Han er genopstået fra de døde

Genpstået

Genopstandelsen beskrives ikke

Den kristne tro bygger meget på, at Jesus genopstod på tredjedagen fra de døde. Det er et spørgsmål om tro, fortæller man. Det er det i endnu højere grad, at evangelierne, som ellers fortæller flere episoder af genopstandelse, er forbavsende stille, når der er tale om Jesus genopstandelse.

Det første spørgsmål vi må stille os er, hvorvidt Jesus overhovedet har været begravet? Evangelisterne understreger indirekte, at Jesus ikke blev begravet hverken af Peter eller af nogen af hans disciple, ej heller af sin mor eller familie, hvilket er meget forbavsende.

Det forbavser, da jøderne havde, og har, stærk tro og symboler i forbindelse med begravelse, og det kan lyde foruroligende, at ingen af dem har haft så meget respekt for deres familiemedlem, lærer eller Messias, så de gav ham en anstændig begravelse.

Den eneste, som tager sig af det, er en personage, som dukker op fra intetheden i historien, og som hedder Josef fra Arimatæa, og til hvem Johannes associerer en Nikodemus. Josef fra Arimatæas rolle er åbenbart blot den at dukke op i historien på et tidspunkt, og han forsvinder igen lige efter, at han har spillet sin rolle. Han låner sin grav ud til Jesus, men kommer ikke igen for at konstateret, at den er blevet åbnet. Han dukker bare ikke op igen. Pilatus, som åbenbart har det så godt med ham, så han giver ham lov til at tage Jesus ned og lægge ham i graven, spørger ham heller ikke ud om noget bagefter, når graven er fundet tom.

Hvad er Josef fra Arimatæas rolle? Den får en til at tænke på en dårlig forfatter, som har glemt en vigtig detalje i sin krimi, og som lige pludseligt indsætter en person, som man ikke fik præsenteret til læseren før, og som skal udføre den handling eller fylde hullet, så at sige, som historien påviser lige et bestemt sted.

Under den historie gemmer der sig to beroligelser. Den ene er for at fortælle os, at ja, Jesus, som er forsvundet efter sin død, er blevet begravet. Han var lagt i en grav. Blæse være med, at man ikke har en nøjagtig plan over lige præcis, hvor det var, det vigtigste er, at det bliver beskrevet, at han blev begravet.

Den anden side af sagen er, at Josef fra Arimatæa får os til at glemme, at det var de korsfæstedes lod enten at få lov til at blive hængende på korset, efterladt til ravne og hunde eller også at blive smidt i en fællesgrav.

Forbavsende er det at mærke sig, at hvis vi antog, at Jesus rent faktisk blev begravet, hvilket er langt fra sikkert, så beskriver ingen af evangelisterne selve genopstandelsen. Det eneste argument, man har på det, er den tomme grav. Dette er betænkeligt, da evangelierne ellers ikke tøver med at fortælle os om både Lazarus og andre, som genopstår.

Man vil med rette kunne fortælle, at faktisk genopstår Jesus ikke i nogen af evangelierne! Evangelierne fortæller os, at Jesus dør på korset og dukker op igen og ‘lader sig se’ af disciplene og enkelte andre.

Det er endnu mere foruroligende at konstatere, at disse fortællinger om at se Jesus faktisk er meget uens.

Først og fremmest, vigtig detalje: Markus, som antages at være det første og ældste af evangelierne, beskriver ingen genopstandelse.

Markus, inden en ny slutning blev tilføjet, kendte ikke til nogen genopstandelse.

Kvinderne, som finder den tomme grav, får fortalt af en engel, at de skal til Gallilæ og advare disciplene, hvilket de ikke gør. I stedet flygter de og siger intet til nogen.

Sådan sluttede det oprindelige Evangelium: “Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.”

Det var først i begyndelsen af det 2. årh., at den slutning, vi kender i dag, blev tilføjet. De småt 50 linjer, der blev tilføjede senere, hedder derfor ‘Marks finale’ og er tydeligvis en sammensætning af de tre andre evangelier.

De tre øvrige evangelister er ikke helt enige om de steder, hvor eller til hvem Jesus har vist sig. Hos Matthæus har Jesus vist sig i Jerusalem (Matt. 27:61), til Jakobs mor (Matt. 27:10) (uden videre forklaring om hvem Jakobs mor nu er) og så i Gallilæ, de 11 discipler ser ham (12 minus Judas).

Hos Lukas og Johannes udvikler fortællingerne sig en del. Hos Lukas kan to pilgrimme møde ham på vej til Emmaüs, et anden syn sker i Jerusalem, de 11 og deres venner ser ham. Pilgrimmene bliver derfor besynderligt forfordelte, siden Jesus viser sig for dem, før han viser sig for sine disciple. Ingen af kvinderne har nogen syner, og intet syn foregår i Galillæ, der hvor engelen ellers sender kvinderne i Markus.

Hos Johannes får Maria Magdalena et syn i Jerusalem og disciplene, med undtagelse af Thomas, ser ham (altså ti disciple eller er Judas stadig med, og det er Thomas der tænkes på i Lukas?) Så et andet syn, i Galillæ denne gang, kun til syv disciple, ved Tiberiade søen. I Apostlenes Gerninger viser han sig for de 12 plus Peter (altså tretten?) og til 500, og han viser sig i 40 dage.

Disse syner har ingen enhed. Hverken stedsmæssigt: indenfor så vel som udenfor, i Judæa, i Gallilæ, i Jerusalem, rundt om Jerusalem, uden at man kan få disse forskellige fortællinger til at passe sammen.

Han viser sig lige så vel til en som til flere personer, til to, tre eller en gruppe.

Problemet er at Paulus skriver meget begrænset om, hvem der har set og ikke set Jesus. Ifølge ham er Jesus blevet “set af Kefas og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig‘”(1.kor. 15:5-9).

Ud over Peter og de tolv kan vi tydeligt se, at ovenstående liste ikke passer med evangeliernes liste, evangelier, som end ikke er indbyrdes enige.

Det kan forstås, at forskellige rygter har kørt lidt rundt de første dage, men hvorfor er de nytestamentlige tekster så uens? Hvorfor blev de personer, som har oplevet Jesus, ikke bedre skrevet ned og registreret? Kvinder kommer ind og ud, Peter er ikke nødvendigvis den første, disciplene yder modstand her og der…

Vi kan måske bedre forstå det, der sker, ved at se på 1. Korinterbrev.

Paulus kender tydeligvis ikke til listerne fra evangelierne, og man kan se to faser i hans beskrivelse, to grupper, som hver er samlet om sin tankegang: Den første er omkring Peter, den anden Jakob, Jesu bror. Det er faktisk to vigtige personer i Jesu arv. Den kødelige, broderen, den åndelige, Peter og, som den tredje vej, ham, misfosteret.

For Paulus viser disse syner ikke noget om Jesu genopstandelse. De giver autoritet. Det er derfor, og sådan, at han kan få titlen som apostel.

Jesus på vej til EmmausAlt dette ændrer sig med evangelierne, som blev skrevet efter brevene. De personer, som Jesus viser sig for, genkender ham ikke, tror han er en anden (en rejsende, gartneren), og idet, de får øjnene op for Jesus, genkender de ham og stort set, når de gør det, er han forsvundet igen. I de syner, der bliver beskrevet i evangelierne, er der ikke tale om myndighed, der er tale om forskellen mellem at tro og ikke at tro, se uden at tro og tro uden at se. Disse er tydeligvis åndelige øvelser.

Om genopstandelsen har et reelt grundlag kan ikke bevises. Der er ingen historiske grundlag, ingen empirisk grundlag, og Jesus har desværre kun vist sig til dem, som troede på ham, aldrig til dem, som gik imod ham eller til sine fjender, hvilket ville have været en god måde at konfrontere sine modstandere på.

Evangelisterne er, på trods af at de flere gange tydeligvis har fusket med historiske fakta, været ærlige nok til at lade læserne forstå, at tro er uden om historien. Hos Markus og Matthæus er det en engel, der fortæller om genopstandelsen. De er to hos Lukas og Johannes, men stadig overnaturlige. Der er tale om noget, man kan tro på eller ej. Der er ikke tale om beviser.

De første kristne ventede på de sidste dage, på Jesu genkomst: Maran atha! slutter Paulus sit 1. korinterbrev: Kom Herre. Evangelierne og Paulus’ breve tyder alle på, at man venter på at Jesus skal komme tilbage lige om lidt for at gøre det færdigt, han skulle : ‘Det er ligesom med en mand, der skulle rejse til udlandet; han forlod sit hus og gav sine tjenere fuldmagt, hver enkelt sin opgave, og dørvogteren pålagde han at våge. Våg derfor, for I ved ikke, hvornår husets herre kommer, om det bliver om aftenen eller ved midnat eller ved hanegal eller ved daggry; lad ham ikke finde jer sovende, når han pludselig kommer. Hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Våg!«’ (mark. 13:34-37)

Eller: Om tider og timer har I ikke brug for, brødre, at der skrives til jer. For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når folk siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe. (1.thes. 5:1-3)

Man kan tydeligvis læse uro, den spændte venten i teksterne. Markus er endda ret nøjagtig i angivelsen af tid, den kan måles i vores målestok: Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. (Mark. 13:30)

De kristne (selv om de ikke endnu kaldes sådan) venter på Riget, og det rige, de venter på, er ikke et spirituelt rige, det er ikke et indre rige. De venter på Israels rige. Det kødelige Israel. Det hellige land Israel.

Jesus har ikke bevæget sig uden for Israel. Han var jøde, forkyndte for jøder, agtede ikke at forkynde for andre end jøder, og det er tydeligvis det, der ventes: Og både de, der gik foran, og de, der fulgte efter, råbte: Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer! (Mark. 11:9) De tre evangelier overtager det. Man venter på Davids rige: Israel.

Hvis Jesus viser sig til to pilgrimme på vej til Emmaüs, er det også for at slå fast, at der er tale om at generobre landet Israel fra Romerne: Emmaüs er stedet, hvor Judas Maccabees fik sin første sejr for befrielsen af landet Israel: vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel (Luk. 24:21).

Judas Maccabee var leder af den såkaldte maccabee-opstand mod besættelsesmagten, dengang Syrien. Hans første sejr mod den ellers stærkere overmagt var i slaget ved Emmaüs.

Man skal, her igen, se et symbol i, at pilgrimmene er på vej dertil. Man ventede igen på at overmagten, her romerne, skulle smides ud af Israel.

Det er også det Paulus håber på i begyndelsen: Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel? (ApG. 1:6)

Håbet, læren var, at Jesus skulle befri Israels jord for hedninge, for Romere. Ved at mene, at de havde set ham, kunne de nærmeste følgesvende påvise, at nu var det ved at ske, at nu skulle han komme tilbage og rydde op i det.

Men tiden gik og intet skete, hvorfor kristendommen skulle genopfindes. (Cyril Malka)

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Scroll to Top