Frelser Jesus ifølge de hebraiske skrifter?
Frelsen kommer ud fra et personligt forhold til Gud og kan kun komme gennem Jesus. Det er en af kristendommens grundtanker. Ifølge de kristne har alle syndet og mistet Guds herlighed (Rom. 3:23), og der kan kun være frelse ved at få et personligt forhold til Gud, og dette kan ikke ske uden tro på Jesus.
Et andet meget brugt argument over for jøder er, at disse stadig skal ofre dyreblod for at befri sig fra deres synder, og eftersom disse ofringer blev stoppet efter templets ødelæggelse, kan også jøderne kun finde frelse ved at tro på Jesus, som er “død på korset og har givet sit blod som ultimativ ofring”.
Denne tro på, at vi er alle forbandet ved fødslen, og at hvis jøderne ikke kan ofre blod, kan de ikke befri sig selv fra synd, tyder på stor uvidenhed om både Bibelen og jødedommen.
I første omgang lærer Bibelen, at synden er en HANDLING og ikke en TILSTAND.
Menneskeheden er blevet skabt med mulighed for at handle ondt (1.mos. 8:21), men også med den egenskab at kunnne styre det (1.mos. 4:7), og faktisk med en tilbøjelighed til at foretrække at gøre godt frem for at gøre ondt (sl. 37:27).
På den anden side har Gud givet mulighed for, at man kan befri sig for sine synder.
Ofringerne i templet var kun for at rense fra de uforsætlige (3.mos. 4:1-ff) synder, og de blev brugt til at motivere folk til ægte anger.
Mange steder, bl.a. i Hoseas (14:2 og følgende), 1.Kong (8:44-52) og Jeremias, fortælles det, at i dag, når der hverken er ofringer eller tempel, er det bønner, der erstatter dem.
Deriblandt kan man læse klart og tydeligt: mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud. (sl. 51:19) og Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre, kundskab om Gud, ikke brændofre (Hos. 6:6).
Torahen (de fem første mosebøger) belærer, at ved anger, faste og gode handlinger kan enhver komme direkte i forhold til Gud. Ingen mellemmand behøves!
Den idé er også den, der illustreres i Jonas’ og i Esters bog, hvor jøder og ikke-jøder har angret, har bedt til Gud og er blev tilgivet deres synder uden at have givet nogen ofring af nogen art.
De kristne misfortolker ofte (med vilje eller af uvidenhed? Efter at have læst dette kan det så ikke være “af uvidenhed” længere) den jødiske tradition, ifølge hvilken “de helliges lidelse er en slags forladelse”.
De jødiske kilder fortæller ellers klart og tydeligt, at dette koncept udelukkende omhandler den guddommelige straf, som har været talt mod det jødiske folk i sin helhed, men den har intet at gøre med den enkeltes synder.
Hvert individ har ansvaret for sine egne synder og evt. tage det op med Gud: “Men det menneske, der synder, skal dø. En søn skal ikke bære straffen for sin fars synd, og en far skal ikke bære straffen for sin søns synd. Den retfærdiges retfærdighed skal virke tilbage på ham selv, og den uretfærdiges uretfærdighed skal virke tilbage på ham selv.” (Ez. 18:20).
Det hebraiske ord for “anger” er “Teshuva”, hvilket ordret betyder: venden tilbage til Gud.
Det personlige forhold, man har til Gud, tillader en at vende sig mod Ham til hver en tid, således som det står skrevet: “Vend om til mig, så vil jeg vende om til jer, siger Hærskarers Herre” (mal. 3:7) og “Og hvis den uretfærdige vender om fra den uretfærdighed, han har begået, og øver ret og retfærdighed, skal han bevare sit liv. ” (Ez. 18:27).
Derudover er der også fra kristen side en som oftest fejlagtig tolkning at det jødiske gudsbillede og af budene. Gud er nemligt altid meget hurtig til at tilgive og tilgiver tilmed yderst nemt. Som det står srevet: “Min Gud, vend dit øre til og lyt! Luk dine øjne op, og se den ødelæggelse, der har ramt os og den by, dit navn er udråbt over. Det er ikke vore retfærdige gerninger, der får os til at trygle dig, men din store barmhjertighed.” (Dan. 9:18).
I modsætning til de græske skrifter (rom. 4:15,16), som betragter budene som en forbandelse, fortæller kong David, at “Herrens lov er fuldkommen, den styrker sjælen.” (Sl. 19:8).
Ifølge Kong Salomo er menneskehedens mål at holde Guds bud: “Frygt Gud, og hold hans bud, det skal alle mennesker! For Gud kræver dig til regnskab for enhver handling, alt det skjulte, godt eller ondt.” (Præd. 12:13b,14).
Ifølge de hebraiske skrifter er vejen til Gud mulig at følge og at finde for ALLE mennesker. Direkte og UDEN mellemmand og uden tro på en bestemt person. Tværtimod: “For det, jeg i dag befaler dig, er dig hverken ufatteligt eller fjernt. Det er ikke i himlen, så man måtte sige: ‘Hvem vil stige op til himlen og hente det ned til os og forkynde det for os, så vi kan følge det?’ Det er heller ikke på den anden side af havet, så man måtte sige: ‘Hvem vil drage over til den anden side af havet og hente det til os og forkynde det for os, så vi kan følge det?’ Nej, ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan følge det.” (Cyril Malka)