Et meget brugt argument …
De kristne, som missionerer og prøver at få folk, blandt andet jøder (og især jøder!) over til kristendommen, fortæller, at Jesus var den Messias, som blev annonceret af profeterne.
Det forsøger de at bevise ved at trække forskellige dele af den hebraiske Bibel ind i deres argumenter.
Disse citater kan imponere og overbevise dem, som kun har et overfladisk kendskab til de hebraiske skrifter, til hebraisk eller til jødedommen i det hele taget.
Derfor slipper mange kristne missionærer af sted med at fortælle cirka hvad som helst om jødedommen (som den er i dag eller som den var før i tiden).
Et af de tilbagevendende argumenter er, at den hebraiske Bibel vrimler med profetier om Jesus.
Lad os se på det:
1) Den eneste grund til, at disse passager eller påståede “beviser” kunne forlede en til at tro, at der er tale om Jesus i profetierne, er ganske enkelt, at de enten er fejlciterede, eller fordi de er trukket ud af sammenhængen.
Uanset hvilken skrift vi taler om, hvis man fejloversætter noget, eller hvis man trækker den ud af det, der kommer før eller efter den, kan man få hvem som helst til at sige hvad som helst. Dette kan nemt bevises med de græske skrifter selv. Se her:
“Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.” (Luk. 14:26).
Altså skal man, hvis man skal være kristen, hade sin familie og endda hade sig selv?
Dog vil langt de fleste kristne forsøge at forsvare dette vers og eventuelt bortforklare det ved at sige, at dette vers slet ikke betyder det her. Det giver dette indtryk, fordi det er læst uden for sammenhængen.
Det er lige præcis det, der skal bevises. Et vers kan være fuldstændig forskelligt fra det, man tror det betyder, hvis man læser det i sammenhæng.
Før at man kan forstå et vers fra Bibelen (uanset hvilken del), er det nødvendigt at læse det i sammenhæng og — især — med en korrekt oversættelse.
Derfor er det vigtigt, at når en kristen citerer den hebraiske Bibel, at han gør sig den ulejlighed i det mindste at sikre sig, at han går ud fra en korrekt oversættelse og ikke blot en, der passer i hans kram.
For eksempel, når man læser den mest korrekte oversættelse af vers 22:17 fra Salmerne, læser man: Hunde har omgivet mig, som en løve (ka-ari) er de om mine hænder og fødder.
Dette var om kong David, som var forfulgt af sine fjender. Dog, hvis man ændrer lidt i versets ord og lige tager det ud af sammenhæng, så kan man sige hvad som helst. Således bliver ordet “ka-ari”, “som en løve”, til “gennemboret”.
Det mest fantastiske ved dette citat er, at end ikke de græske skrifter henviser til det (selv om de henviser til andre dele af denne salme). Det er startet som et udelukkende mundtligt rygte, som senere fandt sin vej til de kristne bibeloversættelser. For en gangs skyld er det ikke forfatterne til de græske skrifter, der har ændret på de hebraiske, men ganske enkelt missionærerne. En dyberegående analyse af denne salme og dens betydning kan findes her.
Dette eksempel påviser, hvordan missionærer, for at nå deres mål, er parat til at fejloversætte en del vers.
Der skal dog dertil siges, at jødedommen har naturligvis forklaringen på, hvad der står, og hvordan det skal forstås. Nu skal vi ikke glemme, at det er trods alt jøder, der skrev de hebraiske skrifter, og at hebraisk er blevet bevaret i mange årtusinder.
Desværre accepterer mange, uden videre forskning, forklaringen, der bliver givet. Måske fordi det er nemmere at læse noget, der står på dansk i en kristen bibel frem for at spekulere over det og se, hvad der ellers siges om det.
2) Missionærer bruger ofte de græske skrifter til at påvise ud fra deres fejloversættelse, at visse profetier, som er i deres skrifter, er sket.
Det er dog ret tydeligt for den, som blot kender lidt til de hebraiske skrifter, at troværdigheden af de græske skrifter er meget omtrentlig. Lad os bare se på et par eksempler:
a) Der står skrevet tre forskellige steder i de hebraiske skrifter, at Jakob er kommet til Egypten med 70 personer. Det kan man læse i
1.mos. 46:27: De sønner, Josef havde fået i Egypten, var to. I alt kom halvfjerds af Jakobs slægt til Egypten.
2.mos 1:5: Tallet på Jakobs efterkommere var i alt halvfjerds. Josef var allerede i Egypten.
5.mos 10:22: Med halvfjerds personer kom dine fædre ned til Egypten, og nu har Herren din Gud gjort dig så talrig som himlens stjerner.
Ikke desto mindre holder Apostlenes gerninger (7:14), at de var 75: Josef sendte bud efter sin far Jakob og hele slægten, i alt femoghalvfjerds mennesker.
b) I Hebræerbrevet (8:8-13) påstås der, ved at bygge på Jeremias, at Gud har udvekslet sin pagt med jøderne med en “Ny pagt”, idet der hævdes, at jøderne ikke har respekteret den “gamle pagt”, hvorfor Han “tager sig ikke af dem længere”:
“For han dadler dem under den første pagt, når han siger: “Der skal komme dage, siger Herren, da jeg opretter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De blev ikke i min pagt, derfor lod jeg hånt om dem, siger Herren.
Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres indre og skriver dem i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.
Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: ›Kend Herren!‹ For alle kender mig, fra den mindste til den største.
Jeg tilgiver deres uret og husker ikke længere på deres synd.” Ved at tale om en ny pagt har han gjort den tidligere forældet; men det, som er gjort forældet og er gammelt, er nær ved at forsvinde.”
Dog fortæller den tekst, der bliver citeret (jer. 31:31), noget helt andet. Den siger nemlig ikke, at Gud ikke tager sig af jøderne længere, men at Han “forbliver knyttet til dem”:
Nogle kristne bliver dog ved med at tolke dette vers som tegn på, at Gud har brudt sin pagt og forkastet det jødiske folk, hvilket jo er i modstrid med Bibelen, ifølge hvilken buddene er blevet givet for evigt (salme 119:151-152), og Gud har lovet aldrig at fornægte eller bryde Sin pagt med jøderne:
Dom. 2:1: Herrens engel drog fra Gilgal op til Bokim. Han sagde: “Jeg førte jer op fra Egypten og ind i det land, jeg lovede jeres fædre, og jeg sagde: Jeg vil aldrig bryde min pagt med jer.
3.mos. 26:44-45: Men selv da, når de er i deres fjenders land, vil jeg ikke forkaste dem og ikke vrage dem og ikke gøre det af med dem, så jeg bryder min pagt med dem. Jeg er Herren deres Gud! For deres skyld vil jeg huske på pagten med fædrene, som jeg førte ud af Egypten for øjnene af folkene for at være deres Gud. Jeg er Herren!
Så medmindre Gud skifter mening og, som et barn, ikke ved hvad “evigt” betyder, så er der vist en forklaringsproblem, her.
Jeremias skal naturligvis læses i lyset af pagten, som Gud har med jøderne. Det vil sige, at Torahen er evig. Jøder, Guds folk, skal adlyde den.
Dog, som mennesker, har vi vores fri vilje, og vi kan vælge at følge den eller ej.
Den “nye pagt”, som Jeremias omtaler, vil ikke erstatte den første pagt, den vil forstærke den. I den messianske tid vil Gud give menneskene et “Nyt hjerte”, som vil fjerne lysten til at gøre ondt. Det jødiske folk vil så tjene Gud (Guds plan) og dermed aldrig bryde den første pagt.
Derfor mener mange, at “Messias” ikke er en person, men et udviklingstrin, som mennesket kan nå til på et tidspunkt. Altså en “tidsalder”:
c) Igen i hebræerbrevet (forfatteren kendte tydeligvis ikke meget til jødedommen), i 10:5, i et citat, som henviser til salmerne (40:7), påstås der, at Gud har erstattet dyreofringer med Messias’ død ved at erklære:
“Derfor siger han, da han træder ind i verden: Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have, men et legeme har du beredt mig; brændoffer og syndoffer ønsker du ikke.“
Og dog … hvis man ulejliger sig til at tjekke, så er det ikke det, der står, men
“Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have – du har åbnet mine ører – brændoffer og syndoffer ønsker du ikke.” (Salm. 40:7)
Du har (bogstaveligt talt) “gennemboret mine ører” (så jeg kunne høre).
Der er her tale om Guds vilje, så man hører, hvad Han siger, som det også står i 1. sam. 15:22:
“Da sagde Samuel: “Vil Herren hellere have brændofre og slagtofre end lydighed mod Herren? Nej, at adlyde er bedre end offer, at lytte er bedre end vædderes fedt.“”
Kristne fundamentalister påstår at acceptere de hebraiske skrifter som Guds ord og som grundlag for deres skrifter.
Hvis de ønskede at være logiske og sammenhængende, ville det bedste være at indse, at dér, hvor de græske skrifter er i modsætning til de grundlæggende hebraiske skrifter, er de nyere skrifter fejlbehæftede. (Cyril Malka)