Det står skrevet!

bullseye

Diskussion om nogle af de “beviser fra skrifterne”, som de kristne bruger.

Der var en gang en rejsende, som gik i skoven, og som så en målskive malet på et træ. Lige i midten af denne målskive var der en pil. Bullseye!

 

Få meter derfra så han flere målskiver malet på forskellige træer, og de havde alle sammen en pil i deres midte.

Manden var dybt imponeret.

Idet han gik videre, mødte han denne præcise bueskytte, og han spurgte ham:

– Sig mig engang, hvordan kan du være blevet så god til at skyde med bue og pil, og at dine pile alle sammen kan ramme i midten af målskiven?
– Bah! Det er ikke særlig svært, svarede den anden, jeg begynder med at skyde min pil, og jeg maler målskiven rundt om den bagefter.

Når man undersøger disse “tekstuelle beviser”, som siges at pege på Jesus som den annoncerede messias, skal man altid spørge sig selv: Blev pilen skudt mod målet, eller blev målet malet om pilen?

Sagt på en anden måde: Er den tekst blevet dårlig oversat, citeret forkert, eller blev den revet løs fra sammenhængen eller blot fabrikeret, ganske enkelt?

Vi vil her se på flere eksempler på, hvordan de kristne gør for at “tegne et mål om pilen” for at bevise deres påstand.

Der findes faktisk fem metoder, som bruges af kristne og af missionærer. Vi ser de fem metoder med hver et eksempel.


Eksempel nr. 1 – Verset blev fabrikeret og eksisterede ikke i de hebraiske tekster

Den nemmeste måde at få en profeti til at gå i opfyldelse, er at opfinde den selv. De græske skrifter illustrerer fint dette princip med at fabrikere op til flere profetier, som så tilegnes de hebraiske skrifter, og som er et påstået “bevis” på, at disse er gået i opfyldelse.

Matthæus Evangelium fx forsikrer os, at Jesus var Messias, eftersom han havde levet i byen Nazaret. Han bruger så følgende “tekstuelle bevis”:

og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer.” (Matt. 2:23)

Og denne profeti findes absolut ingen steder i de hebraiske skrifter. Byen Nazaret eksisterede i øvrigt ikke dengang (se teksten Nazaret – Byen bygget af teologien) .

Når denne profeti, der omtales her, ikke findes, må det betyde at “profetien” ganske enkelt er blevet fabrikeret.


Eksempel nr. 2 – Verset blev fejloversat

Før at en missionær skal være effektiv, skal vedkommende arbejde ud fra genoversættelser fra græsk og især – for alt i verden – skal man ikke tjekke de hebraiske tekster.

Romerbrevet citerer Esajas 59:20, idet der siges, at der står: “så skal hele Israel frelses – som der står skrevet: Befrieren skal komme fra Zion, han fjerner ugudelighed fra Jakob.” (Rom. 11:26)

Ifølge det prøver man at bruge de hebraiske skrifter til at videreføre den kristne idé, at Messias vil fjerne vores synder.

Hvis man går til den hebraiske teskt, står der rent faktisk det modsatte af det, der videreføres her:

En løskøber skal komme til Zion og til dem i Jakob, der vender sig fra synd, siger Herren.” (Es. 59:20).

Messias vil ikke have den rolle at fjerne vores synder fra os. Det er det omvendte: Når vi har fjernet os fra vores synder, vil Messias komme.

Det er i øvrigt pudsigt at se, at langt de fleste bibler (deraf også den danske autoriserede version) oversætter dette vers korrekt i Esajas, men altså forkert i Romerbrevet, også selv om de henviser direkte til det.


Eksempel nr. 3 – Fejloversættelse og læsning ud af konteksten

For at forsøge at bevise konceptet om “jomfrufødslen”, fortæller Matthæus:

” Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: “Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel” – det betyder: Gud med os.” (Matt. 1:22,23).

Missionærerne påstår, at Jesus’ fødsel er en opfyldelse af en profeti forudsagt af Esajas.

Dog, hvis man læser Esajas, siger han:

Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.” (Es. 7:14).

Den kristne oversættelse viser her en del misforståelser og unøjagtigheder, deriblandt disse:

1) Det hebraiske ord “Alma”, som bliver benyttet her, betyder “ung kvinde” og ikke “jomfru”, hvilket efterhånden de fleste bibeleksperter har anerkendt nu.

2) Verset siger “ha-alma” hvilket betyder “den unge kvinde” og ikke “en ung kvinde”, hvilket betyder, at der var tale om en meget præcis kvinde, som profeten kendte personligt.

3) Verset siger, at hun skal give ham navnet Immanuel, og ikke at de skal give ham navnet Immanuel (og i øvrigt ikke Jesus!).

Nogle kristne påstår, at i en gammel bibeloversættelse, som kaldes for Septuagint, har 70 vise rabbinere oversat ordet “Alma” i Esajas 7:14 med det græske “parthenos”, og at dette ord betyder “jomfru”.

Dette er forkert af flere grunde:

1) De 70 rabbiner har ikke oversat Esajas, men kun Torahen (de fem første mosebøger – Loven), og i øvrigt fortæller indledningen til den engelske udgave, at de fem første mosebøger er betragtet som den bedst oversatte del, og Esajas betragtes som den værste oversættelse.

2) Der, hvor ordet “parthenos” angives i Torahen, er i 1. mosebog (34:2,3), og der bruges udtrykket for at betegne en ikke-jomfruelig kvinde, der er blevet voldtaget.

Hvis vi ser bort fra disse grusomme fejltolkninger og oversættelser, er det nok at læse Esajas kapitel 7 fra vers 1 til 25 for at se, at de kristne har fravristet den sammenhængen.

Profetien er givet til Ahaz, Judæas konge, for at berolige ham over for projekterne af kongerne fra Damas og fra Samarien, som forberedte sig til at invadere Jerusalem (ca. 600 år før Jesus’ påståede fødsel).

Esajas præsenterer disse hændelser som noget, der snart skal ske, og ikke, som kristendommen påstår det, som noget der skal ske seks århundreder senere.

Det, at hændelsen er lige ved at indtræffe, er sagt klart og tydeligt i vers 16: “For inden drengen forstår at vrage det onde og vælge det gode, skal det land lægges øde, hvis to konger du gruer for.

Og rent faktisk sker profetien i næste kapitel, ved at Esajas får en søn: “For inden drengen kan sige far og mor, skal rigdommen fra Damaskus og byttet fra Samaria bringes til assyrerkongen.«” (Es. 8:4).

Det vers fjerner enhver sammenhæng med den påståede forbindelse med Jesus.


Eksempel nr. 4 – Ser man på sammenhængen i verset, kan det ikke bruges om Jesus

Vi har allerede set på et eksempel af sådan manipulering, men der var der også fejloversættelse, som var det, vi koncentrerede os om. Nu ser vi på et vers, som, hvis det tages i sin sammenhæng, slet ikke har med sagen at gøre, også selv om det er oversat nogenlunde korrekt.

Hebræerbrevet citerer som profeti om Jesus, Guds søn, et vers af 2. Samuel:

Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn” (Hebr. 1:5).

Hvis vi dog ulejligheder os til at se på pågældende vers i dets helhed, i 2. Samuel, kan vi læse at det slet ikke slutter på samme måde:

Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn. Når han forbryder sig, vil jeg tugte ham med menneskestok og menneskeslag” (2. sam. 7:14).

Dette kan jo slet ikke passe med en Jesus, som præsenteres som værende “syndefri”!

Derudover omtaler verset specifikt Salomo og ikke Jesus, hvilket ret tydeligt fremkommer af:

Han skal hedde Salomo, for i hans dage vil jeg sende fred og ro over Israel. Han skal bygge et hus for mit navn; han skal være min søn, og jeg vil være hans fader. Jeg vil grundfæste hans kongetrone i Israel til evig tid.” (1.kron. 22:9,10).

Bibelen omtaler jævnligt folk som værende “Guds søn”. Det er intet specialt for Messias. Det er endda hændt, at hele Israels folk omtales som “Guds søn”:

Så skal du sige til Farao: Dette siger Herren: Israel er min førstefødte søn.” (2.mos. 4:22).


Eksempel nr. 5 – verset beviser ingenting

Missionærer forsøger jævnligt at bruge følgende vers som bevis på, at Jesus opfyldte en profeti, ved at påvise, at Messias vil blive født i Bethlehem:

Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage.” (Mik. 5:1).

Dette er ingen profeti om, at Messias vil blive født i Bethlehem. Dette vers fortæller blot, at der blev forudsat, at Messias’ rødder vil kunne følges op helt til Bethlehem, hvilket svarer godt til en anden bibelsk profeti, ifølge hvilken Messias skal nedstamme fra kong David, som jo selv kom fra Bethlehem, som det fortælles i 1. Samuelsbog:

En af de unge mænd sagde: »Jeg har set en søn af betlehemitten Isaj; han kan spille. Han er en dygtig mand og en god kriger; han taler forstandigt og ser godt ud, og Herren er med ham.« Saul sendte da bud til Isaj: »Send din søn David, som er hos fårene, til mig!«” (1.sam. 16:18,19).

Dette påståede bevis, som kristendommen fremhæver, drøfter et problem mere: Det er vigtigt at se og at forstå forskellen imellem en skrift, som påviser, at en person er Messias, og et vers, som blot sætter en betingelse, som skal være til stede, for at han kan være det.

Et “bevis” skal være så specifikt, at blot én person kan opfylde det. Man ved for eksempel, at en af betingelserne er, at Messias skal være jøde.

Hvis en person er jøde, har han opfyldt denne betingelse, men det beviser naturligvis ikke, at vedkommende er Messias, når flere millioner andre mennesker er jøder og dermed opfylder denne betingelse.

På samme måde det, at Jesus er født i Bethlehem, beviser intet, eftersom tusinder af børn blev født dér.

Alle betingelser skal være til stede, uden at man behøver at trække vers ud af sammenhænge, ændre skrifterne eller andet før, at en person kan siges at være Messias.

Disse eksempler er blot få af de mange, som beviser den manipulering, der er blevet udført af kristendommen, så man begynder med at skyde en pil (tage Osiris/Dionysos myten) for bagefter at tegne en målskive rundt om (sætte den i sammenhæng med de hebraiske skrifter) (Cyril Malka).

About the author

Cyril Malka

Click here to add a comment

Leave a comment: