Vi forsøgte at finde beviser og kendsgerninger for Jesus’ eksistens i historiske skrifter såvel som i evangelierne, og det er ikke ligefrem lykkedes. (se: Den historiske Jesus)
Vi skal nok gå videre med det og se på resten af de græske skrifter, altså Apostlenes Gerninger og Paulus’ breve samt Åbenbaringen. Disse breve fortæller os mest om apostlene.
Måske kan man derigennem bevise, at Jesus har levet?
Evangelierne fortæller os kun meget lidt om de 12 apostle ud over deres navne, og endda her er der ikke enighed. I Markus, Matthæus og Lukas er disciplene Peter, Jakob og Johannes dem, der står Jesus nærmest. Men i Johannes-evangeliet spiller Peter kun en lille rolle og disciplene Jakob og Johannes nævnes end ikke engang.
Johannes 21 omtaler Zebedæussønnerne, men nævner dem ikke som Jakob og Johannes. Derudover betragtes kapitel 21 i dag af de fleste forskere som en senere tilføjelse til Johannes-evangeliet, som højst sandsynligt sluttede ved kapitel 20. (1)
Til gengæld omtales disciplene Nathanael og Nicodemus, som man ikke hører om i de tre andre evangelier.
Derudover er listen over disciplene yders underligt sat op i Markus og Matthæus, hvorfor mange forskere mener, at det var antallet af disciple, som oprindeligt var vigtigt, og ikke deres navne. Johannes-evangeliet giver end ikke listen over navnene. I kapitel 6 får vi at vide at der var “mange” disciple, som lige pludseligt, få vers senere, bliver til “de tolv”.
Det traditionelle syn på det er, at efter opstandelsen spillede de tolv disciple en vigtig rolle i at etablere kirken. Deres gerninger er nedskrevet i Apostlenes Gerninger.
På trods af det, og på trods af de tolvs store vigtighed, fortæller forfatteren til Apostlenes Gerninger os intet om ni af de tolv, ud over deres navne.
Af de tolv koncentrerer vedkommende sig kun om Peter. Men endda Peter bliver ikke nævnt efter kapitel 15, og vi kan kun læse om Paulus, som ud over ikke at være en af de tolv end ikke har mødt Jesus. (2)
Apostlenes Gerninger er ikke ligefrem tillidsvækkende som historisk optegnelse. Som en kristen oversætter til de græske skrifter har indrømmet, er det mere en slags “tankstations paperback”. (3) Det er proppet med små fantasier og eventyr.
For eksempel hører vi om en kristen, Anasias, som har solgt en ejendom og kun gav lidt af pengene fra salget til apostlene og selv beholdt resten. Når Peter konfronterer ham med sandheden, falder manden død om. Det ser ikke ud til at påvirke Peter den mindste smule og, tre timer efter, gentager han samme trick med den stakkels mands kone! Når han siger til hende: “Hør, der lyder fodtrin uden for døren af dem, der har begravet din mand; de skal også bære dig ud.”, slam! så “i samme øjeblik faldt hun om for hans fødder og udåndede”. Ikke overraskende at “hele menigheden og alle, som hørte det, blev grebet af stor frygt.”. (ApG. 5:1-11)
Peter kan få uærlige spekulanter til at falde døde om lige på stedet, men dette er intet. Ifølge Apostlenes Gerninger kan Filip “teleportere” sig selv fra et sted til et andet. Han dukker op for at døbe en hofmand et sted for derefter at forsvinde og lige med det samme dukke op igen i en anden by. (ApG. 8:39-40)
Ikke at forglemme den bizarre historie om Peter og den gigantiske dug:
“Den næste dag, da de var undervejs og nærmede sig byen, gik Peter ved den sjette time op på taget for at bede. Da blev han sulten og ville have noget at spise. Mens man tilberedte det, faldt han i henrykkelse, og han så himlen åben og noget komme ned, som lignede en stor dug, der ved de fire hjørner blev sænket ned på jorden. I den var der alle slags af jordens firbenede dyr og krybdyr og af himlens fugle. Og en røst lød til ham: »Rejs dig, Peter, slagt og spis!« Men Peter svarede: »Ikke tale om, Herre, for jeg har aldrig spist noget som helst vanhelligt og urent.« Så lød røsten igen til ham, for anden gang: »Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde vanhelligt.« Dette skete tre gange, og straks efter blev det hele taget op til himlen.” (ApG. 10:9-16).
Vi kan roligt gå ud fra, at vi ikke taler om fakta her.
Derudover er Apostlenes Gerninger ikke skrevet af én person, som det påstås at være. I kapitel 16 ændres fortællerpersonen fra tredjeperson til første person. Dette skift er noget, vi kan se hele bogen igennem. (4)
Altså lige som Evangelierne er Apostlenes Gerninger et “klippe-klistreværk”.
Dette forklarer, hvorfor det har en del indbyrdes modsigelser.
For eksempel i kapitel 9 får vi at vide at Paulus får et syn af lys og hørte en guddommelig stemme på vej til Damaskus. Dog, hans medrejsende kunne høre stemmen, men kunne ikke se noget: “Hans rejseledsagere stod målløse; nok hørte de røsten, men de så ingen” (ApG. 9:7).
Besynderligt nok, når Paulus fortæller om denne oplevelse i kapitel 21, siger han det omvendte: “Mine ledsagere så nok lyset, men hørte ikke røsten, der talte til mig. (ApG. 22:9).
Apostlenes Gerninger modsiger også Paulus i sit Galaterbrev. Ifølge Apostlenes Gerninger fik han dette syn da han var på vej til Damaskus, idet han påstås at søge efter en discipel, som hedder Ananias, i Damaskus. Så går han til Jerusalem, hvor Barnabas præsenterer ham til apostlene. I Templet i Jerusalem får han et andet syn om Jesus og får sit kald om at prædike. (ApG. kapitel 9).
Dog er dette ganske forskelligt fra Paulus’ egen fortælling, i hvilken han overhovedet ikke omtaler Ananias, men fortæller, at han var på vej til Arabien og intet havde at gøre med de kristne i Jerusalem, før tre år efter han blev konverteret. (Gal. 1:13-21)
Flere gange føler Paulus sig nødsaget til at slå fast “jeg tager Gud til vidne på, at hvad jeg skriver her, ikke er løgn!” (fx Gal. 1:20) … Så når der er så kraftige modsigelser, hvem lyver?
På lige præcis samme måde, som Markus fejlcitererer de hebraiske skrifter flittigt i Apostlenes Gerninger, er det tydeligt, at de citater, apostlene bruger, er milevidt fra det, der står i skrifterne (jf. ApG.15:13-41).
Det ville være underligt, hvis sådanne fejlciteringer kunne imponere jøderne i Jerusalem.
Blot disse årsager er grund til, at forskere ikke antager Apostlenes Gerninger som et historisk værk om Jerusalems kirke. (5)
Historisk set er Apostlenes Gerninger også skrevet meget, meget længere efter, disse handlinger påstås at være sket.
Apostlenes Gerninger blev betragtet som hellig skrift af Irenæus og Tertullian, som levede sidst i det andet århundrede.
Men Justin Martyr, som levede en generation tidligere, viser intet kendskab til denne bog. (6) Den er ikke citeret før 177 evt. og kan derfor ikke betragtes som en fortælling fra samlevende personer, som den påstås at være. Den er højst sandsynligt skrevet et sted mellem 150 evt. og 177 evt. (7).
Der var rent faktisk mange forskellige skrifter, som fortalte om disciplenes gerninger i de tidlige kristnes tid, men dengang betragtede ingen disse fortællinger som værende historiske dokumenter. (8) Hvorfor skulle man så den dag i dag være mindre skeptisk?
Skal dette værk nu pludseligt betragtes som historisk dokument, fordi den romerske kirkes autoritet bestemte sig for at inkludere det i sit “Ny Testamente”?
De skrifter, som fortalte om Johannes’, Peters, Pauls og Thomas’ fantastiske gerninger blev forbudt og blev af Pave Leo den Store betragtet som farlige hedningeløgne. (9)
Den eneste årsag for hvilken Apostlenes Gerninger blev skånet var ganske enkelt, at i modsætning til de andre fortællinger, fulgte den den katolske kirkes linje.
Så meget for Apostlenes Gerninger … Tilbage har vi kun Paulus’ breve … Måske kan vi finde lidt historisk i dem?
Det ser vi på i en senere tekst.
Noter
(1) Kirkefaderen Tertullian skrev: “Og derfor konkluderer dette evangeliet med at disse ting blev skrevet så I kan tro, det, der står, at Jesus er søn af Gud”, hvilket beskriver slutningen af kapitel 20, ikke 21.
Tvivlen bestyrkes af, at skrivestilen for dette kapitel er anderledes end i det øvrige evangelium. Stilmæssigt ligner den mere Lukas’ end Johannes’. De sidste to vers menes at være en tilføjelse til tilføjelsen, idet forfatteren af dette evangelium oven i købet omtales i 3. person, som en slags “øjenvidneberetning”. Dette menes at skulle bruges, hvis der opstod tvivlspørgsmål mellem evangelierne for at give Johannes ret.
(2) Den inkonsistens i optælling og brugen af de 12 er klarlagt og analyseret på tydeligvis i “Did Jesus Exist” (G.A. Wells – 1975), kap. 5 “The Twelve”.
(3) The Unvarnished New Testament (A. Gaus – 1991) s. 217.
(4) ApG. 16:4, 6, 10 og 11. Fortællingen af kapitlerne 27 og 28 svinger også voldsomt fra tredje til første personsfortællling.
(5) Did Jesus Exist (G.A. Wells – 1975) s. 125.
(6) Justin gør ligeledes kun lidt brug af Johannes-evangeliet, sandsynligvis fordi på det tidspunkt var det stadig betragtet som gnostisk skrift. (Fragment of a Faith Forgotten – G.R.S. Mead (1906), s. 164). Se også G. Stanton (Gospel Truth – 1995) s. 103.
(7) Heretics (G. Lüdemann – 1995), s. 196.
(8) Se W. Barnstone (The Other Bible – 1984), xi, The Apocryphal Acts of the Apostles, The Acts of John, The Acts of Peter, The Acts of Paul, The Acts of Andrew, The Acts of Thomas. Samt også: J.M. Robinson (The Nag Hammadi Library – 1978): The Acts of Peter and the Twelve Apostles.
jeg synes at i skulle se dette: http://www.youtube.com/watch?v=Mw9dhOlMnEM
her forklarer min gode ven Jacob Prasch at han måtte opgive at modbevise Bibelen – det må ethvert andet ærligt menneske ligeledes gøre. Og det er det jeg vil opfordre jer til: VÆR ÆRLIGE
Jamen jeg er ærlig. Det er lige præcis det, som generer mange kristne.
Derudover prøver jeg ikke at “modbevise bibelen”, men kristendommen. “Det nye Testamente” er ikke bibelen. Det er bøger, som blev tilføjede senere for at kuppe bibelen og få en slags legitimering, de egentligt ikke er berretigede til at få.
Jeg har ikke set den film, du henviser til dels da den tager 42 minutter og det er lige 30 minutter for meget og dels fordi det ikke har med emnet at gøre. Her igen jeg “prøver ikke at modbevise bibelen”. Jeg peger blot hen på de græske skrifters løgne.
Cyril Malka