Er Jesus skaberen af kristendommen?
Jesus opfandt ikke kristendommen. Jesus var en mand, der levede i en periode og forkyndte et budskab. Da Jesus døde, stod disciplerne uden leder og uden skrifter. Ingen organisation, ingen retningslinjer… Intet. Kristendommen skulle gennem en lang proces, før den blev det, vi kender i dag. Før vi ser på Paulus og den kristendom, vi kender i dag, som er meget forskelligt fra den lære, Jesus forkyndte, skal vi se på de forskellige af bevægelsens arvtagere.
Problemerne begyndte efter Jesus død. Selv om mange troede at bygge på de hebraiske skrifter, at Jesus var Messias, Kristus, den salvede, så døde han. Og selv om man kan finde skrifter, som man kan tolke som, at Messias skal lide, så står der ikke angivet, at han skulle dø.
Ud over dette problem så er der det, at ifølge disciplene er Jesus genopstået. Selv om jøderne (farisæerne) allerede tror på genopstandelsen, så det er ikke noget nyt, er der tale om en fælles genopstandelse, ikke en individuel genopstandelse. Dette vil man derfor tolke som “et tegn fra himlen”.
Disciplene blev oplært af Jesus : “Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.” (Luk. 24:27).
Kun Matthæus fremhæver Peter på denne måde.
Peter er langt fra at have denne samme status hos Markus eller Lukas.
Peter bliver også flere gang sat på plads på ret så barske vis i samtlige de tre synoptiske evangelier.
Man kan aldrig se Peter alene, han er altid omgivet af mindst en eller to andre disciple. Han er tydeligvis ikke til at stole på. Det selv om Matthæus af og til forsøger at give ham en god rolle.
Det er for eksempel ham, som beder Jesus om at kalde ham ud på vandet. Jesus gør det, Peter kommer ud af båden og begynder at gå på vandet mod Jesus, men: “… da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?” (Matt. 14:30,31)
Det samme i Markus, dér bliver Peter sat ret så eftertrykkeligt på plads: “Men Jesus vendte sig om, så på sine disciple, irettesatte Peter og sagde: »Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.«” (Mark. 8:33)
Satan er Peters ny tilnavn.
Fra Markus og til Johannes går det hårdt til imod Peter, og der fortælles med mangen en detalje om, at Peter var den, der fornægtede Jesus.
Peter, som i samtlige evangelier fortæller om, at han er trofast over for Jesus, og som fortæller om sin trofasthed og kærlighed bliver kun mødt med hån og sarkasme: ” Men Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: Allerede i nat, før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.«” (Mark. 14:30)
Efter at Jesus er blevet fanget i Getsemanes have, og Peter er fulgt med, fornægter han Jesus tre gange, når han bliver genkendt på gaden. Man må her undre sig over, hvilke personer Jesus omgiver sig med, da hans nærmeste venner er forsvundne allesammen på nær to, hvoraf en har stukket ham til romerne og den anden fornægter ham hårdnakket. Guds søn var tydeligvis ikke god til at vælge sine venner.
I Johannes-evangeliet stiger faktisk spændingen, for når Jesus flere gange fortæller, at han vil blive forrådt af en af disciplene kunne man nemt, ud fra den måde, Peter bliver behandlet i det hele taget, tro, at det rent faktisk bliver Peter, der skal forræde ham.
At ville bygge kristendommen oven på Peters person ville ikke være at bygge på sten, men på sand. Stærk og svag, for hurtig i vendingen og tænker sig ikke særlig meget om, modig men fej… Alt i alt, ikke noget særlig stærkt grundlag at bygge på. Tydeligvis er den Peter, der fortælles om i Apostlenes gerninger af en helt anden støbning end fiskeren fra evangelierne.
Det er først efter den beskrivelse i Apostlenes Gerninger, at Peter bliver en reference til den kristne verden.
Jesus havde brødre og søstre, i modsætning til det, der undervises i den katolske kirke. Brødrene bliver nævnt i evangelierne, Jakob, Joses, Judas, Simon… (Mark. 6:3 og Matt. 13:55)
Jesus familie er åbenbart meget national og stolt. Jesus, Joshué på hebraisk, er den der førte israelene inde på Israels jord, Jakob er en af Israels patriarker, Joses (josef) er Jakobs søn, ham der var fader til stammerne Manasse og Efraim og Judas og Simon er navnene på to af makkabes revolutions chefer.
Der må så formodes, at når disciplene venter i Jerusalem på, at Jesus kommer tilbage, så har de lært lektien, og at der menes, at genkomsten, parousien, hvor Jesus kommer tilbage for at dømme de levende og de døde, var nært forestående. Jesus sagde til sine disciple: “Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser Menneskesønnen komme i sit rige.«“. (Matt. 16:28)
Og i mellemtiden, hvem var arvtager? Hvem skulle lede menigheden i den korte tid?
Peter får ofte æren af at være lederen. Den berømte sætning gør ham til efterfølgeren: “Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.” (Matt. 16:18).
Dette af Jesus’ ord er højst sandsynligt en forfalskning, det ville være utroligt, at Jesus havde sagt det. For det første fordi den kun er i Matthæus evangeliet, for det andet fordi ordspillet på græsk er temmelig unøjagtigt: Peter siges godt nok Petros, men sten siges petra. Endda den mest troende skriftkloge kunne dårligt forestille sig, at Jesus ville lave et dårligt ordspil på græsk med en stakkels fisker, som højst sandsynligt ikke forstod andet end aramæisk.
Det antages, at Peter bliver Jesu efterfølger, uden tvivlsomt ordspil i Johannes-evangeliet, i hvilket han faktisk oftest benævnes som Simon Peter. Det dobbelte navne findes ikke i de andre evangelier, dér bliver han bare kaldt Peter eller Simon.
Men det er vigtigt at mærke sig, at den magt, der gives til Peter i kapitel 16, faktisk allerede bliver frataget ham i kapitel 18:1-4 i samme evangelium: “På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget.“
Jesus fortæller så videre om, at for hvad at sidde til højre og venstre for ham angår, så er det ikke ham, der bestemmer, men Gud. Lytter man til Matthæus, så brokker alle disciplene sig. Selv om Peter ikke er specificeret her, kan man ikke forestille sig, at han ikke også brokker sig, da det ellers vel ville stå angivet: Alle med undtagelse af Peter. Dette var ikke tilfældet.
Vi ser tydeligvis her, at der er tale om en meget nationalistisk familie. Derfor må vi antage, at familien var en ganske almindelig jødisk familie, som der fandtes mange af i Israel, som ønskede romerne væk fra det Hellige Land, og som fik de seks eller syv børn.
Vi har set tidligere på de problemer der var i forbindelse med Jesu fødsel. Om Maria blev voldtaget, misbrugt eller blot var sin trolovet utro, kan vi ikke afgøre med sikkerhed, men man kunne derfor godt forestille sig, at Jesus ikke blev behandlet som sine brødre. Jesus behandler bestemt ikke sin mor særlig pænt, og det kunne meget vel tænkes, at de øvrige familiemedlemmer, brødre og søstre, holder sammen med moderen.
Dette kan hjælpe os til at forstå, hvorfor Jesus har et gennemsnitlig meget anstrengt forhold til alt, hvad det hedder familie. Det forklarer også, hvorfor han ikke kan forstå, at nogen vil foretrække at begrave sin fader end at følge ham. Familien er ikke meget værd i Jesus øjne:
En bror skal udlevere sin bror til døden, og en far sit barn, og børn skal rejse sig imod deres forældre og få dem dømt til døden. (Matt. 10:21, Mark. 13:12, Luk. 21:16)
Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? (Matt. 18:21), spørger Simon Peter. Har Jesus ikke en bror, der hedder Simon?
Hele vejen igennem fortæller Jesus om, at hans familie er hans disciple, ikke hans kødelige familie. Igennem evangelierne kan man se og forstå, at Jesu brødre ikke talte blandt disciplene, hans familie omtaler ham flere gange som “tosset”.
Der citeres godt nok navne på disciple, som er de samme som Jesu brødre, men det kan indvendes, at disse navne var rimelig almindelige dengang, og det kan derved ikke være bevis for, at det var familien, der var med. Familien bliver ofte dårligt behandlet af evangelisterne, fordi de troede ikke på ham (Joh. 7:5). Andre evangelister behandler familien noget pænere, og derfor kan man ikke være sikker på, hvilken rolle familien har haft i alt det her.
Dog, hvis man, i stedet for at læse evangelierne, nøjes med at læse Paulus’ breve og Apostlenes gerninger, vil man se, at Jesus’ familie er ganske tæt knyttet til det, man kommer til at kalde Jerusalems menighed.
Så tydeligvis er familien kommet ind i billedet senere.
I sin første korinterbrev skriver Paulus listen over dem, der har set den genopståede Jesus: Efter Peter og de 12 nævner han Jakob. Denne bliver i øvrigt ikke nævnt andre steder i Det Nye Testamente og er kun nævnt af Paulus.
Tydeligvis viser Jesus sig kun til dem, der tror på ham, og Jakob kommer først efter Peter og efter de 12.
Og hvorfor, i Galaterne, når Paulus fortæller, at han har villet besøge Peter, kunne han ikke se ham, men kunne kun møde “Jakob Herrens bror”, hvorfor tilføjer han: Jeg tager Gud til vidne på, at hvad jeg skriver her, ikke er løgn! (Gal. 1:19).
Skulle det være en løgn, han skal forsvare sig over for, at han ikke har mødte Peter eller har mødt Jakob?
Der ville ikke være noget under i at møde Jakob, før man møder Peter, hvis Peter har den store rolle… Medmindre… Medmindre man ikke plejer at få lov til at se Jakob “bare sådan”, at det faktisk var noget specielt at møde Jakob, fordi Jakob har taget styringen af menigheden.
I mangen en sekt, i mangen en bevægelse, uanset hvilken, også inden for den psykoanalytiske bevægelse, kan man se disse brud. Hvem kan bedst videreføre mesterens lære? Eleverne, som har fulgt ham, eller familien? Problemet var ikke til stede hos Freud, da hans datter også var hans elev, men den franske psykoanalytiske skole blev brudt i flere stykker efter den berømte fransk psykoanalytikers, Jacques Lacans, død, da både hans familie og hans nærmeste medarbejdere mente at være dem, der kendte hans lære bedst.
Tydeligvis har Jakob haft en stor autoritet i Jerusalems menighed og i øvrigt en stor autoritet for viderførslen af læren. Ellers ville Paulus ikke havde været tvunget til at mødes med ham, før de kunne vedtage ændringer.
Endelig har vi Paulus.
Ham som har oplevet Jesus i et syn. Ifølge Apostlenes Gerninger begyndte han med at forfølge de kristne (som ikke blev kaldt kristne endnu på dette tidspunkt).
Riget kom ikke, Apostlenes døde den ene efter den anden, uden at det ventede rige dukkede op. Der skulle gøres noget, før at alt gik til grunde.
Læren skulle ændres, betydningerne skulle ændres, der skulle ske en del ting, medmindre man ønskede, at Jesus’ lære skulle forsvinde.
Dette blev så Paulus’ arbejde. Det lykkedes Paulus at ændre sagerne således, så kristendommen kunne overleve.
Den kristendom, man efterlever i dag, er den, der blev forkyndt af Paulus, ikke af Jesus, hvorfor en del af evangelierne blev ændret, så de kan passe ind i Paulus’ lære.
Vi ser på den side af sagen i en anden artikel. (Cyril Malka)