
Sergius Paulus bliver omvendt lige med et.
Bar-Jesus er forsvundet, han blev til “Elymas Troldmanden, som hans navn lyder i oversættelse” (ApG. 13:8), statsholderen bliver kristen, og Saulus bliver til Paulus. Personerne skifter identitet.
Saulus har faktisk lige udført sit første mirakel, da man finder ud af, ved en tilfælde, at han også “hedder Paulus” (ApG. 13:9).
Det er en yderst pudsigt tilfælde, at navnet Paulus dukker op samme tid som man har mødt Sergius Paulus. Nogle har derfor påstået, at det var Sergius Paulus, som var så lykkelig over at blive omvendt, at han gav sit navn til Paulus.
Mange ser intet besynderligt i at en mand hedder noget for lige pludseligt at skifte navn, mange vil hævde at der var intet specielt ved at jøder havde flere navne, hvoraf det ene var hebraisk og det anden græsk: Barsabas og Barnabas hed Simon, Simon var Niger, Johannes var Markus …
Eneste problem i alt det her er, at i alle sine breve omtaler Paulus aldrig sit første navn. På samme måde som han aldrig fortæller mere om, hvem han var. Han underskrev sig blot “Paulos”, uden at man nogen sinde kan få at vide, om der var tale om hans fornavn, et kælenavn eller et øgenavn.
Paulus betyder jo “den lille” og der er ikke langt fra det græske Paulos til det latinske “Paulus” … Ham, som kalder sig den mindste, fra Israels mindste stamme, Benjamins stamme.
Spørgsmålet om Paulus vitterligt har heddet Saulus virker forstyrrende, men der er en del modargumenter:
- Man kan altid sige, at hvis han ikke bruger sit gamle navn, skyldes det kronologien. Pågældende sag skete i begyndelsen af Paulus’ missionshverv, og altså forud for de breve, han sender med det nye navn.
- Idet Paulus angrer de grimme ting, han har gjort under navnet Saulus, så vil han gerne glemme dem og lade navnet være glemt.
- Paulus vil især huskes med det navn frem for Saulus.
Men det mest brugte argument er blot, at “man kan ikke have opfundet det”, dette af den gode grund, at Paulus fortæller om sager, vi ganske enkelt ikke kan få fat i eller verificere længere.
At påstå at det er opfundet vil opfattes som injurier. Det ville være at give de græske skrifters forfattere nogle dagsordner og bagtanker, de umuligt kunne have.
Men der er dog grunde til at undre sig over Paulus’ stilhed om sit gamle navn, fordi Paulus understreger ganske ofte sin jødedom og sit tilhørsforhold til sine forfædre. Ville det ikke have underbygget hans argumenter ret meget, hvis han ligeledes kunne påpege og bevise et jødisk navn i stedet for at nøjes med et græsk eller latinsk navn?
Især at han kunne jo bryste sig af at have samme navn som Israels første konge (1 Sam. 24:11).
Paulus er ikke bange for at bryste sig hele to gange af at tilhøre Benjamins stamme, som faktisk er samme stamme som kongen Saulus.
Hvor kommer denne “Saulus” fra?
I Apostlenes Gerninger kan man se, at når Stefanus kommer ud af billedet, kommer Paulus frem i historien: “Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus” (ApG 7:57).
Her giver forfatteren os egentligt to vigtige oplysninger: Paulus har et jødisk navn, Saulus, og så er han “ung”. Uden videre betegnelse for hvad “ung” dækker over. Men siden han ikke deltager i selve steningen, kunne man tænke, at han er ikke helt barn længere, men åbenbart ikke mand endnu.
Er han så helt uskyldig?
Nej, for det påpeges noget senere, at “Saulus bifaldt mordet på Stefanus” (ApG. 8:1).
Dette bifald, som bygger på et juridisk sprog, forekommer noget underligt kommende fra en pubertetsung mand. Især at man kan finde et lignende “bifald” noget senere: “jeg selv ved siden af og bifaldt det og passede på hans morderes kapper” (ApG:22:20).
Men måske er Paulus ikke så ung, som det kan forstås på det tidspunkt, hvor Stefanus bliver stenet? Især fordi vi kort tid efter får noget ret grusomt at vide: “Men Saulus søgte at tilintetgøre menigheden, han trængte ind i det ene hus efter det andet, slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem fængslet.” (ApG. 8:3).
I løbet af den samme handling, i løbet af blot en 20 linjers tid, forvandlede Saulus/Paulus sig fra ung mand til kristendommens forfølger.
Tiden er gået hurtigt for den unge mand, og han er tydeligvis steget yderst meget i grad, og han mishandler kirken ganske alvorligt ved “at fnyse af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem.” (ApG. 9:1-2) og når de skulle henrettes, stemte jeg for det (ApG. 26:10).
Beskrivelsen er levende, Saulus/Paulus vil have fat i disse Jesus-tilhængere “døde eller levende”. Ikke blot er der trusler, arrest, fængsling, men også blodig massakre.
Denne forfølgelse og massakre har dog den modsatte virkning, og de, som kun forekom at være en håndfuld, bliver, nogle sætninger længere henne, til disse mænd og kvinder, som Paulus arresterer, men som mangfoldiggøres.
Denne sag er højst utænkelig. Sidst i år 30 evt. er det utænkeligt og umuligt, at en jøde kunne, på lovlig vis eller set i lyset af Torahen, forfølge sine medborgere, som befinder sig uden for Palæstina med den eneste begrundelse, at de har en anden tro end ham.
Hvordan kunne Jerusalem ypperstepræst, hvis autoritet kun rakte ud i Judæa, og det takket være spidsfindige og skrøbelige aftaler med romerne, have fået myndighed over synagoger, som befandt sig i Syrien?
Hvordan kunne Jerusalems ypperstepræst have fået lavet en politiaktion i provinsen af en anden konge, Aretas?
Hvordan kunne en ypperstepræst udsende nogen, som ikke er fra præstemiljøet? Udsendingen, Paulus, er efter eget udsagn ikke medlem af sadukkæer-ordenen, som var Tempelpræsternes, men fra et stærk konkurrerende parti: farisæerne.
Ifølge Apostlenes Gerningers forfatter blev Paulus endda udlært af den største farisæiske rabbi fra dengang, Gamaliel: “Jeg er jøde, født i Tarsus i Kilikien, opvokset her i byen, uddannet grundigt i den fædrene lov ved Gamaliels fødder” (ApG. 22:3).
Dette bør forundre den opmærksomme læser, da Paulus selv fortæller, i Galaterne, at han først kom til Jerusalem for første gang tre år efter at han så Jesus …
Disse detaljer bekymrer åbenbart ikke så meget Apostlenes Gerningers forfatter. Bogen er skrevet for nogen, som tydeligvis ikke har kendskab til disse detaljer, og som ikke behøver at komme til at vide mere om det.
Det er på tide at spørge sig selv: Har Paulus nogen sinde heddet Saulus? Har den “Saulus”, der kun berretes om i Apostlenes Gerninger, nogensinde eksisteret?
Højst sandsynligt ikke. Ikke ret meget af sagnet om Saulus hænger sammen og kan tåle at blive set på i detaljer.
Hvor kommer den “Saulus” så fra?
Højst sandsynligt er det en henvisning til den bibelske Saulus, fra Samuels bog. Der er mange ligheder mellem de to personligheder:
– Navnet er ens,
– de er fra samme stamme, Benjamins stamme,
– den bibelske Saulus forfulgte David på samme måde som den nye Saulus forfølger “Davids trones arvefølger”,
– der er altid mulighed for at få tilgivelse, af David som af “Davids trones arvefølger”,
– den bibelske Saulus overgiver sine våben til David som Saulus for Jesus.
Hele historien om Saulus og Paulus, som forfatteren til Apostlenes Gerninger fortæller den, er teatralsk set yderst effektiv: Saulus er forfølger, Paulus prædiker. Førstenævnte er aggressiv og firkantet, den anden er universalist.
Den ene ødelægger, den anden helbreder, laver mirakler og eksorciserer. Den ene har et jødisk navn (og sikken et!) og den anden et romersk navn.
Men især: det første er det, man skal tage afstand fra (jødedommen) og det andet det, man skal gå til (kristendommen).
Hvilken forfatter ville gå glip af sådanne Special Effects?
Vi kan her roligt tage chancen og konkludere, at Paulus (Paulos) aldrig har heddet Saulus, men altid Paulus, hvilket vil være logisk, da det fortælles lidt senere, at Paulus er romersk statsborger.
Saulus er Mr. Hyde, og ved blot at ændre en S til en P kan forfatteren til Apostlenes Gerninger føre sine læsere fra den semitiske verden til den romerske verden.
Fra begyndelsen til slutningen af bogen er det den vej Apostlenes Gerninger fører sine læsere hen: Fra Saulus til Paulus og dermed, fra Jerusalem til Rom. (Cyril Malka)