Blev han overhovedet dømt?
Mindre end et år efter, at han er begyndt at forkynde offentligt, nogle måneder ifølge nogle af evangelisterne og tre år ifølge Johannes (evangelisterne er ikke enige om, hvor længe Jesus har forkyndt riget), bliver Jesus arresteret og henrettet i Jerusalem.
Årsagen hertil forekommer uforståelig, og her igen er evangelierne den kilde, som er tættest på sagen. Problemet er, at deres forklaringer modsiger hinanden og indeholder mangen en usandsynlighed og er ude af stand til at forklare den manglende proportion mellem straffen og det, Jesus er anklaget for.
Jesus har tydeligvis ikke truet Herodes, som Johannes døberen har gjort, han opfordrer ej heller til, at man ikke skal betale skat til romerne eller på anden måde til opstand. Derfor forekommer straffen upassende.
Hvad er fællespunkterne evangelierne imellem? Jerusalem (dér bliver Jesus arresteret og dømt omkring den jødiske påske), præsterne (som altid har rollen som anklagerne), altså templet.
Nu må vi huske, at på den tid, hvor evangelierne begynder at blive udspredt, så eksisterer templet ikke længere. Det er derfor nemt at anklage templets præster for noget, der ikke længere kan verificeres eller forsvares.
Templets esplanade var på over 14 hektarer (ca. ti gange Skt. Peters pladsen i dagens Rom). For jøderne var templet ‘himlens port’, og pilgrimmene kom tre gange om året på stedet (Påske, shavouot og sukkot).
Templet er vigtigt på tre punkter: Religiøst er templet midten, stedet, hvor man ofrer m.m. Inde i templet er der det mest Hellige af det Hellige, hvor kun ypperstepræsten kan komme til. Tenplet er guds bolig på jord.
Politiske set betyder Templet, at ypperstepræsten er ansvarlig ikke kun for den religiøse magt, men repræsenterer det jødiske folk over for romerne. Han garanterer det civile liv i det hellige by. Derfor accepterer romerne, at jøderne bliver ved med at ære deres gud i stedet for at give ofringer til romerigets guder. Der er en garnison i Jerusalem, lige ved templet, og den bliver naturligvis forstærket, når der kommer pilgrimme, men årsagen til, at de to systemer kan samarbejde, er, at Jerusalem sådan set tilhører præsterne, og det romerske præfekt lever i Cæsari, nogle dages gang fra Jerusalem.
Det tredje er, at templet får Jerusalem til at leve godt, rent økonomisk. Ikke blot ansætter templet ypperstepræster, men også en hel del funktionærer, deres familier, m.m. Templet er under konstant ombygning, hvilket kræver mere end 18.000 ansatte. Lige så vel som alle andre af antikkens templer, indeholder templet også bank og butikker.
Templets udrensning, som den kaldes, har højst sandsynligt haft en større rolle at spille, end man giver den.
Evangelierne skriver, med få detaljers forskel, nogenlunde den samme historie: ‘Så kom de til Jerusalem. Og han gik ind på tempelpladsen, og han begyndte at jage dem ud, som solgte og købte dér, og han væltede vekselerernes borde og duehandlernes bænke, og han tillod ikke nogen at bære deres varer over tempelpladsen. Han belærte dem og sagde: »Står der ikke skrevet: ‘Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene?’ Men I har gjort det til en røverkule.«’
Markus giver en detalje, som de andre ikke giver i denne sag, nemlig: ‘han tillod ikke nogen at bære deres varer over tempelpladsen.’
Varer er en noget tvivlsom oversættelse af ‘objekt’, eller ‘ting’, som rent faktisk står der. Her mener oversætteren, at folk handlede med ‘varer’. Nogle lærde ser mere ‘objekt’ i forbindelse med de vaser, som var forbeholdt gudstjenesten.
Når der tales om vekselerer, skal man se på det som en af de almindelige funktioner i templet og ikke som et supermarked. Dyr skulle ofres, og man kunne købe dyr, der var slagtede eller kunne slagtes på rituel vis på templets område. I dag køber man en bibel, dengang købte man dyr for at ofre.
Dette var en omdiskuteret praksis af forskellige jødiske sekter, som for eksempel Johannes Døber eller Qumran-folket. Vi skal ikke se på, hvem af de to retninger havde ret, men se at Jesus, i modsætning til Johannes Døber eller Qumran folket, demonstrerede ikke uden om templet, men i selve templets område.
Evangelierne er mistænkeligt stille, når der omtales den sag, som om folk blot blev ‘forarget’ og derfor ville slå Jesus ihjel … Hvilket ikke hænger særlig godt sammen. Mange var uenige i Templets synspunkt, og det førte ikke til dødsstraf af den grund.
Når man tager i betragtning de romerske tropper i nærheden, og det at Jesus ifølge evangelisterne blot kan gå sin vej, så kunne man forledes til at mene, at det ikke har været så oprørsk, som det er angivet, eller også at det er gået mere voldsomt til, hvilket vil forklare, hvorfor Jesus og hans følge smutter til Getsemane.
Hvis vi holder os til evangelierne, er Jesus gået uden at få problemer.
Dér, hvor tingene kompliceres, er, at Jesus anklages for at have “talt mod templet”.
Anklagen er højst besynderligt, og evangelierne er end ikke enige om, hvad de famøse ord var:
Jesus svarede dem: »Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.« (Joh. 2:19)
Markus fortæller at ‘Jesus sagde til ham: »Ser du disse mægtige bygninger? Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned.«‘ (Mark. 13:2) hvilket lyder meget som en profeti, der blev lavet efter at templet var blevet revet ned i 70.
Ifølge Matthæus og Markus bliver sætningen ændret af falske vidner: ‘Han har sagt: Jeg kan bryde Guds tempel ned og rejse det igen på tre dage’ (Matt. 26:61)
Besynderligt nok omtaler Lukas slet ikke denne hændelse. Jesus udtaler intet mod templet.
Til gengæld fortæller Lukas om Stefanus, den første martyr, som ligeledes bliver anklaget for at udtale sig stort set på den måde, Jesus anklages for at have udtalt sig: ‘Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os’ (ApG. 6:14)
Den inkonsekvens i Jesus’ ord, det, at man ikke er enige om det, der blev sagt eller ikke sagt og den lighed med ApG., kan betyde, at man nemt forstår historien som en historie med ‘dobbelt’ bund, som blander de forskellige tidspunkter: Tiden med Jesus’ liv, og den periode, hvor teksterne blev skrevet, som var en urolig periode efter templets fald.
Evangelisterne glemmer alt om at fortælle om ofringer, som om denne praksis ikke eksisterede. Det Nye Testamente får Jesus til, symbolsk, at ødelægge templet (ved at rydde den), når i virkeligheden templet, Israels symbol, ikke eksisterer længere.
Alt dette fører os til den tid, hvor jødedommen skal genskabes på et andet grundlag, et grundlag hvor templet ikke eksisterer.
Men under alle omstændigheder er der sket noget i templet den dag. Hvor meget der er symbolsk og hvor meget der er fysisk ved ingen, men hvis det har været et symbolsk handling, har den været i den stærkeste betydning af ordet.
Det var udtryk for håb om, at Gud nu ville gribe ind, det var et ønske om at se tidernes ende og endda fremprovokere den.
Der er intet specielt ved det, mange apokalyptikere har gjort den slags i den periode, nogle troede de kunne skille vandene, andre forudsagde templets ødelæggelse, m.m. Tiderne var ved at være modne, mente man, og mange kunne se tegn rundt omkring.
Inden dommen ankommer Jesus på et æsel og bliver modtaget af folket.
Scenen er en umulighed:
For det første havde man ikke palmeblade på det tidspunkt, hvis det var om foråret, som det påstås. Dette kunne nærmere tyde på, at der var tale om efteråret: sukkot-festen (løvhytternes fest, hvilket ville være mere logisk).
Derudover forekommer det utroligt, at de romerske soldater ville have ladet sådan en opstand om en person ske uden at gribe ind.
Datidens historiker, Flavius Josefus, fortæller om mangen en af den slags episoder, og man kan tydelig se, at romerne greb hurtigt, meget hurtigt, ind, blot der var tegn på en sådan samling, specielt i festtider.
Her ankommer Messias, som kan samle folket mod landets besættere, og romerne ser pænt til uden at gribe ind?
Flavius Josefus, som beskriver mange af datidens hændelser, har ikke skrevet et ord om det.
Vi kunne risikere følgende løsning:
– Jesus er flygtet med sine venner efter balladen omkring templet. Han bliver fundet og arresteret i Getsemanes have, i kampens hede blev en mand såret (øret skåret af).
Derefter bliver Jesus forhørt af ypperstepræsten Kajfas (Markus nævner dog ikke Kajfas). Ifølge evangelierne er det efter dette forhør, at Jesus blev overleveret til Romerne.
Det sandsynlige i denne sag er, at præsterne har overleveret uromageren til Pilatus i de timer, der har fulgt hans arrestation. Den ballade, han var ansvarlig for, og forstyrrelsen af freden (eventuelt håndgemæng i templet) har været nok til at få ham udleveret til romerne. Vi var ved en fest (sukkot eller påske) og under alle omstændigheder var man ikke interesseret i ballade blandt alle pilgrimmene.
Johannes, som åbenbart har forsøgt at blive historisk korrekt, fortæller ikke retssagen på samme måde som de øvrige evangelister. Der skal dertil siges, at Johannes slår så hårdt på jøderne på andre tidspunkter i sin tekst, at han ikke behøvede at ændre proceduren.
Markus, Matthæus og Lukas, til gengæld, får Sandhedrin frem og fremstiller Jesus for en slags retssag, hvor Jesus forsvarer sig.
Sandhedrin var jødedommens øverst myndighed på det civile og det politiske plan (Sandhedrin betyder på græsk ‘rådet’).
Den bestod af 71 medlemmer og var styret ypperstepræsten, som samlede de vigtiges præstefamilier.
Ifølge de synoptiske evangelister bliver Jesus udspurgt foran hele Sandhedrin, som blev tilkaldt til møde midt om natten. Herefter bliver han dømt til døden (dødsdommen udtales ikke hos Lukas, men Jesus bliver bare sendt til Pilatus).
Dagen efter, One More Time og om igen: Ny sceance af sandhedrin, som bekræfter beslutningen om at udlevere Jesus til Pilatus.
Her kan vi konstatere to ting: Enten frygter evangelisterne ikke at samle på usandsynligheder, eller også er de meget dårligt informerede.
Sandhedrin har aldrig holdt til i ypperstepræstens palæ, som angivet. Forhørene har aldrig været offentlige. Ud over i evangelierne er det aldrig nogensinde blevet beskrevet, at Sandhedrin har holdt møder om natten, og især aldrig nogensinde har kunnet samle samtlige 71 medlemmer med så kort varsel.
I Jesus’ tilfælde, idet der er tale om en dødsdom, skulle der derudover været gået mindst en dag for at kommunikere rettens dom, hvilket ikke er sket (det er nok derfor Lukas dropper snakken om dødsdommen, for at undgå at tale usandt).
Sandhedrinen skriver:‘Dødsdomme kan kun ende samme dag med et frifindelse og kun dagen efter med en dom. Derfor, tilføjer loven længere henne, må man ikke føre en sådan sag op til en shabbat eller en fest dag‘.
Skulle man stole på Markus og Matthæus, så er Jesu dom faldet natten til samme morgen, altså i de samme 24 timer, hvilket er usandsynligt.
Derudover, hvis man holder sig til de fire evangelier, som dog er enige på det punkt, skulle retssagen havde sluttet på forberedelsesdagen, det vil sige dagen før shabbat. Selve Påsken ville have umuliggjort en sådan retssag.
Hele den jødiske processus var (og er stadig væk!) langsom og tung. Det var den for at kunne beskytte den anklagede for justitsmord. Det sagdes, at en Sandhedrin som dødsdømte en gang i løbet af 70 år, var en ‘strid Sandhedrin’.
Hvis vi nu antog at Sandhedrin og co. vitterligt, på uærlig vis, forsøgte at frarøve Jesus de rettigheder, han ellers havde som anklaget, måske fordi jøderne ‘frygtede hans lære’… Hvordan kan det være, at evangelisterne lige præcis ikke slår på det? Hvorfor går de ikke imod, at Sandhedrin, som ellers var længe om det, var hurtig den gang? Hvorfor går de ikke imod, at Jesus’ rettigheder blev trådt under fode? Hvorfor modsiger de ikke og klager ikke over, at dødsdommen er sket i løbet af under et døgn i strid med loven?
Ikke et ord om alt det.
Medmindre den retssag simpelthen slet ikke har fundet sted, som Johannes evangeliet rent faktisk fortæller.
Hvad man kunne anklage Jesus for, set fra jødernes side, er rent faktisk småting, men dette vil være emnet for en anden tekst, nemlig: Hvad kunne Jesus anklages for. (Cyril Malka)