Hvad stod anklagen på?
Ud over den ballade, Jesus lavede i templet, hvad gjorde han, så han kunne dødsdømmes?
Bortset fra de direkte kriminelle handlinger er 5. mosebog ganske præcis på det religiøse plan:
“Hvis der fremstår en profet eller en, der har drømmesyner, hos dig, og han giver dig et tegn eller et varsel, og det tegn eller varsel, han har givet, indtræffer, og han siger: »Lad os følge andre guder, som du ikke før har kendt, og dyrke dem,« da skal du ikke lytte til, hvad den profet eller den, der har drømmesyner, siger. Det er Herren jeres Gud, der sætter jer på prøve for at få at vide, om I elsker Herren jeres Gud af hele jeres hjerte og af hele jeres sjæl. Herren jeres Gud skal I følge, ham skal I frygte, og hans befalinger skal I holde, ham skal I adlyde, ham skal I tjene, og ham skal I holde fast ved.
Men den profet eller den, der har drømmesyner, skal lide døden, for han har prædiket frafald fra Herren jeres Gud, som førte jer ud af Egypten og udfriede dig af trællehuset. Han har villet lede dig bort fra den vej, som Herren din Gud har befalet dig at vandre ad. Du skal udrydde det onde af din midte.” (5.mos. 13:2-6)
Den mest logiske anklage mod Jesus ville have været den, men ikke engang den bliver taget alvorligt af evangelierne. Jesus profeterede ikke ”andre guder”, men ”riget”.
Det, der bebrejdes Jesus, er åbenbart, at han har sagt, at han ville ødelægge templet og genopbygge det i tre dage. Jesus bliver åbenbart anklaget for at have ”blasfemeret”. Men hele retssagen virker meget fiktiv og usandsynlig (se teksten om Jesus’ retssag fup eller fakta).
Åbenbart holder Sandhedrin på, at det er blasfemisk, at Jesus kaldte gjorde sig til Kristus, Messias eller ”menneskesønnen” (som er den, der skal forudvarsle dommedagen). Problemet er, at ingen af ovennævnte titler er blasfemi ifølge den jødiske tradition. Man kan højst betragte dette synspunkt som underligt eller sindssygt, men ikke som blasfemisk. Dette påpeges tydeligt af Gamaliels syn på det i ApG. 5:38,39, hvor han opfordrer til, at man ikke skal tage sig af disse mennesker: ”I denne sag siger jeg jer: Hold jer fra disse mennesker og lad dem gå! For hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem; kom ikke til at stå som mennesker, der kæmper mod Gud.« ”
Hos Lukas går man langt over gevind, dér bliver Jesus åbenbart anklaget for at kalde sig ”Guds søn”, hvilket er forbavsende, idet ethvert menneske er ”Guds søn” ifølge den jødiske tradition, det selv om Bibelen reserverer dette udtryk, når den taler om de retfærdige, konger, engle osv. Udtrykket kan også pege på det jødiske folk, det udvalgte folk. Der er absolut intet blasfemisk i dette.
Hvad skal man tænke om disse fantasifulde anklager?
Vi skal se igennem Jesus og se, at 40 til 50 år efter ham (på det tidspunkt hvor evangelierne bliver skrevet), er det de første kristne jøder, der bliver anklaget og forsvarer sig. Det er derfor, at i Johannes-evangeliet spørger ypperstepræsten Jesus om hans disciple og hans lære.
Besynderlige spørgsmål i sandhed, da Jesus’ disciple tydeligvis ikke er mere end en håndfuld og ikke på nogen måde kan virke truende, og derfor kan Jesus nemt svare: ”Jeg har talt til verden i fuld offentlighed; jeg har altid undervist i synagoger og på tempelpladsen, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt.” (Joh. 18:20)
Idet Jesus-jøderne bliver smidt ud af synagogerne af den farisæiske reform, kan de, der vil genkende sig selv i Johannes-evangeliet, altid have sikkerhed for, at de er ‘ægte jøder’ stadig væk, og ved dette bliver Jesus’ lære en parallel til den farisæiske lære, den er ikke længere ”hemmelig” eller esoterisk, som er det, den bliver anklaget for at være af bl.a. den gnostiske strøm.
Der er tale om et tveægget sværd, replikken peger tydeligt på, at de kristne, som er forfulgt af Rom på det tidspunkt i det 1. og 2. årh., kan berolige det romerske rige og overbevise dem om, at de ikke er tilhængere af den ”frygtelige overtro”, som de bliver anklaget for at være af Tacitus, eller en nyreligiøs bevægelse, som Sueton betragter dem som.
Man vil med dette påpege over for Romerne, at man stadig er knyttet til jødedommen og derved få status som religio licita (anerkendt religion).
Jesus’ retssag er så en argumentation, der er brugt af disciplene af marketings-årsager: for at kunne få kristendommen solgt til hedninge og romerne, skulle det naturligvis ikke være romerne, som har slået Jesus ihjel, men jøder. Problemet er, at korsfæstelsen er en romersk straf, og derfor skulle rollerne ændres: Jøderne ville af med Jesus, og Pontius Pilatus, samt de fleste andre romere, blev fremstillet som dannede gentlemen, der udførte det, jøderne forlangte for at undgå ballade.
Havde Jesus været anklaget for blasfemi, hvilket så ikke kunne ske, var han blevet stenet, hvilket var straffen (som i øvrigt benyttes ved Stefanus).
Vi behøver blot at læse evangelierne for at indse, at langt de fleste judæer eller gallilæere ikke kendte til den mand, aldrig havde hørt om ham. De, som blev rørt af hans udstråling, hans helbredelser og hans taler, har tydeligvis ikke ventet, at den skæbne skulle overgå ham.
Når man følger teksterne, kan man konstatere, at de, der modtager mirakler og bliver helbredt eller vækket fra de døde, de, der lytter til hans taler, som ellers tælles i flere tusinde, forsvinder igen i takt med Jesus’ aktivitet: hans følge bliver ikke større. Alle dem, han konverterer i Galillæ, alle dem der påstås modtager ham i Jerusalem, forsvinder uden grund, når de ellers skal støtte ham. Skribenterne tager tydeligvis fejl her mellem det, de håber, og virkeligheden.
To andre tegn burde tiltrække vores opmærksomhed: I Getsemanne flygter disciplene, når Jesus bliver arresteret. De er tydeligvis i mindretal. De kan nemt flygte og undgå at blive korsfæstet med Jesus, som ender med at blive korsfæstet mellem to banditter, han ikke kendte.
Og for det andet: Hvordan kan det være at Pilatus og romerne ikke har indset ham som en fare, hvis han vitterligt kunne få så mange mennesker samlet? Hvordan kan det være, at Pilatus skal vente på at få et praj af præsterne, før han får øje på Jesus?
Retssagen er vendepunktet: De kristne forfattere skal forklare det uforklarlige: Hvordan kan det være, at flertallet, som burde have taget imod Jesus, ikke har gjort det? Hvordan kan det være, at han blot blev forkastet? Hver forfatter, hver menighed vil gøre sit for at implicere de andre jøder for at gøre dem ansvarlige, passivt eller aktivt, i Jesus’ død.
Hos de tre synoptiske evangelier ser vi den utrolige og umulige samling af Sandhedrin, hvis eneste mål faktisk er at inkriminere farisæerne. Farisæerne er godt nok kun en minoritet i Sandhedrin på Jesus’ tid, men de er hele Sandhedrin efter 70.
Ved at anklage Sandhedrin, anklager man konkurrenterne, hvilket i øvrigt anses for at være dårlig markedsføring.
Johannes går over gevind og får Jesus til at blive arresteret af en fuldstandig usandsynlig blanding af vagtstyrken, ypperstpræsternes vagtstyrke og farisæiske soldater!
Lukas giver den også en tand: ”Men Jesus udleverede han, så de fik deres vilje” (Luk. 23:25)
I Peters evangeliet (et apokryf evangelium) er det jøderne, som korsfæster Jesus.
Fra evangelist til evangelist bliver der føjet til, og fra ”præsterne” bliver det til, kort og godt, ”jøderne”.
For at fuldende billedet påstås der, at den romerske præfekt, i anledning af de store jødiske fester, havde for vane at befri en fange. Ud over den detalje, at man aldrig nogensinde har hørt eller læst om den vane eller privilegium, kan man dårligt forestille sig, at en repræsentant for kejseren skulle udføre en sådan alvorlig hændelse, en benådning, på en måde, så det lignede mest en cirkusforestilling.
Tværtimod ser man tydeligt, at Jesus’ alter ego, Barabbas, bliver mere og mere grusom fra det ene evangelium til det andet (læs stykkerne, der handler om Barabbas i evangelierne i den orden, evangelierne er skrevet). Barabbas har intet andet formål end at påpege jødernes ondskab. Jøderne, som bliver ved med at bede om, at den grusomme morder skal frigives, og Jesus skal dø.
Barabbas er et kapitel for sig.
Det er vigtigt at have for øje at:
- Jesus kunne ikke anklages for blasfemi, fordi han kaldte sig Messias. Mange gjorde det dengang, lige som nu, og der var intet i det, som kunne have ført til andet end skuldertræk.
- Jesus kunne ikke anklages for blasfemi, fordi han ”talte mod templet”. En sådan blasfemi findes ganske enkelt ikke.
- Det eneste Jesus kunne anklages for har været sin opførsel i templet, som måske har været meget voldsommere, end evangelierne gerne vil fortælle os, men da man ikke vil kunne få status som religio licita ved at følge en person, der var korsfæstet for at have været en ballademager og anti-romer, skulle enkelte detalje ændres vha. en retssag og dubiøse anklager. Da evangelierne alligevel henvendte sig til folk, der hverken kendte til jødedom eller jødisk retsvæsen og samfund, var det en detalje.
- Jesus retssag er usandsynlig og med stor sandsynlighed blot skrevet for at fjerne ansvaret fra romerne, der jo havde ødelagt templet og taget Jerusalem og hylede som de ulve, de var iblandt. (Cyril Malka)