Men hvad skulle han ved den by?
Jesus’ genopstandelse beskrives som et centralt begreb i den kristne tro. Det omtales som et fakta, men det er ikke bevist af nogen.Jesus har vist sig for dem, der troede på ham. Det er uheldigt, for virkningen ville have været bedre, hvis han vist sig for de præster, der fik ham dømt, for Pilatus, som sendte ham til korset, eller for de vantro. Men nej, han valgte at vise sig for dem, som i forvejen troede på ham.
Dette gør arbejdet om at finde ud af fakta i den historie ret så vanskelig.
En vigtig pointe i det, at Jesus viste sig for de forskellige, er, at der bruges det græske verbum: ofté, som er et passiv form af verbet og betyder, at han lod sig blive set, så at sige, hvilket er et udtryk som benyttes, når man taler om, at Gud er kommet til udtryk. Vi skal se her en guddommeliggørelse af Jesus.
Problemet er, at listen over dem, der har set Jesus, ikke er helt den samme fra evangelium til evangelium, og man kan med sikkerhed fastslå, at den opstandne Jesus for eksempel er blevet tilføjet til Markus længe efter. Det ved man med sikkerhed, da man har fundet gamle manuskripter, og disse sluttede med Markus 16:8.
Ifølge Apostlenes Gerninger har Paulus set og hørt Jesus tale til ham. Det betragter man som så vigtigt en sag, at den bliver omtalt hele tre gange i Apostlenes Gerninger: Kapitel 9, kapitel 22 og kapitel 26. Men en sag, som er så vigtig, at det omtales så mange gang af Lukas (som er ham, som ifølge traditionen har skrevet Apostlenes Gerninger), omtales stort set aldrig i nogen af de breve, Paulus har skrevet selv. Der kommer små hentydninger, men det er meget få. Vi skal huske på, at Apostlenes Gerninger er skrevet efter Paulus’ breve.
Men lad os se mere nøjagtigt på de tre udgaver af fortællingen.
Der tale om et lys, der kommer fra himlen og blinder Paulus (ApG. 9:3). Forfatteren fortæller lidt senere, at det er “ved middagstid” (ApG. 22:6). Paulus bliver så blændet, at han falder til jorden (ApG. 22:6-10), og i den tredje fortælling fortælles dog, at det ikke kun er Paulus, men også hans rejsedeltagere, der bliver væltet (ApG. 26:14). Paulus bliver ændret fra forfølger til tjener.
Paulus ser intet, han hører en stemme, der kalder ham: Saul, Saul! Stemmen kalder to gange, ligesom Moses bliver kaldt to gange i fortællingen om den brændende busk. I den tredje fortælling fortælles der, at der bliver kaldt på ham på hebraisk.
I den første fortælling er dialogen rimelig kort. Paulus får ordre til at gå til Damaskus (ApG. 9:6). Temaet er nogenlunde den samme i den anden fortælling (ApG. 22:10), men den er afgjort meget mere udviklet i den tredje version, hvori Paulus bliver befalet en mission over for ikke-jøder: … jeg har vist mig for dig netop for at udvælge dig til tjener og til vidne både om det, du har set, og om det, jeg vil lade dig se, når jeg redder dig fra folket og fra hedningerne. Dem sender jeg dig til for at åbne deres øjne, så de vender om fra mørke til lys og fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndsforladelse og få samme lod som alle de andre, der er helliget ved troen på mig. (ApG. 26:16-18).
Man må notere sig, at i alle tre tilfælde tager dialogen fat i et spørgsmål stillet af Paulus, nemlig: Hvem er du, Herre?, hvilket må siges at være et falsk spørgsmål, da han selv besvarer det spørgsmål, han stiller.
Spørgsmålet har derfor ikke andet formål end at slå Herrens identitet fast.
Paulus’ følge “står målløs” (faktisk er de blevet stumme, som Zakarias, Johannes døberens far, når han hører englen Gabriel give ham nyheden).
I den første fortælling hører de stemmen, men ser ingen (ApG. 9:7), i den anden ser de lyset, men hører ikke noget (ApG. 22:9), og i den tredje version er Paulus tydeligvis den eneste, der hører (ApG. 26:14). Ifølge den fortælling kan ingen bevise, hvad Paulus har hørt, set eller ej. Ej heller hvad andre har set eller hørt. Tre fortællinger, tre versioner.
Efter at Jesus har talt til ham, bliver Paulus blind: Skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se (ApG. 9:8) og Da jeg på grund af denne lysglans ikke kunne se, måtte jeg ledes ved hånden af mine ledsagere og kom så til Damaskus (Apg. 22:11), men når han fortæller om sit syn til Herodes Agrippa, glemmer han helt den del af fortællingen for derimod fortælle, at hedningene skal åbne deres øjne (ApG. 26:18).
Skulle man resumere sagen, så ville man kunne sige noget lignende: Idet han var på vej til Damaskus, mødte Paulus ved middagstid et lysglimt. Han genkendte Herren i dette lys, som sender ham til en mission for at forkynde for hedningene.
Ser man på fortællingen, så kan man bemærke, at der er tre balancepunkter, og disse er: høre/ikke høre, se/ikke se og tro/ikke tro.
Man kunne vælge at forstå fortællingerne som metaforer og ikke som fortællinger. Hvis det ikke var fordi Paulus fortæller os, at han var på vej til Damaskus? Hvad er det for en detalje at give, og hvad betyder det?
Paulus har retning mod Damaskus, mod synagogerne, for at fange og mishandle dem, der tror på Jesus.
Der er mange usandsynligheder i denne fortælling.
For det første det, at farisæerne skulle havde udkommanderet eller tilladt Paulus til at gøre det. Farisæere var faktisk kendt for at være meget brede i deres forståelse, og tanken om at Paulus skulle sendes ud for at uddryde nazaræerne, som faktisk er en anden kendt gren af farisæerne, er usammenhængende og usandsynlig.
Der har altid været flere grundforståelser af jødedommen, og omend de forskellige ikke var enige, så gik de ikke rundt og forfulgte hinanden af denne grund.
Det er endnu mere uforståeligt, når man ved, at Damaskus, på Paulus’ tid, var en del af det arabiske rige (nabatæer), og hverken Rom endsige Templets præster havde nogen som helst indflydelse eller noget at sige om Damaskus overhovedet.
Dette forbliver en gåde.
Det er dog et faktum: Paulus havde ingen myndighed fra præsterne hverken i templet eller andre steder til at forfølge nogen som helst. Den slags dokumenter eller praksis eksisterede slet ikke.
Damaskus var under ingen af de til Paulus’ knyttede riger: Israel eller Romeriget. Ingen af disse to havde nogen form for myndighed i Damaskus. Det at forfølge troende i et fremmed land ville sandsynligvis have ført til krig.
Hvis man skal prøve at få mening af fortællingen, kan flere se en allegori, en krypteret betydning: Saul, kunne være en pseudonym for den bibelske Saulus, hvis liv han har overtaget. Lige som Saulus er han af Benjamins stamme, hebræer, søn af Israel, og er så gået over til at blive kristen.
Kan man finde andre forklaringer på Paulus’ oplevelse?
Rationnelt set kan vi ikke overse træthed efter en lang rejse, manglen på mad, vand, risikoen for solstik, når solen slår så hårdt, som der fortælles af Paulus selv.
Patologisk set, kan vi her se beskrivelse af et epileptisk anfald, hvilket ikke er at forkaste, eller en bestemt form af skizofreni, den såkaldte hysterisk amblyopti, som blandt andre gener kan føre til blindhed i kortere eller længere perioder.
Personligt mener jeg, at man skal huske, at vanviddet flere gange bliver nævnt samtidigt som Paulus: Så har jeg da været vanvittig (2.kor. 2:11), fortæller Paulus om sig selv, “du er vanvittig, Paulus! Den megen lærdom driver dig til vanvid“, siger Festus til ham.
Vanvid drejer om Paulus, sammen med en eventuel skyldfølelse, da han, i sin vanvid eller vrede (afhængigt af oversættelserne) har forfulgt Herrens disciple på det grusomste … forudsat denne del af historien naturligvis er sandt … Hvilket er emnet for en anden tekst. (Cyril Malka)