(06/02-2012) – Hvis du besøger Jerusalem og opholder dig omkring grædemuren, når turisterne er gået og natten falder på, kan du komme til at se dem: De mennesker, der lider af Jerusalem-syndrom.
Du kan naturligvis også møde dem i dagtimerne, men i en mindre udstrækning.
Jerusalem-syndrom blev først beskrevet af Dr. Yair Bar El, som imellem 1979 og 1993 studerede og behandlede 470 turister, som led af Jerusalem-syndrom.
Det indbefatter, kort sagt, en masse mennesker, som tror de er messias eller en eller anden bibelsk person. De har ikke klaret mødet med Jerusalem.
Forløbene ligner meget hinanden: symptomerne viser sig som regel på andendagen i Jerusalem. Det begynder med uforklarlig nervøsitet og angst. Hvis patienten er kommet med familien eller med en gruppe, forlader de gruppen og vil være alene.
De gennemgår forskellige renselsesritualer: De kan gå til et mikve (et rituelt bad) eller også tager de mange brusebade eller prøver med forskellige former for renselse.
Som oftest skifter patienten tøjet ud. De foretrækker at bruge hvide dragter, kjoler eller gevandter, fx hotellets lagner, i et ønske om at ligne bibelske figurer fra det Gamle eller det Nye Testamente.
Kvinder vil altid vælge en kvindelig figur, og mænd vil altid vælge en mandlig figur. Der forekommer ingen kønskifte i denne forbindelse.
Mange af disse personer går rundt omkring i Jerusalem og er ikke indlagt eller har aldrig været indlagt. De bliver ikke betragtede som værende farlige på nogen måde og kan endda more folk.
Men en lille procentdel af disse bliver alvorligt forstyrrede og kræver indlæggelse, i det mindste for kort tid.
For eksempel en dansker, folkeskolelærer, som var kommet fem gange til Jerusalem fem år i træk. En dag slog det åbenbart klik for ham, og han blev overbevist om, at Jerusalem var det eneste sted i verden, han kunne kommunikere direkte med Jesus.
Herefter så han jomfru Maria på taget af Omar Moske og han begyndte at råbe og bede og vil absolut derop. Det endte med en slagsmål med vagterne, og han blev indlagt.
Mange af dem, der blev så alvorligt syge, så de blev indlagt, havde en psykiatrisk forhistorie, og det siger næsten sig selv, at når en psykiatrisk patient med en religiøs tendens dropper usenet og internettet og bevæger sig til Jerusalem, er risikoen for at det slår klik rimelig højt.
Der er ikke tal på, hvor mange af dem, som ikke blev indlagt i Jerusalem, som har en psykiatrisk fortid.
Det, som er interessant, er at ud fra 470 tilfælde, der blev studerede, havde 428 en psykiatrisk fortid, men 42 havde aldrig givet tegn på det. De havde aldrig været indlagt, aldrig været på en psykiatrisk afdeling, hos en psykiater, endsige en psykolog.
Af disse 42 patienter, som blev så alvorligt syge, at de blev til fare for sig selv og andre, så de skulle blive indlagt, var de 40 af dem protestanter og “bibeltro”.
Hvorfor protestanter mere end katolikker? Har de en tendens til at være mere skøre end andre?
Det kan der være flere forklaringer på: Måske fordi Jesus er så vigtig en person i den protestanske retning, så folk bliver “jesusfanatikere” og kan ikke tåle chocket ved at se Jerusalem? Katolikker har også jomfru Maria og mange helgener med hvilke de kan identificere sig eller bede til.
Eller også fordi protestanter ikke har meget spiritualitet, symboler eller ritualer i deres religiøse syn. De kan ikke lade deres tro komme til udtryk. (Cyril Malka)