(05/03-2012) Donald Ratcliff er ellers noget af en skikkelse inden for kristendommen. Han er professor i kristen uddannelse på Wheaton College, uddannet fra Moody Bible Institute og universitetet i Georgia. Han fik en Master i uddannelsespsykologi i Michigan. Han er gift, har tre børn og var pastor i en baptist kirke i Sydstaterne. Han har arbejdet for en missionerende kristen radio i årevis og har skrevet adskillige bøger.

I hans seneste bog, ChildFaith, skriver Ratcliff om vigtigheden af børn og familier i kirkens liv. Han skriver: Børn er ikke fremtidens kirke, de er kirken i dag.

Det kom derfor som et chok for mange, da professoren blev arresteret i forbindelse med en undersøgelse om børneporno i torsdags.

En politiundersøgelse, som opsporede brugere af børneporno, fandt frem til Ratclliff. Ifølge politiet blev der fundet et utal af børnepornografisk materiale på mindst seks af professorens hjemmecomputere. Materialet iscenesatte prepubertetsbørn.

Derudover blev der fundet og beslaglagt to pistoler og 1.600 ammunitioner, selv om Ratcliff ikke havde våbentilladelse. Ifølge Ratcliffs advokat var der ikke tale om “våben”, men om “familieminder”… Det er uvist, om denne forklaring vil kunne bruges om de børnepornografiske billeder, der blev fundet på professorens computere.

Ratcliff må ikke have kontakt med nogen under 18 år eller bruge sine computere eller internettet indtil høringen den 8. marts (Cyril Malka).

(06/02-2012) – Hvis du besøger Jerusalem og opholder dig omkring grædemuren, når turisterne er gået og natten falder på, kan du komme til at se dem: De mennesker, der lider af Jerusalem-syndrom.

Du kan naturligvis også møde dem i dagtimerne, men i en mindre udstrækning.

Jerusalem-syndrom blev først beskrevet af Dr. Yair Bar El, som imellem 1979 og 1993 studerede og behandlede 470 turister, som led af Jerusalem-syndrom.

Det indbefatter, kort sagt, en masse mennesker, som tror de er messias eller en eller anden bibelsk person. De har ikke klaret mødet med Jerusalem.

Forløbene ligner meget hinanden: symptomerne viser sig som regel på andendagen i Jerusalem. Det begynder med uforklarlig nervøsitet og angst. Hvis patienten er kommet med familien eller med en gruppe, forlader de gruppen og vil være alene.

De gennemgår forskellige renselsesritualer: De kan gå til et mikve (et rituelt bad) eller også tager de mange brusebade eller prøver med forskellige former for renselse.

Som oftest skifter patienten tøjet ud. De foretrækker at bruge hvide dragter, kjoler eller gevandter, fx hotellets lagner, i et ønske om at ligne bibelske figurer fra det Gamle eller det Nye Testamente. 

Kvinder vil altid vælge en kvindelig figur, og mænd vil altid vælge en mandlig figur. Der forekommer ingen kønskifte i denne forbindelse.

Mange af disse personer går rundt omkring i Jerusalem og er ikke indlagt eller har aldrig været indlagt. De bliver ikke betragtede som værende farlige på nogen måde og kan endda more folk.

Men en lille procentdel af disse bliver alvorligt forstyrrede og kræver indlæggelse, i det mindste for kort tid.

For eksempel en dansker, folkeskolelærer, som var kommet fem gange til Jerusalem fem år i træk. En dag slog det åbenbart klik for ham, og han blev overbevist om, at Jerusalem var det eneste sted i verden, han kunne kommunikere direkte med Jesus. 

Herefter så han jomfru Maria på taget af Omar Moske og han begyndte at råbe og bede og vil absolut derop. Det endte med en slagsmål med vagterne, og han blev indlagt.

Mange af dem, der blev så alvorligt syge, så de blev indlagt, havde en psykiatrisk forhistorie, og det siger næsten sig selv, at når en psykiatrisk patient med en religiøs tendens dropper usenet og internettet og bevæger sig til Jerusalem, er risikoen for at det slår klik rimelig højt.

Der er ikke tal på, hvor mange af dem, som ikke blev indlagt i Jerusalem, som har en psykiatrisk fortid.

Det, som er interessant, er at ud fra 470 tilfælde, der blev studerede, havde 428 en psykiatrisk fortid, men 42 havde aldrig givet tegn på det. De havde aldrig været indlagt, aldrig været på en psykiatrisk afdeling, hos en psykiater, endsige en psykolog.

Af disse 42 patienter, som blev så alvorligt syge, at de blev til fare for sig selv og andre, så de skulle blive indlagt, var de 40 af dem protestanter og “bibeltro”.

Hvorfor protestanter mere end katolikker? Har de en tendens til at være mere skøre end andre?

Det kan der være flere forklaringer på: Måske fordi Jesus er så vigtig en person i den protestanske retning, så folk bliver “jesusfanatikere” og kan ikke tåle chocket ved at se Jerusalem? Katolikker har også jomfru Maria og mange helgener med hvilke de kan identificere sig eller bede til.

Eller også fordi protestanter ikke har meget spiritualitet, symboler eller ritualer i deres religiøse syn. De kan ikke lade deres tro komme til udtryk. (Cyril Malka)

Ateister står for mindre end 1 % af de indsatte i fængsler.

(13/04-2011) - Mange kristne og religiøse ekstremister ser sig selv som værende mere moralske end ateister eller jøder. Som om deres udspredelse om næstekærlighed og moral var et skjold, der forhindrede dem i at ryge på Satans side.

I stedet for at holde sig til gætterier kunne man også se lidt på de tørre tal og, ganske enkelt, sammenligne.

Man kunne sammenligne antallet af indsatte i fængsler og se, hvordan det forholder sig til befolkningen udenfor.

I bogen The New Criminology fortæller Max D. Schlapp og Edward E. Smith, at to generationer af statistikker fandt ud af, at andelen af fanger uden nogen form for religion udgør 0,10 % af de indsatte.

W.T Root, professor i psykologi ved Pittsburgh universitet, interviewede 1.916 fanger og fortalte: “ligegyldighed over for religion styrker tydeligvis karakteren”. Han tilføjede, at unitarer, agnostikere, ateister og fritænkere ikke var til at finde i fængsel, eller at der var yderst få af dem.

I en periode på 10 år udgjorde de dødsdømte i Sing Sing fængsel 65 % katolikker, 26 % protestanter, 6 % jøder, 2 % paganer og mindre end 0,30% var ikke religiøse.

Steiner og Swancara undersøgte canadiske fængsler og fandt 1.294 katolikker, 435 anglikaner, 241 metodister, 135 baptister og 1 unitar.

I Joliet var der 2.888 katolikker, 1.020 baptister, 617 metodister og 0 ikke-religiøse.

I Michigan var der 82.000 baptister og 83.000 jøder i befolkningen. Ikke desto mindre var der 22 gange flere baptister end jøder i fængslerne, og 18 gange flere metodister end jøder.

I Sing Sing var der alt i alt 1.553 indsatte: 855 af dem var katolikker (over det halve af dem), 518 var protestanter, 177 var jøder og 8 var ikke religiøse.

En af de meste komplette statistikker er udført af Steiner:

I en undersøgelse i fængslerne i 29 amerikanske stater fandt Steiner 15 ateister, spiritualister, teosoffer, deister og panteister samt 1 agnostikker blandt næsten 83.000 indsatte. Hvis vi indrager disse 15 “antikristne”, giver det lidt mere end en halv person per stat.

Elmiras fængsel overskyggede de andre fængsler. Det havde næsten 31.000 indsatte bestående af 15.694 katolikker (det halve) og 10.968 protestanter, 4.000 jøder, 325 som nægtede at svare og 0 ateister.

På USA’s østdel består over 64 % af de indsatte af katolikker. I de amerikanske nationale fængsler er småt 50 % af de indsatte katolikker. En folkeoptælling afgjorde, at katolikker stod for 15 % af den amerikanske befolkning, hvis man altså tæller alle fra blebørn til pensionister. Cirka 12 % af de 15 % er for unge til at komme i fængsel, selv hvis de var gamle nok til at forbryde sig imod oven. Det halve af dem er kvinder (undersøgelsen omhandlede kun mænd). Dette giver en voksen katolske befolkning på småt 6 % af befolkningen, som fylder 50 % af landets fængsler.

Omvendt til hører 52 % af befolkningen absolut ingen kristen retning, dog lever de så moralsk et liv, at de kun befolker mindre end 1 % af landets fængsler.

Så meget for kristendommens moral (Cyril Malka)

Diskussion om nogle af de “beviser fra skrifterne”, som de kristne bruger.

Der var en gang en rejsende, som gik i skoven, og som så en målskive malet på et træ. Lige i midten af denne målskive var der en pil. Bullseye!

Få meter derfra så han flere målskiver malet på forskellige træer, og de havde alle sammen en pil i deres midte.

Manden var dybt imponeret.

Idet han gik videre, mødte han denne præcise bueskytte, og han spurgte ham:

- Sig mig engang, hvordan kan du være blevet så god til at skyde med bue og pil, og at dine pile alle sammen kan ramme i midten af målskiven?
– Bah! Det er ikke særlig svært, svarede den anden, jeg begynder med at skyde min pil, og jeg maler målskiven rundt om den bagefter.

Når man undersøger disse “tekstuelle beviser”, som siges at pege på Jesus som den annoncerede messias, skal man altid spørge sig selv: Blev pilen skudt mod målet, eller blev målet malet om pilen?

Sagt på en anden måde: Er den tekst blevet dårlig oversat, citeret forkert, eller blev den revet løs fra sammenhængen eller blot fabrikeret, ganske enkelt?

Vi vil her se på flere eksempler på, hvordan de kristne gør for at “tegne et mål om pilen” for at bevise deres påstand.

Der findes faktisk fem metoder, som bruges af kristne og af missionærer. Vi ser de fem metoder med hver et eksempel.

Eksempel nr. 1 – Verset blev fabrikeret og eksisterede ikke i de hebraiske tekster

Den nemmeste måde at få en profeti til at gå i opfyldelse, er at opfinde den selv. De græske skrifter illustrerer fint dette princip med at fabrikere op til flere profetier, som så tilegnes de hebraiske skrifter, og som er et påstået “bevis” på, at disse er gået i opfyldelse.

Matthæus Evangelium fx forsikrer os, at Jesus var Messias, eftersom han havde levet i byen Nazaret. Han bruger så følgende “tekstuelle bevis”:

“og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer.” (Matt. 2:23)

Og denne profeti findes absolut ingen steder i de hebraiske skrifter. Byen Nazaret eksisterede i øvrigt ikke dengang (se teksten Nazaret – Byen bygget af teologien) .

Når denne profeti, der omtales her, ikke findes, må det betyde at “profetien” ganske enkelt er blevet fabrikeret.

Eksempel nr. 2 – Verset blev fejloversat

Før at en missionær skal være effektiv, skal vedkommende arbejde ud fra genoversættelser fra græsk og især – for alt i verden – skal man ikke tjekke de hebraiske tekster.

Romerbrevet citerer Esajas 59:20, idet der siges, at der står: “så skal hele Israel frelses – som der står skrevet: Befrieren skal komme fra Zion, han fjerner ugudelighed fra Jakob.” (Rom. 11:26)

Ifølge det prøver man at bruge de hebraiske skrifter til at videreføre den kristne idé, at Messias vil fjerne vores synder.

Hvis man går til den hebraiske teskt, står der rent faktisk det modsatte af det, der videreføres her:

“En løskøber skal komme til Zion og til dem i Jakob, der vender sig fra synd, siger Herren.” (Es. 59:20).

Messias vil ikke have den rolle at fjerne vores synder fra os. Det er det omvendte: Når vi har fjernet os fra vores synder, vil Messias komme.

Det er i øvrigt pudsigt at se, at langt de fleste bibler (deraf også den danske autoriserede version) oversætter dette vers korrekt i Esajas, men altså forkert i Romerbrevet, også selv om de henviser direkte til det.

Eksempel nr. 3 – Fejloversættelse og læsning ud af konteksten

For at forsøge at bevise konceptet om “jomfrufødslen”, fortæller Matthæus:

” Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: “Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel” – det betyder: Gud med os.” (Matt. 1:22,23).

Missionærerne påstår, at Jesus’ fødsel er en opfyldelse af en profeti forudsagt af Esajas.

Dog, hvis man læser Esajas, siger han:

“Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.” (Es. 7:14).

Den kristne oversættelse viser her en del misforståelser og unøjagtigheder, deriblandt disse:

1) Det hebraiske ord “Alma”, som bliver benyttet her, betyder “ung kvinde” og ikke “jomfru”, hvilket efterhånden de fleste bibeleksperter har anerkendt nu.

2) Verset siger “ha-alma” hvilket betyder “den unge kvinde” og ikke “en ung kvinde”, hvilket betyder, at der var tale om en meget præcis kvinde, som profeten kendte personligt.

3) Verset siger, at hun skal give ham navnet Immanuel, og ikke at de skal give ham navnet Immanuel (og i øvrigt ikke Jesus!).

Nogle kristne påstår, at i en gammel bibeloversættelse, som kaldes for Septuagint, har 70 vise rabbinere oversat ordet “Alma” i Esajas 7:14 med det græske “parthenos”, og at dette ord betyder “jomfru”.

Dette er forkert af flere grunde:

1) De 70 rabbiner har ikke oversat Esajas, men kun Torahen (de fem første mosebøger – Loven), og i øvrigt fortæller indledningen til den engelske udgave, at de fem første mosebøger er betragtet som den bedst oversatte del, og Esajas betragtes som den værste oversættelse.

2) Der, hvor ordet “parthenos” angives i Torahen, er i 1. mosebog (34:2,3), og der bruges udtrykket for at betegne en ikke-jomfruelig kvinde, der er blevet voldtaget.

Hvis vi ser bort fra disse grusomme fejltolkninger og oversættelser, er det nok at læse Esajas kapitel 7 fra vers 1 til 25 for at se, at de kristne har fravristet den sammenhængen.

Profetien er givet til Ahaz, Judæas konge, for at berolige ham over for projekterne af kongerne fra Damas og fra Samarien, som forberedte sig til at invadere Jerusalem (ca. 600 år før Jesus’ påståede fødsel).

Esajas præsenterer disse hændelser som noget, der snart skal ske, og ikke, som kristendommen påstår det, som noget der skal ske seks århundreder senere.

Det, at hændelsen er lige ved at indtræffe, er sagt klart og tydeligt i vers 16: “For inden drengen forstår at vrage det onde og vælge det gode, skal det land lægges øde, hvis to konger du gruer for.“

Og rent faktisk sker profetien i næste kapitel, ved at Esajas får en søn: “For inden drengen kan sige far og mor, skal rigdommen fra Damaskus og byttet fra Samaria bringes til assyrerkongen.«” (Es. 8:4).

Det vers fjerner enhver sammenhæng med den påståede forbindelse med Jesus.

Eksempel nr. 4 – Ser man på sammenhængen i verset, kan det ikke bruges om Jesus

Vi har allerede set på et eksempel af sådan manipulering, men der var der også fejloversættelse, som var det, vi koncentrerede os om. Nu ser vi på et vers, som, hvis det tages i sin sammenhæng, slet ikke har med sagen at gøre, også selv om det er oversat nogenlunde korrekt.

Hebræerbrevet citerer som profeti om Jesus, Guds søn, et vers af 2. Samuel:

“Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn” (Hebr. 1:5).

Hvis vi dog ulejligheder os til at se på pågældende vers i dets helhed, i 2. Samuel, kan vi læse at det slet ikke slutter på samme måde:

“Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn. Når han forbryder sig, vil jeg tugte ham med menneskestok og menneskeslag” (2. sam. 7:14).

Dette kan jo slet ikke passe med en Jesus, som præsenteres som værende “syndefri”!

Derudover omtaler verset specifikt Salomo og ikke Jesus, hvilket ret tydeligt fremkommer af:

“Han skal hedde Salomo, for i hans dage vil jeg sende fred og ro over Israel. Han skal bygge et hus for mit navn; han skal være min søn, og jeg vil være hans fader. Jeg vil grundfæste hans kongetrone i Israel til evig tid.” (1.kron. 22:9,10).

Bibelen omtaler jævnligt folk som værende “Guds søn”. Det er intet specialt for Messias. Det er endda hændt, at hele Israels folk omtales som “Guds søn”:

“Så skal du sige til Farao: Dette siger Herren: Israel er min førstefødte søn.” (2.mos. 4:22).

Eksempel nr. 5 – verset beviser ingenting

Missionærer forsøger jævnligt at bruge følgende vers som bevis på, at Jesus opfyldte en profeti, ved at påvise, at Messias vil blive født i Bethlehem:

“Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage.” (Mik. 5:1).

Dette er ingen profeti om, at Messias vil blive født i Bethlehem. Dette vers fortæller blot, at der blev forudsat, at Messias’ rødder vil kunne følges op helt til Bethlehem, hvilket svarer godt til en anden bibelsk profeti, ifølge hvilken Messias skal nedstamme fra kong David, som jo selv kom fra Bethlehem, som det fortælles i 1. Samuelsbog:

“En af de unge mænd sagde: »Jeg har set en søn af betlehemitten Isaj; han kan spille. Han er en dygtig mand og en god kriger; han taler forstandigt og ser godt ud, og Herren er med ham.« Saul sendte da bud til Isaj: »Send din søn David, som er hos fårene, til mig!«” (1.sam. 16:18,19).

Dette påståede bevis, som kristendommen fremhæver, drøfter et problem mere: Det er vigtigt at se og at forstå forskellen imellem en skrift, som påviser, at en person er Messias, og et vers, som blot sætter en betingelse, som skal være til stede, for at han kan være det.

Et “bevis” skal være så specifikt, at blot én person kan opfylde det. Man ved for eksempel, at en af betingelserne er, at Messias skal være jøde.

Hvis en person er jøde, har han opfyldt denne betingelse, men det beviser naturligvis ikke, at vedkommende er Messias, når flere millioner andre mennesker er jøder og dermed opfylder denne betingelse.

På samme måde det, at Jesus er født i Bethlehem, beviser intet, eftersom tusinder af børn blev født dér.

Alle betingelser skal være til stede, uden at man behøver at trække vers ud af sammenhænge, ændre skrifterne eller andet før, at en person kan siges at være Messias.

Disse eksempler er blot få af de mange, som beviser den manipulering, der er blevet udført af kristendommen, så man begynder med at skyde en pil (tage Osiris/Dionysos myten) for bagefter at tegne en målskive rundt om (sætte den i sammenhæng med de hebraiske skrifter) (Cyril Malka).

Hvem er Messias?

Jøderne venter på Messias. Ifølge de kristne er det Jesus. Vi har set på det historiske i det, og på hvordan gnosticismen forsøgte at implantere begrebet Osiris/Dionysos i det davaærende palæstina, og på hvordan Osiris/Dionysos-begrebet blev til jødernes Messias.

Men hvis vi skal holde os til skrifterne, de hebraiske skrifter, som trods alt er dem, der spår denne “Messias”, må vi kunne se, om den person, der benævnes Jesus, kan være den Messias, der spås om i de hebraiske skrifter.

Jøderne har altid benægtet idéen om, at Jesus skulle være Messias. De kristne (og nu de messianske jøder) forsøger koste hvad det koste vil at overbevise jøder og anderledestroende om, at Jesus har udfyldt profetien og er den lovede Messias.

Det bliver nødvendigt at se godt og grundigt på de hebraiske tekster for at kunne forstå, hvorfor missionærernes påstande er falske.

De hebraiske rødder af ordet “Messias”

Det hebraiske ord for “Messias” er “mashia’h”.

Den ordrette og korrekte oversættelse af dette ord er “salvede”, hvilket henviser til et ritual af salvelse af nogen eller noget med olie (1.sam. 10:1,2).

Den hebraiske bibel bruger jævnligt dette udtryk i forbindelse med ting eller personer, som en jødisk konge (1. kong. 1:39), jødiske præster (3.mos. 4:3), profeter (Es. 61:1), Templet og forskellige instrumenter derfra (2.mos. 40:9-11), usyret brød (4.mos. 6:15) og endda en ikke-jødiske konge, Cyrus, Persiens konge (Es. 45:1).

Kriterier

I en korrekt oversættelse af de hebraiske tekster bør ordet “mashia’h” ikke oversættes med “messias”, men med “salvede”.

Og “den salvede” henviser ikke nødvendigvis til messias, men til en person, der er salvet, som fx i Daniel 9:24-27, hvor nogle tror, de forstår, at der er tale om Messias, når der er tale om to “salvede” adskilte af flere århundreder. Den første er kong Cyrus (Es. 45:1), som har givet jøderne lov til at komme tilbage til Israel for at genkonstruere det andet Tempel. Den anden er det salvede præsteskab (3.mos. 4:3), som sluttede 434 år senere (62 uge-år).

Dog er Messias, eller håbet om en messiansk figur, en del af den jødiske tradition og forståelse, og hvis vi skal vide lidt om, hvem denne Messias skal være, er det klart, at vi skal se på de hebraiske skrifter, hvor vi kan finde referencer til denne Messias og se, om disse passer med Jesus.

De hebraiske skrifter omtaler Messias som et menneske, uden nogen form for guddommelighed eller som værende en del af en guddom, som vil fremprovokere nogle ændringer i verden, og som skal svare til visse kriterier, så han kan genkendes som værende Messias.

De kriterier er:

1) Han skal være jøde (5.mos. 17:15 og 3.mos. 24:17).

2) Han skal komme fra Judas stamme (1.mos. 49:10) og være direkte, gennem faderens blodlinje, nedarving til kong David (1.kron. 17:11, Salm. 89:29-38, Jer. 33:17, 2.sam. 7:12-16) og nedkomme fra kong Salomon (1.kron. 22:10, 2. kron. 7:18).

3) Han skal samle det jødiske folk, som er i eksil, og føre det tilbage til Israel (Es. 27:12,13, Es. 11:12).

4) Han skal genkonstruere det jødiske Tempel i Jerusalem (Mik. 4:1).

5) Han skal indføre verdensfred (Es. 2:4, Es. 11:6, Mik. 4:3).

6) Han skal opfordre hele verden til at anerkende og til at tjene en eneste gud (Es. 11:9, Es. 40:5, Sof. 3:9).

Det er i Ezekiel (37:2-28), man kan finde kriterierne bedst beskrevet:

“Min tjener David skal være konge over dem, og de skal alle have én hyrde. De skal følge mine bud og omhyggeligt holde mine love.

De skal bo i det land, jeg gav min tjener Jakob, der hvor deres fædre boede. De og deres børn og børnebørn skal bo der for evigt, og min tjener David skal være deres fyrste til evig tid.

Jeg slutter en fredspagt med dem; det skal være en evig pagt. Jeg gør dem talrige, og jeg giver dem min helligdom for evigt.

Min bolig skal være hos dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.

Så skal folkeslagene forstå, at jeg er Herren. Jeg helliger Israel, for min helligdom er hos dem til evig tid.”.

Hvis en person ikke opfylder blot ét af disse kriterier, kan vedkommende umuligt være Messias.

Jesus

Det er klart og tydeligt, når man ser på kriterierne og det, de græske skrifter fortæller om Jesus (og de betingelser verden lever under i dag), at ud over det første kriterium (forudsat Jesus har eksisteret), har Jesus ikke udfyldt nogen af kriterierne.

For det første: Når man ser på hans (i øvrigt modstridsfyldte) genealogi, er der en del problemer.

Der påstås, at han ikke har nogen fysisk far, og de hebraiske skrifter slår klart og tydeligt fast, at en persons tilhørsforhold til en stamme er slået fast gennem en fysisk far: (4.mos. 1:18, Jer. 33:17).

Altså er det fuldstændigt umuligt, at Jesus skulle nedkomme hverken fra Juda-stammen eller fra kong David eller Salomon.

Andre vanskeligheder viser sig, når evangelierne forsøger at fiffle med de hebraiske skrifter for at få genealogien til at passe sammen.

Enten følger de Josefs genealogi alligevel (selv om han påstås ikke at være den kødelige far, men lad da gå). Og de påstår at Josef er en nedkommer af kong Jekonjah.

Og denne konge var forbandet i de hebraiske skrifter, og der blev ham annonceret at ingen af hans efterkommere nogensinde ville kunne sætte sig på Davids trone:

“Dette siger Herren: Skriv denne mand op som barnløs, en mand hvis liv mislykkes; for det skal ikke lykkes nogen af hans efterkommere at tage sæde på Davids trone og på ny herske over Juda.” (Jer. 22:30)

Derfor, selv om man, mod de hebraiske skrifters principper, antog Josefs genealogi som værende Jesus’, ville denne blot slå endnu mere fast, at han ikke kan være Messias.

Tilbage er der, at der findes to modsætningsfyldte genealogier i evangelierne. Den ene i Matthæusevangelium kapitel 1 og den anden i Lukasevangelium, kapitel 3.

Det mest almindelige svar på dette er, at Lukas’ genealogi faktisk er Marias.

Dette hjælper dog ikke meget. For det første, fordi, som vi lige har set, er det faderens linje, der er vigtig, og selv om man kunne bruge moderens, og i dette tilfælde, Maria, så får man her igen et andet problem: Lukas 3:31 præsenterer (altså her Maria, men den vil også virke, hvis man sagde, det var Josefs), som værende nedkommer af David gennem Natan, som var Salomons bror, og altså ikke af Salomon selv, som profetien kræver (1.kron. 22:10).

Du kan læse en mere dybdegående analyse af genealogien her

Det tredje, fjerde, femte og sjette kriterium er naturligvis ej heller blevet respekterede, hverken mens Jesus levede eller siden.

Hele det kristne argument, ifølge hvilket disse vil blive respekteret ved en “genkomst” er uden underbygning, da der ikke står noget i de hebraiske skrifter, at der skal være flere komme.

For at resumere kan man sige, at man ikke kan erkende nogen som Messias, så længe vedkommende ikke har udført de ovenstående profetier. Og ud over at være jøde, udfylder Jesus ingen af disse.

Messias, sådan som han beskrives i de hebraiske tekster, og Jesus er to vidt forskellige begreber og personer.

Disse forskelle er blevet endnu større efter kirkens indflydelse på kejser Konstantin samt Nikæas koncilium, som har redigere credo’en i 325.

Messias har aldrig været betragtet som en person, der skulle tilbedes eller bedes til.

Hans hovedmission er at indføre verdensfreden og få verden til at kende og forstå begrebet af én eneste gud. (Cyril Malka)

Skal Messias være del af en treenighed?

Den kristne teologi indbefatter i sit grundlag troen på, at Gud blev legemliggjort (i kødet), og at Han eksisterer som treenighed, og at Jesus var mellemmand mellem Gud og menneskene. Nogle går så langt som til at sige, at det er indeholdt i de hebraiske tekster.

Ifølge de hebraiske tekster er tanken om treenigheden en umulighed (og dermed også den idé, at en messias skulle være Gud).

Der er tre vigtige punkter i denne sag:

1) Budet om, at Gud er én absolut enhed, blev givet meget tidligt i de hebraiske tekster til det jødiske folk: Hør, Israel! Herren er vor Gud, Herren er én (5.Mos. 6:4).

Princippet fra dette vers forkaster ikke blot den idé, at der er flere guder for det jødiske folk (altså Herren er vor Gud), men det slår fast, at der kun er én enhed (Herren er én).

Ifølge de bibelske tekster fra de hebraiske skrifter er Gud ikke blot uendelig, men Han er uden for tid, rum og legeme. Han har hverken begyndelse eller ende, for som der står skrevet: Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig (Es. 44:6).

Selv om jødedommen tror, at Gud viser sig for Sine skabninger (og altså også til mennesket) på forskellige måder, både som dommer og som beskytter, er Hans essens udelelig og undslipper dermed enhver definition.

Det, der transcendere tid og rum, kan ikke blive beskrevet som værende af tre elementer. Fra det tidspunkt man giver sådanne beskrivelser til Guds essens, nægter man Hans absolutte enhed.

Meget ofte tager missionærer fejl. De tror nemlig, at når man bruger det hebraiske ord “ekhad” (en) i stedet for “yakhid” (én – unikum) i de jødiske bønner, så skulle det betyde, at Gud er en “sammensat enhed” og ikke en “absolut enhed”.

Ifølge treenighedslæren så skulle Gud være lige som et “komponeret væsen”, lidt som fx en kuglepen der består af metal og plastik.

Dette er en fejlopfattelse, da de fysiske objekter, som eksisterer i tid og rum, ikke kan bruges til at beskrive Gud, eftersom Han transcenderer dimensionerne.

Før skabelsen var Gud alene, og koncepter som tid, rum og tal eksisterede ikke.

Ordet “yakhid” (unikum) beskriver Guds eksistens før skabelsen, eftersom der ikke eksisterer noget som helst, og der eksisterer heller ingen forhold til nogen eller noget.

I den jødiske bøn, Shma Israel, bruges udtrykket “ekhad” og ikke “yakhid”, fordi vi nu lever i en fysisk verden bestående af mange objekter og væsener, som har forhold til hinanden.

Denne mangfoldighed kunne så inspirere til den idé, at Gud ikke er den eneste eksistens på dette plan, og Shma Israel bruges til at forkynde, at Gud er den eneste ægte eksistens, på trods af den øjensynlige modsætning, der er fremprovokeret af skabelsen.

Derfor bruger man tallet én (ekhad), eftersom det ud over at angive antallet ekskluderer alle andre, som fx i verset: Der er én (ekhad), ingen anden (sheni) (Præd. 4:8).

Eftersom vi er begrænsede væsener, ville det være upassende at beskrive vores opfattelse af Gud i verden ved at bruge ordet “yakhid”, som beskriver Gud, som transcenderer tid og rum.

Ved at bruge “én”, i 5. mosebog 6:4, i stedet for “unik”, fortæller dette vers, at Gud er en enhed, men derudover afviser dette de andre muligheder, som mennesket kan opfatte.

Følgende vers i den hebraiske bibel, forudsat man oversætter dem korrekt, naturligvis, kommer med grundlæggende og vigtige oplysninger om jødedommens overbevisning om én Gud: “Indse dog, at det er mig, kun mig, der er ingen Gud ved siden af mig” (5.mos. 32:39a) og “det er Herren, der er Gud, og at der ikke er nogen anden end ham.” (5.mos. 4:35b).

2) Derudover var det, dengang (som det er i dag i øvrigt) strengt forbudt for jøderne at forestille sig, at Gud kunne have en nogen som helst lighed med noget, der eksisterer i verden. Versene 4:15-19 og 5:8-9 i 5. mosebog er kun nogle af de vers, som forhindrer jøder i at tro, at Gud kan indtage fysisk form, som det fx gøres i de græske skrifter:

“Men tag jer godt i agt! I så ikke nogen skikkelse, den dag Herren talte til jer på Horeb inde fra ilden. Gør derfor ikke noget så ødelæggende som at lave jer gudestatuer i nogen som helst form, i skikkelse af mand eller kvinde, i skikkelse af noget som helst dyr på jorden eller i skikkelse af nogen som helst vinget fugl, der flyver hen over himlen, eller i skikkelse af noget som helst, der kryber på jorden, eller i skikkelse af nogen som helst fisk i vandet under jorden. Og løft ikke dit blik mod himlen, så du ser solen, månen og stjernerne, hele himlens hær, og lader dig forlede til at tilbede og dyrke dem. Dem har Herren din Gud fordelt mellem alle folkeslag under himlen” (5.mos. 4:15-19)

“Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig” (5.mos. 5:8-9).

Nogle kristne mener, at kapitel 18 i 1. mosebog fortæller, når de tre mænd er kommet til syne for Abraham, at en af dem var Gud i menneskelig form.

Dog, hvis man læser dette kapitel og kapitel 19 opmærksomt, er det tydeligt at læse, at disse “mænd” var engle.

Bibelen fortæller mange historier om engle, som indtager menneskelig skikkelse, og ofte bruger de Guds navn for at tilkendegive, at de er Hans budbringere (GabriEL, MickaEL, fx).

Dette ligner lidt den hyppige brug af Guds navn for at lave en persons navn eller et sted: Daniel (Gud er min dommer), Ezekiel (Guds styrke), Jerusalem (kaldes Gud er vores Retfærdighed i Jeremias 33:16).

3) Derudover er der klart og tydelig forbud imod, at man skal have en mellemmand. Dette står i andet bud: Du må ikke have andre guder for mit åsyn. (2.mos. 20:3).

Dette står derfor klart i modsætning til dette udsagn fra de græske skrifter, ifølge hvilket: “ingen kommer til Faderen uden ved mig [Jesus]” (Joh. 14:6), og derfor var (og er) dette synspunkt ikke acceptabelt for en jøde.

Hvis en person betragter noget som værende del af Gud, er det ganske enkelt ikke tilladt for en jøde at bruge det. Torahen (Loven) underviser nemlig, at hvert individ er i stand til at nå Gud direkte og uden mellemmand.

Disse kristne overbevisninger, som finder deres rødder i antikkens hedenske religioner (se teksterne om kristendommens rødder her), har været årsagen til, at kristendommen blev forkastet af jøderne, af og til med deres liv som indsats, i de sidste 2000 år.

For en jøde ville en konvertering være ensbetydende med et brud på sit forhold til Gud, sådan som Han beskrives i Bibelen. (Cyril Malka)

Argh! Blasfemisk ! Siger præsten …

(23/07-2008) – Okay, jeg ved, at Life of Brian blev opfattet som kontroversiel, da den udkom engang i 70′erne.

Jeg blev dog yderst forbavset engang i 1986 eller 1987, da jeg på dansk fjernsyn så Johannes Møllehave i et program om humor, udtale, at han syntes, at det var forkert, man gjorde grin med korsfæstelsen, som man gjorde i Life of Brian.

Endnu mere forbavset blev jeg, da jeg fik at vide, at borgmesteren i Aberystwyth, Sue Jones-Davis, i øjeblikket prøver, altså i 2008, småt 30 år senere, at få tilladt filmen i sin bys biografer.

Det er faktisk sådan, at Life of Brian stadig betragtes som blasfemisk og stadig ikke må vises i byens biografer.

Okay, det er sandt, Jones-Davis, byens borgmesteren, er hende, der spiller Judith Iskariot i filmen, så hun har måske (åh ak! Åh ve!) sin egen (blasfemiske) skjulte dagsorden.

Ikke desto mindre har Jones-Davis fået stærk modstand fra Reverend Stuart Bell, som er sognepræst i den lokale kirke.

Han mener nemlig ikke, at der er grund til at tillade byens borgere at se filmen Life of Brian ud fra det grænseoverskridende, revolutionære princip, at: “Hvis filmen var upassende for 30 år siden, er den stadig upassende 30 år senere”.

Hvad skal man stille op mod så blændende logik?

Der skal dertil siges, at pågældende sognepræst har gode grunde til ikke at kunne lide filmen, for som han udtalte til den lokale avis: “Jeg har ikke set den film, og jeg har bestemt ikke lyst til at se den heller”.

I nogle byer er det ikke den folkevalgte, der bestemmer, men byens præst.

Stof til eftertanke?

I hvert fald en kærkommen lejlighed til at gense et par scener fra en af mine yndlingsfilm: Life of Brian. (Cyril Malka)

Mirakler beviser kristendommens gyldighed, og at Jesus var Messias

Af og til kan man høre eller læse kristne (gerne nyomvendte), som forsikrer, at det, at de har vendt sig mod Jesus, har ændret deres liv. De siger og skriver jævnligt, at som en direkte konsekvens af deres konvertering har de set mirakler ske.

Det, at man ser mirakler og forandringer, er ikke specifikt bundet til en religion. Folk, der konverterer til andre religioner og andre trosrestninger, kan også berette om mirakuløse hændelser og oplevelser, som er sket for dem.

Hvis vi skal blive i kristendommen, som er en påstået følge af jødedommen eller af de hebraiske skrifter, så advarer de hebraiske skrifter om, at disse påståede “mirakler” i virkeligheden kan være prøvelser, som Gud udsætter folket for.

Man finder det meste klassisk eksempel her:

Hvis der fremstår en profet eller en, der har drømmesyner, hos dig, og han giver dig et tegn eller et varsel, og det tegn eller varsel, han har givet, indtræffer, og han siger: »Lad os følge andre guder, som du ikke før har kendt, og dyrke dem,« da skal du ikke lytte til, hvad den profet eller den, der har drømmesyner, siger. Det er Herren jeres Gud, der sætter jer på prøve for at få at vide, om I elsker Herren jeres Gud af hele jeres hjerte og af hele jeres sjæl. Herren jeres Gud skal I følge, ham skal I frygte, og hans befalinger skal I holde, ham skal I adlyde, ham skal I tjene, og ham skal I holde fast ved.

Men den profet eller den, der har drømmesyner, skal lide døden, for han har prædiket frafald fra Herren jeres Gud, som førte jer ud af Egypten og udfriede dig af trællehuset. Han har villet lede dig bort fra den vej, som Herren din Gud har befalet dig at vandre ad. Du skal udrydde det onde af din midte. (5.mos. 13:2-6)

Disse verser betyder, at Gud kan lade en falsk profet udføre mirakler for at tjekke, om menneskene adlyder Hans vilje, eller om vi lader os fuppe af påståede overnaturlige hændelser.

Mirakler er ikke nødvendigvis guddommelig tegn: Fx kunne Farao ifølge de hebraiske skrifter få sine tryllekunstnere til med magi at efterligne de mirakler, som Moses og Aaron havde udført: “Men Farao tilkaldte vismændene og troldmændene, og Egyptens mirakelmagere gjorde det samme med deres hemmelige kunster” (2.mos 7:11)

Disse eksempler viser, at det ikke er mirakler, som vil bekræfte mennesket i sin tro, eller som vil være kendetegnet for den messias, der fortælles om i de hebraiske skrifter, og, især, er mirakler ikke bevis for noget som helst. (Cyril Malka)

Frelser Jesus ifølge de hebraiske skrifter?

Frelsen kommer ud fra et personligt forhold til Gud og kan kun komme gennem Jesus. Det er en af kristendommens grundtanker. Ifølge de kristne har alle syndet og mistet Guds herlighed (Rom. 3:23), og der kan kun være frelse ved at få et personligt forhold til Gud, og dette kan ikke ske uden tro på Jesus.

Et andet meget brugt argument over for jøder er, at disse stadig skal ofre dyreblod for at befri sig fra deres synder, og eftersom disse ofringer blev stoppet efter templets ødelæggelse, kan også jøderne kun finde frelse ved at tro på Jesus, som er “død på korset og har givet sit blod som ultimativ ofring”.

Denne tro på, at vi er alle forbandet ved fødslen, og at hvis jøderne ikke kan ofre blod, kan de ikke befri sig selv fra synd, tyder på stor uvidenhed om både Bibelen og jødedommen.

I første omgang lærer Bibelen, at synden er en HANDLING og ikke en TILSTAND.

Menneskeheden er blevet skabt med mulighed for at handle ondt (1.mos. 8:21), men også med den egenskab at kunnne styre det (1.mos. 4:7), og faktisk med en tilbøjelighed til at foretrække at gøre godt frem for at gøre ondt (sl. 37:27).

På den anden side har Gud givet mulighed for, at man kan befri sig for sine synder.

Ofringerne i templet var kun for at rense fra de uforsætlige (3.mos. 4:1-ff) synder, og de blev brugt til at motivere folk til ægte anger.

Mange steder, bl.a. i Hoseas (14:2 og følgende), 1.Kong (8:44-52) og Jeremias, fortælles det, at i dag, når der hverken er ofringer eller tempel, er det bønner, der erstatter dem.

Deriblandt kan man læse klart og tydeligt: mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud. (sl. 51:19) og Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre, kundskab om Gud, ikke brændofre (Hos. 6:6).

Torahen (de fem første mosebøger) belærer, at ved anger, faste og gode handlinger kan enhver komme direkte i forhold til Gud. Ingen mellemmand behøves!

Den idé er også den, der illustreres i Jonas’ og i Esters bog, hvor jøder og ikke-jøder har angret, har bedt til Gud og er blev tilgivet deres synder uden at have givet nogen ofring af nogen art.

De kristne misfortolker ofte (med vilje eller af uvidenhed? Efter at have læst dette kan det så ikke være “af uvidenhed” længere) den jødiske tradition, ifølge hvilken “de helliges lidelse er en slags forladelse”.

De jødiske kilder fortæller ellers klart og tydeligt, at dette koncept udelukkende omhandler den guddommelige straf, som har været talt mod det jødiske folk i sin helhed, men den har intet at gøre med den enkeltes synder.

Hvert individ har ansvaret for sine egne synder og evt. tage det op med Gud: “Men det menneske, der synder, skal dø. En søn skal ikke bære straffen for sin fars synd, og en far skal ikke bære straffen for sin søns synd. Den retfærdiges retfærdighed skal virke tilbage på ham selv, og den uretfærdiges uretfærdighed skal virke tilbage på ham selv.” (Ez. 18:20).

Det hebraiske ord for “anger” er “Teshuva”, hvilket ordret betyder: venden tilbage til Gud.

Det personlige forhold, man har til Gud, tillader en at vende sig mod Ham til hver en tid, således som det står skrevet: “Vend om til mig, så vil jeg vende om til jer, siger Hærskarers Herre” (mal. 3:7) og “Og hvis den uretfærdige vender om fra den uretfærdighed, han har begået, og øver ret og retfærdighed, skal han bevare sit liv. ” (Ez. 18:27).

Derudover er der også fra kristen side en som oftest fejlagtig tolkning at det jødiske gudsbillede og af budene. Gud er nemligt altid meget hurtig til at tilgive og tilgiver tilmed yderst nemt. Som det står srevet: “Min Gud, vend dit øre til og lyt! Luk dine øjne op, og se den ødelæggelse, der har ramt os og den by, dit navn er udråbt over. Det er ikke vore retfærdige gerninger, der får os til at trygle dig, men din store barmhjertighed.” (Dan. 9:18).

I modsætning til de græske skrifter (rom. 4:15,16), som betragter budene som en forbandelse, fortæller kong David, at “Herrens lov er fuldkommen, den styrker sjælen.” (Sl. 19:8).

Ifølge Kong Salomo er menneskehedens mål at holde Guds bud: “Frygt Gud, og hold hans bud, det skal alle mennesker! For Gud kræver dig til regnskab for enhver handling, alt det skjulte, godt eller ondt.” (Præd. 12:13b,14).

Ifølge de hebraiske skrifter er vejen til Gud mulig at følge og at finde for ALLE mennesker. Direkte og UDEN mellemmand og uden tro på en bestemt person. Tværtimod: “For det, jeg i dag befaler dig, er dig hverken ufatteligt eller fjernt. Det er ikke i himlen, så man måtte sige: ‘Hvem vil stige op til himlen og hente det ned til os og forkynde det for os, så vi kan følge det?’ Det er heller ikke på den anden side af havet, så man måtte sige: ‘Hvem vil drage over til den anden side af havet og hente det til os og forkynde det for os, så vi kan følge det?’ Nej, ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan følge det.” (Cyril Malka)

Et meget brugt argument …

De kristne, som missionerer og prøver at få folk, blandt andet jøder (og især jøder!) over til kristendommen, fortæller, at Jesus var den Messias, som blev annonceret af profeterne.

Det forsøger de at bevise ved at trække forskellige dele af den hebraiske Bibel ind i deres argumenter.

Disse citater kan imponere og overbevise dem, som kun har et overfladisk kendskab til de hebraiske skrifter, til hebraisk eller til jødedommen i det hele taget.

Derfor slipper mange kristne missionærer af sted med at fortælle cirka hvad som helst om jødedommen (som den er i dag eller som den var før i tiden).

Et af de tilbagevendende argumenter er, at den hebraiske Bibel vrimler med profetier om Jesus.

Lad os se på det:

1) Den eneste grund til, at disse passager eller påståede “beviser” kunne forlede en til at tro, at der er tale om Jesus i profetierne, er ganske enkelt, at de enten er fejlciterede, eller fordi de er trukket ud af sammenhængen.

Uanset hvilken skrift vi taler om, hvis man fejloversætter noget, eller hvis man trækker den ud af det, der kommer før eller efter den, kan man få hvem som helst til at sige hvad som helst. Dette kan nemt bevises med de græske skrifter selv. Se her:

“Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.” (Luk. 14:26).

Altså skal man, hvis man skal være kristen, hade sin familie og endda hade sig selv?

Dog vil langt de fleste kristne forsøge at forsvare dette vers og eventuelt bortforklare det ved at sige, at dette vers slet ikke betyder det her. Det giver dette indtryk, fordi det er læst uden for sammenhængen.

Det er lige præcis det, der skal bevises. Et vers kan være fuldstændig forskelligt fra det, man tror det betyder, hvis man læser det i sammenhæng.

Før at man kan forstå et vers fra Bibelen (uanset hvilken del), er det nødvendigt at læse det i sammenhæng og — især — med en korrekt oversættelse.

Derfor er det vigtigt, at når en kristen citerer den hebraiske Bibel, at han gør sig den ulejlighed i det mindste at sikre sig, at han går ud fra en korrekt oversættelse og ikke blot en, der passer i hans kram.

For eksempel, når man læser den mest korrekte oversættelse af vers 22:17 fra Salmerne, læser man: Hunde har omgivet mig, som en løve (ka-ari) er de om mine hænder og fødder.

Dette var om kong David, som var forfulgt af sine fjender. Dog, hvis man ændrer lidt i versets ord og lige tager det ud af sammenhæng, så kan man sige hvad som helst. Således bliver ordet “ka-ari”, “som en løve”, til “gennemboret”.

Det mest fantastiske ved dette citat er, at end ikke de græske skrifter henviser til det (selv om de henviser til andre dele af denne salme). Det er startet som et udelukkende mundtligt rygte, som senere fandt sin vej til de kristne bibeloversættelser. For en gangs skyld er det ikke forfatterne til de græske skrifter, der har ændret på de hebraiske, men ganske enkelt missionærerne. En dyberegående analyse af denne salme og dens betydning kan findes her.

Dette eksempel påviser, hvordan missionærer, for at nå deres mål, er parat til at fejloversætte en del vers.

Der skal dog dertil siges, at jødedommen har naturligvis forklaringen på, hvad der står, og hvordan det skal forstås. Nu skal vi ikke glemme, at det er trods alt jøder, der skrev de hebraiske skrifter, og at hebraisk er blevet bevaret i mange årtusinder.

Desværre accepterer mange, uden videre forskning, forklaringen, der bliver givet. Måske fordi det er nemmere at læse noget, der står på dansk i en kristen bibel frem for at spekulere over det og se, hvad der ellers siges om det.

2) Missionærer bruger ofte de græske skrifter til at påvise ud fra deres fejloversættelse, at visse profetier, som er i deres skrifter, er sket.

Det er dog ret tydeligt for den, som blot kender lidt til de hebraiske skrifter, at troværdigheden af de græske skrifter er meget omtrentlig. Lad os bare se på et par eksempler:

a) Der står skrevet tre forskellige steder i de hebraiske skrifter, at Jakob er kommet til Egypten med 70 personer. Det kan man læse i

1.mos. 46:27: De sønner, Josef havde fået i Egypten, var to. I alt kom halvfjerds af Jakobs slægt til Egypten.

2.mos 1:5: Tallet på Jakobs efterkommere var i alt halvfjerds. Josef var allerede i Egypten.

5.mos 10:22: Med halvfjerds personer kom dine fædre ned til Egypten, og nu har Herren din Gud gjort dig så talrig som himlens stjerner.

Ikke desto mindre holder Apostlenes gerninger (7:14), at de var 75: Josef sendte bud efter sin far Jakob og hele slægten, i alt femoghalvfjerds mennesker.

b) I Hebræerbrevet (8:8-13) påstås der, ved at bygge på Jeremias, at Gud har udvekslet sin pagt med jøderne med en “Ny pagt”, idet der hævdes, at jøderne ikke har respekteret den “gamle pagt”, hvorfor Han “tager sig ikke af dem længere”:

“For han dadler dem under den første pagt, når han siger: “Der skal komme dage, siger Herren, da jeg opretter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De blev ikke i min pagt, derfor lod jeg hånt om dem, siger Herren.

Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres indre og skriver dem i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.

Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: ›Kend Herren!‹ For alle kender mig, fra den mindste til den største.

Jeg tilgiver deres uret og husker ikke længere på deres synd.” Ved at tale om en ny pagt har han gjort den tidligere forældet; men det, som er gjort forældet og er gammelt, er nær ved at forsvinde.”

Dog fortæller den tekst, der bliver citeret (jer. 31:31), noget helt andet. Den siger nemlig ikke, at Gud ikke tager sig af jøderne længere, men at Han “forbliver knyttet til dem”:

Nogle kristne bliver dog ved med at tolke dette vers som tegn på, at Gud har brudt sin pagt og forkastet det jødiske folk, hvilket jo er i modstrid med Bibelen, ifølge hvilken buddene er blevet givet for evigt (salme 119:151-152), og Gud har lovet aldrig at fornægte eller bryde Sin pagt med jøderne:

Dom. 2:1: Herrens engel drog fra Gilgal op til Bokim. Han sagde: “Jeg førte jer op fra Egypten og ind i det land, jeg lovede jeres fædre, og jeg sagde: Jeg vil aldrig bryde min pagt med jer.

3.mos. 26:44-45: Men selv da, når de er i deres fjenders land, vil jeg ikke forkaste dem og ikke vrage dem og ikke gøre det af med dem, så jeg bryder min pagt med dem. Jeg er Herren deres Gud! For deres skyld vil jeg huske på pagten med fædrene, som jeg førte ud af Egypten for øjnene af folkene for at være deres Gud. Jeg er Herren!

Så medmindre Gud skifter mening og, som et barn, ikke ved hvad “evigt” betyder, så er der vist en forklaringsproblem, her.

Jeremias skal naturligvis læses i lyset af pagten, som Gud har med jøderne. Det vil sige, at Torahen er evig. Jøder, Guds folk, skal adlyde den.

Dog, som mennesker, har vi vores fri vilje, og vi kan vælge at følge den eller ej.

Den “nye pagt”, som Jeremias omtaler, vil ikke erstatte den første pagt, den vil forstærke den. I den messianske tid vil Gud give menneskene et “Nyt hjerte”, som vil fjerne lysten til at gøre ondt. Det jødiske folk vil så tjene Gud (Guds plan) og dermed aldrig bryde den første pagt.

Derfor mener mange, at “Messias” ikke er en person, men et udviklingstrin, som mennesket kan nå til på et tidspunkt. Altså en “tidsalder”:

c) Igen i hebræerbrevet (forfatteren kendte tydeligvis ikke meget til jødedommen), i 10:5, i et citat, som henviser til salmerne (40:7), påstås der, at Gud har erstattet dyreofringer med Messias’ død ved at erklære:

“Derfor siger han, da han træder ind i verden: Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have, men et legeme har du beredt mig; brændoffer og syndoffer ønsker du ikke.“

Og dog … hvis man ulejliger sig til at tjekke, så er det ikke det, der står, men

“Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have – du har åbnet mine ører – brændoffer og syndoffer ønsker du ikke.” (Salm. 40:7)

Du har (bogstaveligt talt) “gennemboret mine ører” (så jeg kunne høre).

Der er her tale om Guds vilje, så man hører, hvad Han siger, som det også står i 1. sam. 15:22:

“Da sagde Samuel: “Vil Herren hellere have brændofre og slagtofre end lydighed mod Herren? Nej, at adlyde er bedre end offer, at lytte er bedre end vædderes fedt.“”

Kristne fundamentalister påstår at acceptere de hebraiske skrifter som Guds ord og som grundlag for deres skrifter.

Hvis de ønskede at være logiske og sammenhængende, ville det bedste være at indse, at dér, hvor de græske skrifter er i modsætning til de grundlæggende hebraiske skrifter, er de nyere skrifter fejlbehæftede. (Cyril Malka)