Hadets Budskab

Vrede Jesus

Had eller kærlighed?

Man ynder at fremstille Jesus som en elskende og blid person. Men har det sin rigtighed? Er hans budskab et andet?

Det er ofte en meget benyttet teknik, i moderne kristendom, når missionærer ringer på døren eller kontakter én, at få en til at tro, at kristendommen er en kærlighedsreligion. Det største bud er at elske sin næste.

Som svar til jødeudrydelsen, tvangsdåb, racisme, slaveri, krig og andre uhyrligheder, henvises der til, at dette ikke var evangeliets budskab, men en bestemt kirkes misforståelse af pågældende budskab, eller bestemte mennesker misforståelse af pågældende budskab. Dette er naturligvis muligt, hvorfor vi har kastet et blik på Jesu kærlighedsbudskab.

Jesus forlanger 100 % kærlighed, opmærksomhed og lydighed, der opfodres til, at man hader (eller i det mindste fornægter) sin egen familie for at kunne få lov til at følge med: ?Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.? (luk. 14:26)

Det indvendes gerne, at man ikke taler om had, at der er tale om at adskille sig fra familien.

Man kan undre sig over dette forlangen af adskillelse fra omgivelserne.

Markus fortæller: “Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Andreas, Simons bror, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. Jesus sagde til dem: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.« Og de lod straks garnene være og fulgte ham. Da han gik et stykke videre, så han Jakob, Zebedæus’ søn, og hans bror Johannes i båden i færd med at ordne garnene. Straks kaldte han på dem, og de lod deres far Zebedæus blive tilbage i båden sammen med daglejerne og fulgte ham.” (Mark. 1:16-20)

Vi skal se på det med datidens øjne, ikke med dagens øjne, hvor vi har bistandshjælp og andre fordele: Her forlader disciplene far, familie og følger Jesus. Det er tydeligvis et par arme mindre til at bringe foder hjem, hvad med resten af familien?

En af disciplene har lige mistet sin far og skal begrave ham, hvilket er en sorgens dag. Han beder Jesus, om han ikke lige vil give ham tiden til at deltage i begravelsen. Begravelsen er en vigtig proces, om ikke andet så psykologisk for at sige farvel til deres afdøde og sørge.

Men end ikke det påvirker Jesus: En anden af hans disciple sagde: »Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far.« Men Jesus sagde til ham: »Følg mig, og lad de døde begrave deres døde.« (Matt. 8:21)

Tydeligvis er hans budskab ikke et kærlighedsbudskab. Jesus bringer ufred og krig, og igen får vi budskabet om, at man skal hade sin familie, sine børn for ham: “Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.” (Matt. 10:34-37)

Prisen for det er, at hvis man dør i forsøget, får man liv engang i fremtiden: “Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.” (Matt. 10:38)

Så man skal være på hans side, hade alt, som ikke er af ham, og tilmed skal hans fjender hugges ned: “Men mine fjender dér, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.“(Luk. 19:27)

Korsfæstelse, som blev Jesus død, var en romersk straf, som blev brugt til massehenrettelser og ofte for dem, der bragte uro eller oprør.

Jesus rydder templet ifølge maleren el Greco

Jesus “ryddede templet”, hedder det sig.

Man afbilder ofte Jesus (af og til med pisk i hånden) i gang med at vælte vekselereres borde, og templet fremstilles som en røverrede.

Det er ikke i overenstemmelse med det, som er sandsynligt:

Templet optog et meget stort areal, 14 hektarer, og var ikke udelukkende et religiøst sted, men også et kulturelt sted, hvorfor det ikke kan undre nogen, at der også var butikker (bode) og andre aktiviteter. Det var et samlested, ikke en kirke.

Da der konstant var mange mennesker til stede, var der også soldater i templet, som sørgede for at holde orden, og udenfor var der også romerske soldater.

Det forekommer ikke særlig sandsynligt, at Jesus, ene mand, kunne træde inde i templet og vælte borde og lave ballade uden at blive smidt ud igen rimelig hurtigt.

Jesus havde et følge på 12-14 personer (måske lidt mere, da evangelisterne er ikke entydige i, hvem fulgte med Jesus), som dog, med sandsynlighed, kunne have væltet borde, slået eller endda slået ihjel i templet.

Vold var en del af Jesu budskab, især over for dem, han beskrev som “fjender”, og templets folk blev afgjort betragtet som så.

Dette vil forklare, hvorfor Jesus og hans disciple flygter ud af byen, i Getsemanes have. Dette vil forklare, hvorfor disciplene flygter ud i naturen, når templets soldater finder dem. Dette vil forklare, hvorfor en af Jesu disciple hugger øret af en af soldaterne. Dette vil forklare, hvorfor Jesus bliver fanget og afleveret til romerne: hans kalden til våben og vold, hans vold i templet, som opfattedes som at ødelægge den, i forvejen skrøbelige, pax romana i Jerusalem.

Jesus fanget, korsfæstet som en vulgær røver eller ballademager opfattedes som en hån og en nedtur for hans discipler, til hvem han havde lovet “riget”, at være “hovedet af Israels tolv stammer”. Drømmen, oprøret, var blevet brat afsluttet.

Derfor kunne sagerne ikke stoppe her. Jesus skulle dømmes! Og evangelisterne opfandt en retssag. En retssag hvor en uskyldig blev dømt for de skyldige. (Læs artiklen om retssagen andet sted på siden). (Cyril Malka)

About the author

Cyril Malka

Click here to add a comment

Leave a comment: