Paulus og gnosticisme (1)

Oroboros

Var Paulus gnostiker?

Paulus er den mest indflydelsesrige kristne overhovedet.

Der er 13 breve, der tilegnes ham i de græske skrifter, hvilket repræsenterer en fjerdel af den kristne canon.

Ud over disse handler Apostlenes Gerniger om ham.Men hvem var han?

Han opfattes gerne som en bastion af den ortodokse kristendomm og en korsfarer mod falsk lære kommende fra blandt andre gnostikerne.

Det er dog tankevækkende, at gnostikerne selv aldrig så ham sådan. Tværtimod. De store gnostiske vise fra det tidlige 2. århundrede omtalte Paulus som “den store apostel” (1) og ærede ham som den største inspirationskilde til gnostisk kristendom.

Mange kristne grupper betragtede Paulus som deres grundlægger, og gnostikere kaldte sig “paulister” indtil enden af det 10. årh. (2)

Paulus skrev sine breve til kirker i syv byer, som var kendt for at være centre for gnosticisme. Disse kristne gnostiske menigheden var ledet af Marcion (3) som anså Paulus som den eneste sande apostel. (4)

En ting er sikker: Hvis Paulus var gnostisk bekæmper, så er det antal gnostiske tekster, der omtaler ham, imponerende. Nogle af teksterne påstås at være skrevet af ham.

Den ægte Paulus

Gnosis

Kunne den ægte Paulus være gnostiker, som gnostikerne påstår?

Som jeg allerede har nævnt betragter moderne forskere de fleste breve, som tilegnes Paulus, for at være forfalskninger. (5)

Af de 13 breve er syv accepteret som autentiske.

De såkaldte hyrdebreve til Timotheus og Titus betragtes som forfalskninger af alle med undtagelse af de mest konservative teologer.

Studier har bekræftet, at forfatteren til hyrdebrevene ikke er samme forfatter som den, der har skrevet brevene til Galaterne, Romerne og Korinterne, som almindeligvis betragtes som ægte. (6)

De tidligste samlinger af breve, som angives af at være skrevet af Paulus, indbefatter ikke hyrdebrevene. (7)

Rent faktisk har ingen hørt om disse breve før Irenæus (190 evt.). De dukker først op som en del af den kristne kanon i denne periode. De dukker altid op samlet og afvises jævnligt af daværende kristne af alle retninger som værende forfalskninger (8).

End ikke den kendte ortodokse propagandist, Eusebius (325 evt.) indbefatter dem i sin bibel.

Det, der er vigtigt i det, er, at Paulus’ antignostiske breve er lige præcis disse breve.

I modsætning til de ægte Paulus’ breve præsenterer hyrdebrevene ham som en organisatør for kirken, en der holdt på kirkens disciplin og nedkæmper af alt falsk lære (9).

Han forvandles til en, der fordømmer “myter” som værende “kællingehistorier” og anbefaler sit følge “ikke at spilde tid med endeløse stamtavler, hvad der snarere fremmer spekulationer, end det tjener Guds frelsesplan, hvor det drejer sig om tro“.

Åbenbart, på et tidspunkt i det andet århundrede, var Paulus som gnostisk lærer så farlig en skikkelse, at nogen har skabt en bogstavtro kristen som modpart.

Denne Paulus giver råd:

Timotheus, tag vare på det, der er betroet dig, og vend dig bort fra den ugudelige, tomme snak og indvendingerne fra den kundskab [Gnoseus], der med urette kaldes sådan; ved at bekende sig til den er nogle kommet bort fra troen.” (1.Tim. 6:20)

Han forvandles til en autoritær person som bekræfter kirkens hierarki: “Dem, der forsynder sig, skal du irettesætte i alles påhør til skræk og advarsel for andre.” (1.Tim. 5:17).

Han angriber specielt Hymenæus og Philetus, to gnostiske lærer, som har “bevæget sig væk fra sandheden” og underviser den gnostiske lære at “vores genopstandelse allerede er sket“: “Hold dig fra den ugudelige, tomme snak, for de vil komme længere og længere ud i ugudelighed, og deres lære vil brede sig som kræft. Til dem hører Hymenæus og Filetus, som begge er kommet bort fra sandheden ved at påstå, at opstandelsen allerede har fundet sted, og de nedbryder troen hos mange.” (2.tim. 2:16-18)

Det på trods af, at Paulus selv, i sine ægte breve, holder fast på at han selv er “genopstået”! (det ser vi på om lidt).

Selv om der var en tradition for, at Paulus rejste rundt med en kvinde, som døbte folk (10), bliver han fremstillet som en, der angriber det gnostiske princip om, at kvinder og mænd er lige:

En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed.” (1.tim. 11-12)

Ved slutningen af det andet århundrede er Paulus blevet forvandlet til en anti-gnostiker og en autoritær leder.

Paulus og hedensk mystik

Hvis vi ser lidt på personen Paulus, hvem var han?

Hvis han var jøde, var han fuldt ud tilpasset den græske kultur. Hans modersmål er græsk: han skriver på græsk og citerer kun den græske version af de hebraiske skrifter. Hans forkyndelse går til byer præget af græsk kultur (11).

Blandt disse byer var Antiok, som var hovedby for Adonis-mysteriet, Efesus, som var center for Attis-mysteriet, og Korint, som var center for Dionysos-mysteriet (12).

Paulus var født i Tarsus, som var hovedbyen for hedensk filosofi.

Det var i Tarsus, at Mitras-mysteriet blev udviklet, og det er ret utænkeligt, at Paulus ikke skulle have lagt mærke til de besynderlige ligheder mellem kristne læresætninger og mitraismens lære (13).

Paulus benytter sig jævnligt af ord og sætninger, som kommer direkte fra de hedenske mysterier: pneuma (ånd), gnosis (gudommelige viden), doxa (ære), sophia (viden), teleioi (den indviede) osv. (14).

Han tilråder sine tilhængere at “stræbe efter de største ‘karismata’” (1.kor.12:31). Ordet Karismata kommer fra mysterie-udtrykket “makarismos“, som henviser til den velsignede natur af den, der har set Mysteriet (15). Han kalder sig “tjener for Guds Mysterium”, hvilket er betegnelsen for præsten i Serapis-mysteriet (16).

Paulus citerer den hedenske vismand Aratus, som levede i Tarsus flere århundrede før, og som beskrev Gud “i hvem vi lever, er og har vores væsen“. Paulus skriver: “For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: Vi er også af hans slægt.” (ApG. 17:28)

Han underviser ligeledes i Mysteriers læresætninger, på samme måde som hedninge-Sokrates, som “var vis, fordi han ikke vidste noget”: “Hvis nogen mener at kende noget, kender han det endnu ikke sådan, som han bør kende det.” (1.kor. 8:2)

Lige som Plato skrev, at “vi kun ser virkeligheden gennem en stykke af et spejl”, skriver Paulus: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.” (1.kor. 13:12)

Paulus, gnostikeren

Paulus’ Jesus er gnostikernes mystiske døende og genopstandne gudemenneske og ikke den historiske person, som blev beskrevet af de bogstavtro kristne.

Det eneste skrift, i hvilket Paulus omtaler Jesus som en historisk person, er i 1. Timotheusbrev, i hvilket han skriver at “for Kristus Jesus, som aflagde den gode bekendelse under Pontius Pilatus” (1.tim. 6:13), men, som sagt før, er dette brev en forfalskning.

Den ægte Paulus prædiker den gnostiske lære om “illusionen” og holder på, at Jesus ikke kom her som en person, men i en tilstand der lignede menneske:

Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet” (rom. 8:3)

Paulus’ breve er fyldt med tydelig gnostisk lære.

Hvor mange moderne kristne har spurgt sig selv, hvad Paulus mente, da han sagde at han var kommet op til den tredje himmel?

Uforståeligt for en kristen, men fuldt forståeligt for en gnostiker, som er indviet til de hedenske mysterier, da man lærer, at der er syv himle kædet sammen til de syv himmellegemer: de fem synlige planeter og månen og solen.

Ligesom gnostikerne ser Paulus ned på udvendige udtryk for religion: ceremonier, helligdage, regler og love:

Én regner den ene dag for vigtigere end andre dage, en anden regner alle dage for lige vigtige. Enhver skal stå fast ved sin overbevisning” (Rom. 14:5)

Ligesom gnostikerne holder han på, at ægte kristne bliver som Kristus: “uden slør for ansigtet”, de “reflekterer som et spejl vores herre glans” og derudover bliver “forandret i hans lighed fra herlighed til herlighed” (17).

Gnostikerne så Paulus som en lærer af den hellige “pneumatiske” initiation.

I hans brev til Romerne skriver Paulus:

For jeg længes efter at se jer, for at jeg kan give jer af Åndens gaver [karisma pneumatikos – pneumatisk karisma]”, om hvilket han siger: “så at I kan blive styrket“. (Rom. 1:11)

Hvis Paulus har travlt med at dele noget med sin modpart, hvorfor skriver han det ikke bare i sit brev?

Svaret er, at for gnostikerne er “pneumatisk karisma” en indvielse, som kun kan overføres fra person til person og i hemmelighed (18).

Paulus skriver:

Men som der står skrevet: Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham.” (1.kor. 2:9)

De indviede læsere vil genkende disse ord som en mysterie-formular, som bliver sagt på indvielsenstidspunktet.

Man kan genfinde samme vendinger mange steder, deriblandt i det gnostiske Thomasevangelium:

Jesus sagde: “Jeg vil give jer det, som intet øje har set, og det, som intet øre har hørt, og det, som ingen hånd har rørt, og det, og det, som ikke er opstået i noget menneskehjerte” (19).

Det er unøjagtige oversættelser, der gør, at man ikke kan se de gnostiske sætninger og den lære, som Paulus’ breve er fyldt af.

For eksempel fortæller Valentiniere (20), at Paulus indviede de kristne til “Sophias mysterium”, som sandsynligvis inkluderede myten om gudindens fald og frelse. For at bevise det citeres 1. kor., hvor Paulus skriver: “Dog, visdom [sophias] taler vi om blandt de indviede [teleion], men ikke en visdom, som er af denne verden eller fra denne verdens forgængelige herskere.

Hvis du spørger dig selv, hvorfor du aldrig faldt over den tydelige henvisning til gnosticismen i Paulus, så er det fordi det sædvanligvis bliver oversat med: “Dog visdom taler vi om blandt de fuldkomne”… Hvilket ikke danner meget mening, men, i det mindste, lyder som man vil!

Lad os se på flere gnoser

Genopstandens disciple

Bogstavtro kristne forsøger at citere Paulus for at holde på deres besynderlig tro, at ved Kristus’ anden komme vil de døde rent faktisk rejse sig fra deres grave i deres fysiske krop. (21)

Det er dog tydeligt, at Paulus mener noget helt andet. Han ser på genopstandelsen, som alle gnostikere gjorde, dvs. som en spirituel hændelse. Han skriver direkte: “Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige.” (1.kor. 15:50).

Lige som gnostikerne ser Paulus (genopstandelsens discipel, som han blev kaldt af Theodotus), ikke genopstandelsen som noget, der kan ske i fremtiden, men som en spirituel handling, der kan ske lige nu. Han skriver: “nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag!” (2.kor. 6:2).

Hans budskab er tydeligvis mystisk og allegorisk, han skriver om at blive “rejst til himlen” og “kronet med Jesus”, ikke som noget man håber på, og som kan ske som en præmie efter livet, men som noget han, og andre kristne, allerede har erfaret (Ef. 2:4-7).

Lige som gnostikerne prædiker Paulus, at Jesus’ lidelse ikke er en fortidig handling, men en mystisk virkelighed. Igennem død og genopstanden kan hver kristen indviets laveste selv dø og genopstå som “Kristus” eller “logos”.

Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.

For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.

Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden.

Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere. For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.” (Rom. 6:4-11)

I sit brev til filipperne skriver Paulus om at “kende lidelsesfællesskabet med ham [Jesus]” samt “få skikkelse af hans død” og så “nå frem til opstandelsen fra de døde” (Filiperbrevet 3:10-11).

I hans brev til Galaterne skriver han: “Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” (Gal. 2:19-20)

I hans brev til Romerne fortolker han Jesus’ lidelse på allegorisk vis ved at skrive:

Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt [indviet] til Kristus Jesus, er døbt [indviet] til hans død?

Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden.” (Rom. 6:3-7)

I hans brev til Kolossenserne beskriver Paulus sig selv som værende udpeget af Gud for at give “hele” sit budskab og for at annoncere “den hemmelighed, som har været skjult for alle tider og slægter“, hvilket skal nu vises til disse, som er udvalgt af Gud. (Kol. 1:25-29)

Og hvad er denne hemmelighed?

Er det, som man har lært i søndagsskolen, at Jesus er kommet og har gået på jorden, at han har udført mirakler, er død for vores synder og er vendt tilbage fra de døde?

Næppe!

Det er Gnosticismens mystik og det hedenske mysterium: At i hver af os er der en sjæl fra universet, Logos, den universelle Dæmon (dæmon blev først en negativ forståelse i senere kristendom – den var, oprindeligt: Gud i os, det, de kristne kalder “Helligånden”), Guds sind. Paulus skriver:

Hemmeligheden er det: Kristus er i dig! (Kol. 1:25 – 2:8)

Når Paulus beskriver sit syn af Jesus på vejen til Damaskus, bemærk at han ikke siger, at “Gud åbenbarede sin søn for mig” som det fejlagtigt oversættes med i Dansk Oversættelse af 1992, men “Gud åbenbarede sin søn i mig“. Der er immervæk en forskel!

Paulus’ Jesus er ingen historisk figur, men et symbol på en Universel Dæmon, fra hvem vi alle er legemer. For Paulus er “ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus.” (1.kor. 12:12)

Gnostikerne påstår, at Paulus’ lære om at se Jesus som kød og blod blot var et mellemstadium for begyndere, de såkladte “ydre mysterier” for “psykiske kristne”.

De “Pneumatiske kristne”, som var indviede i de indre mysterier, forstod den allegoriske mening af Jesus’ historie.

Ifølge gnostikerne er det de forskellige synsvinker gennem indvielsen til de indre mysterier, som Paulus omtaler, når han skriver: “Altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt. Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere.” (2.kor. 5:16)

Siden Paulus aldrig har påstået at kende Jesus i “levende live”, rent menneskeligt, er det svært at forestille sig, hvad han ellers vil have ment.

Vi ser om forskellen mellen psykisk og pneumatisk lære og Paulus’ øvrige lære i en senere artikel.


Notater

(1) E. Pagels – The Gnostic Paul (1975) – s. 2.

(2) W. Kingsland – The Gnosis (1937) – s. 35.

(3) Marcion: Indflydelsesrig gnostisk lærer født i Pontus og meget aktiv i Rom ca. 144 evt. Han forkastede de hebraiske skrifter samt dele af evangelierne, som han betragtede som forfalskede. Han omtalte Paulus som “Den store Apostel”.

(4) B. M. Metzger – The Canon of the New Testament (1987) – s. 90 ff.: Moderne forskere har lavet en del research på de tidlige samlinger af Paulus’ breve som alle indeholder indledninger. Syv af disse indledninger ligner hinanden så meget, at de kunne stamme fra samme oprindelse. De omtaler Paulus som “den sande apostel” og er stærkt anti-jødiske. De betragtes i dag til at være Marcions tilhængeres arbejde. Disse syv indledninger er knyttet til de samme Paulus’ breve, som i dag betragtes som ægte, og de kirker, de henvender sig til, er kendt for at have været Marcioniste bastioner i midten af det 2. årh. Alt dette fører til, at Marcion var, som han selv sagde, en følger af Paulus. Til den tid havde Paulus’ syv breve vokset sig til 13, og andre indledninger blev skrevet. Dette noget sjuskede arbejde dateres som regel til det 4. og 5. årh.

(5) G. Lüdemann – Heretics (1995) – s. 198-199: kalder disse forfalskninger for “dumdristige” da de blot sætter fokus på kampen mellem gnosticismen og den ortodokse kirke for at have “rettigheden” til Paulus. Forfatteren til 2. Thess., i et patetisk forsøg på at forsøge sig med autenticitet skriver:

Hilsen fra Paulus med min egen hånd. Det er et kendetegn i ethvert brev; sådan skriver jeg.” (2. Thess. 3:17).
Dette er en af de mange tilføjelser til Paulus’ brev skrevet af skribe for at imponere modstandere. Se 1. Korinterbrevet 16:21:
Hilsen fra Paulus med min egen hånd.“.
Den mest latterlige af slagsen er i Galaterbrevet 6:11-18, som burde være en polemik mod jøderne, der starter med:
Se, med hvor store bogstaver jeg skriver til jer med min egen hånd” (Gal. 6:11)

(6) I. Wilson – Jesus: The Evidence (1984) – s. 154: Computertest har bekræftet den mistanke, forskere i teologi har haft i årevis om, at uanset hvem der skrev Paulus’ breve til Timotheus og Titus, så var det i hvert fald ikke Paulus. Se også G. Lüdeman G – Heretics (1995) – s. 288.

(7) E. Pagels – The Gnostic Paul (1975) – s. 5. Valentinske gnostiker (valentin: se note 20) citerer kun Romerbrevet, første og andet Korintherbrev, første Thessalonikerbrev og Hebræerbrevet. Denne liste svarer nøjagtig til den tidligste kendt pauliske samling attesteret fra Alexandria.

(8) G. Lüdemann – Heretics (1995) – s. 135.

(9) E. Pagels – The Gnostic Paul (1975) – s. 163: Hyrdebrevene fik dette navn, fordi kirkens største bekymring gjaldt at blive organiseret. Pagels noterer, at de autentiske breve som Efeserbrevet, Kolossenserbrevet og Hebræerbrevet rent faktisk totalt ignorerer Paulus’ rolle som organisatør af menigheder.

(10) W. Barnstone – The Other Bible (1984) – s. 445: Traditionen om Paulus ledsager, Thecla, som døbte og prædikede var del af en veletableret mundtlig tradition i Syrien.

(11) G. Lüdemann – Heretics (1995) – s. 65: Paulus modersmål var græsk og han brugte kun Septuagint version af de hebraiske skrifter. Se S. G. F. Brandon – Religion in Ancient History (1969) – s. 313, som noterer sig at i Brev til Galaterne udtaler Paulus at hans lære var specielt bygget for at være forståelig for de, der ikke var jøder.

(12) G.A. Wells – Did Jesus Exist? (1975) – s. 183.

(13) D. Ulansey – Origin of the Mithraic Mysteries – s. 68: Tarsus var hovedbyen af Cilicia hvor, ifølge Plutarch, Mitraisk mysterier var praktiserede så tidligt som i 67 fvt.

(14) F.C. Happold – Mysticism (1963) – s. 186. Se også: St Paul and the Mystery Religions af H. Kennedy: Alle Paulus’ udtryk for “moden” eller “fuldkommen” kristen er variationer af det græske “telete” (indvielse). For “moden” bruges “teleion”, for “til modenhedens grad” bruges “ten teleioteta” og “det fuldkomne menneske” er “andra teleion”. Se også E. Pagels – The Gnostic Paul (1975) – s. 148, 149 og 123.

(15) W. Burkert – The Orientalising Revolution (1992) – s. 93, skriver: En af hovedtrækkene af mysterierne er ‘makarismos’, hyldest af det “velsignet” tilstand som de, der har set mysterierne er i. Karismatiske kristne kan være interesseret i at vide, hvor deres navn kommer fra.

(16) G.A. Wells – Did Jesus Exist? (1975) – s. 23: Den alexandrinske dyrkelse af Serapis og Isis var meget udbredt i den græske-romerske verden dengang. Det er meget muligt at Paulus var en “tjener for Serapis’ mysterium”. Dette kan måske endda kaste lys over uforståelige dele af de græske skrifter, fx når Paulus venter på skibet i Cenchreae, i nærheden af Korint, klipper han sit hår, fordi han havde “bundet sig til en ed”. Dette er mystisk og ikke sammenhængende med jødisk lov, som siger at, i tilfælde af ed kan håret kun gives i Jerusalem. I nærheden af Cenchreae var der Isis’ tempel. Det var dér, de græske sømænd klippede deres hår og gav det til gudinden i bøn om en sikker rejse.

(17) 2. Korintherbrev 3:12-18. Paulus’ billeder her er ligesom indvielsesritualet i de græske Mysterier. De nye havde slør for ansigtet, hvilket gjorde, at man kaldte dem for “brude”. I dette stadium blev de kaldt “mystae”, “dem med ‘lukkede øjne'”. Kun i det højste trin af indvielsen blev sløret fjernet, og “mystae” blev til “epoptae”, “den, der har ‘set'”. Det er dette stadium, Paulus mener at Korinterne er nået til.

(18) E. Pagels – The Gnostic Paul (1975) – s. 15.

(19) Thomasevangeliet ved Søren Iversen – §17 – s. 31.

(20) Tilhængere af Valentinus – (100 – 180 evt.) – Gnostisk digter fra Alexandria, forfatter af “Sandhedens Evangelium” fundet i Nag Hammadi. Han grundlagde en skole i Rom i ca. 140 evt.

(21) G. Lüdemann – Heretics (1995) – s. 26: Bogstavtro Irenæus og Tertullian prædikede genostandelsen i kødet. De gjorde det ved at overfortolke 1. korinterbrev 15, hvilket ikke løste problemet med Paulus’ nægtelse af genopstandelsen i kødet, sådan som han fortæller det i 1.kor. 15:50.

About the author

Cyril Malka

Click here to add a comment

Leave a comment: